Det var mørkt, da jeg endelig nåede frem til gården. En lampe flimrede, og det gamle egetræ, som var placeret midt på gårdspladsen, kastede lange skygger på taget. Jeg frøs og havde stadig smerter i mit ben efter styrtet på hesten. Inden jeg nåede at banke på døren, blev en lås slået fra og en sprække af lys kom til syne. Jeg kunne ikke se nogen og overvejede et kort øjeblik at vende om. Men hvor skulle jeg flygte hen - der var ikke andre huse i miles omkreds.
Mine hænder rystede, da jeg skubbede døren op og forsigtigt råbte ind i den tomme hal. På væggene hang trofæer af udstoppede, eksotiske dyr og på en lille skænk brændte et stearinlys. Ved siden af stearinlyset stod en gammel fotoramme, og en frisk valmue var nænsomt lagt foran det, som var det et sydlandsk alter. "Hallo, råbte jeg, men ingen svarede. "Jeg er ked af at forstyrre, men jeg er faldet af min hest, og jeg har brug for at låne en telefon, så jeg kan ringe hjem." Stadig ikke en lyd. Nede for enden af hal'en stod en dør på klem, og så vidt jeg kunne skimte førte den ind til en stue.
Måske var der en telefon der, tænkte jeg og anstrengte mig inderligt for at tænke positive tanker.
"Bondemanden er sikkert ude for at fodre dyr, og hvis han kommer, må jeg jo bare forklare ham, at det var en nødsituation." Jeg gik hurtigt forbi de udstoppede hoveder af gazeller, zebraer, bisoner, som stirrede ud i luften med et tomt blik. Der lugtede indeklemt, og jeg følte næsten, jeg kunne smage støvet og se det hvirvle rundt i luften.
Et pludseligt vindpust fejede valmuen ned fra skænken, og et af bladene knækkede af i mødet med det hårde betongulv. Jeg samlede den forsigtigt op og lagde den på plads foran billedet. Og billedet - jeg troede ikke mine egne øjne. og jeg mærkede, hvordan hårene rejste sig på mine arme. Det var mig selv på billedet.
Håret var bundet op i en knold, og kjolen lignede noget fra min mormors tid, men på trods af det og på trods af, at fotoet var sort/hvid og sløret, var jeg ikke i tvivl. Det var virkelig mig selv. Men hvordan kunne det gå til? Jeg var lamslået og husker ikke, hvor længe jeg stod og stirrede på billedet for at skabe mening i noget, der ikke kunne forklares.
"Ja, hun er fin er hun ikke", lød det pludselig bag mig.
Jeg snublede over et gammelt dæk på gårdspladsen. Mit hoved må have ramt en sten, for jeg husker kun, at stjernerne på himlen blev utydelige og så blev alting sort. Da jeg kom til mig selv, lå jeg på en sofa, der lugtede - ja nærmest stank - af sur cigar.
Jeg satte mig op med et sæt og kiggede mig omkring. Rummet var fyldt med gamle sager. Billeder, dåser og gamle breve lå stablet op langs væggene og på et fad brændte fem små fyrfadslys. Jeg kunne ikke se hele rummet, og jeg blev grebet af angst, da det gik op for mig, at jeg måtte befinde mig i den gamle dames hus. Endnu mere skræmmende var det, at jeg ikke kunne se nogen dør i rummet. Jeg rejste mig og gik ind i mørket. Jeg famlede mig frem og var næsten nået frem til enden af rummet, da jeg hørte skridt et sted fra. De kom tættere på og stoppede så op, som om de kom fra den anden side af væggen. Jeg gik baglæns, indtil jeg pludselig mærkede en anden persons nærvær bag mig. Jeg vendte mig hurtigt om og så en mørk silhuet af den gamle dame. Hun rakte hånden ud mod min kind, og jeg følte, at min krop frøs til is, da hun rørte mig. Jeg kunne ikke bevæge mig.
"Nå, min pige - har du det bedre?", spurgte hun.
Jeg nikkede ivrigt og håbede bare, at hun ville flytte sig lidt til siden, så jeg kunne komme ud.
"Ja, det var jo et ordentlig gok, du der fik. Jeg tror faktisk, at du har sovet i næsten en uge."
"Det kan da ikke passe", stammede jeg. Hun smilede og gik hen mod et vindue. Med et hurtigt ryk, trak hun de tunge olivengrønne stofgardiner til side, og dagslyset strømmede ind i rummet med en sådan kraft, at jeg måtte skærme for mine øjne med hænderne.
Hun havde ret - jeg havde virkelig været bevidstløs i længere tid, end jeg havde troet. Men hvis hun havde holdt mig i live i så lang tid, så måtte min frygt for hende jo være ubegrundet. Havde jeg virkelig taget så meget fejl? Var hun blot en sød gammel dame. Jeg fik dårlig samvittighed.
"Og mine forældre - har du talt med mine forældre? De må være syge af bekymring over mig, hvis jeg har været væk så længe."
Hun rakte mig et glas vand og strøg mig over håret.
Jeg drak en smule og mærkede, hvor tør jeg var i munden. Vandet havde en underlig eftersmag af jern.
"Min kære ven. Jeg har jo ikke vidst, hvordan jeg skulle få fat i dine forældre, når jeg ikke engang ved, hvem du er."
"Men Politiet da, har du ikke ringet til Politiet? De kunne vel hjælpe med at få fat i mine forældre." Jeg gik hen mod en lille sort dør, som var kommet til syne i dagslyset. Fast besluttet på at finde en telefon.Men i det samme svimlede alting for mig. Samme fornemmelse, som når man rejser sig for hurtigt - bare dobbelt så stærk. Jeg måtte sætte mig ned på hug, og jeg mærkede et par arme, der slæbte mig hen på sofaen.
"Du har fået et hårdt slag min ven, jeg tror, du trænger til at hvile dig kære Sofie."
Inden jeg atter mistede bevidstheden, nåede jeg at mumle:
"Mit navn - du kender jo mit navn."
"Sofie, kan du høre mig?"
Jeg hørte først stemmen langt væk, og langsomt kom den tættere på. Mit hoved gjorde ondt, men en varm hånd strøg mig over panden. Det var rart og for en stund havde jeg glemt alt, hvad der var sket.
"Sofie, det er mig mor. Kan du høre mig?"
Jeg slog øjnene op og kunne næsten ikke tro mine egne øjne. Aldrig før havde jeg været så glad for at se min mors milde ansigt. Jeg græd af lykke og krammede hende inderligt.
"Men hvordan er jeg kommet hjem", spurgte jeg.
"Ja, du faldt jo af hesten og far fandt dig liggende i en grøft. Lægen siger, at du har slået hovedet kraftigt, så du skal blive liggende i sengen de næste par dage. Det var en slem forskrækkelse for os alle sammen. Vi ledte efter dig i fem timer, før vi fandt dig. Arme stakkel."
"Men hvad med den gamle dame. Hun bedøvede mig jo og kendte mit navn. Hvem var hun, og hvor er hun nu?"
Mit hoved var ved at eksplodere af spørgsmål. Men min mor så på mig med et blik, der fortalte alt. Hun forstod overhovedet ikke, hvad jeg talte om.
Igen og igen fortalte jeg mine forældre historien om den mystiske gamle dame, men de sagde, at jeg havde slået hovedet kraftigt, og at det aldrig var sket. Til sidst bad jeg min far om at køre mig ud ad den vej, hvor jeg fandt gården. Vi kørte langsomt forbi stedet, hvor jeg faldt af hesten og videre af den vej, jeg var gået. Endelig kom vi til gården, og det gysede i mig. Men jeg ville finde ud af, hvem den gamle dame var. Og endnu vigtigere - jeg ville bevise over for mine forældre, at jeg ikke bare havde digtet det hele.
Gårdspladsen var tom og huset så helt forladt ud. Men det var det ikke.
En ung mand kom ud af huset, og min far forklarede ham alt, hvad jeg havde fortalt.
Han slog en latter op og forklarede, at han havde boet alene i huset de sidste 10 år.
Jeg begyndte at tvivle på, om jeg virkelig bare havde drømt det hele, da jeg blev slået bevidstløs.
Men hvordan kunne jeg så vide, hvor huset lå?
Min far undskyldte mange gange og vi satte os ind i bilen for at køre hjem. Han kyssede mig på panden og bad mig om at glemme det hele. Det lovede jeg ham og blev straks i bedre humør. Det betød ikke noget, hvad der var sket. Det interesserede mig pludselig ikke længere. Heller ikke selvom jeg synes, jeg så nogen kigge ud på os, da vi forlod gårdspladsen...
