Ham For Altid?

How is that possible?

Da jeg åbnet døren kunne mine øjne ikke tro hvad de så! Jeg stod HELT harmløst, svag og en eller anden følelse om utryghed bredte sig stille i min krop. "Y/N? kommer du snart? Er der noget galt?" Råbte Jin. "Ne-nej. Kommer lige om lidt" Svarede jeg.

Vi gik udenfor døren og lukkede den stille så drengene nok ikke hørte det!  "Hvad FUCK laver du her? Burde du ikke være død?" Spurgte jeg om. "Jeg ved godt hvad du tænker, jeg er en fucking nar og du ville have mig død. Men, jeg har forandret mig!" Sagde Namjoon trist! "DET ER JEG SGU DA LIGEGLAD MED! HAR DU ALLEREDE GLEMT HVAD DU GJORDE MOD MIG OG SAGDE TIL MIG?!" Råbte/hviskede jeg. "Nej Y/N! Jeg MENER når jeg siger at jeg har forandret mig!" Sagde han. Jeg kan ikke høre mine egne øre.

"Du vil dræbe mig, syge min mund sammen og indtil da gøre noget såkaldt dirty med mig!" Sagde jeg koldt til ham. "Hvis du vil høre på mig så kan jeg forklarer!" Bad han mig næsten om. Jeg nikkede bare for jeg HÅBER så sandelig at han har en god grund! "I min barndom var jeg ikke min mor og fars favorit, jeg var også deres første barn. De lavede vold mod mig, misbrugte mig. De hadede mig, min far drak meget, og min mor var hele tiden sammen med andre mænd. Jeg kunne ikke klare det mere, jeg prøvede at begå selvmord. Men mine venner stoppede mig ALTID inden at det var forsent, selvom jeg bare gerne ville dø! Jeg låste mig selv inde på mit værelse, og prøvede at skære i mig selv! Men kom aldrig så langt før jeg flygtede hjemme fra som 11'årig, det var ikke nemt at bo på gaden. Da jeg blev støre, lærte jeg mange ting om at være menneske og hvad det vil sige at elske! Men jeg har arvet nogle af mine fars træk, så det jeg gjorde mod dig, var BESTEMT ikke meningen! Sådan var jeg bare blevet opdraget!" Sagde Namjoon og kiggede ned i gulvet, jeg kunne se at han græd. Jeg var helt ord-løs, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Men jeg er også sådan en person som ikke bryder sig FORFÆRDELIGT meget om at se en anden person være ked af det så jeg krammede ham.

"Det okay" Sagde jeg stille til ham! "Nej! Det er ej!" Sagde han irriteret på sig selv. "Jeg ødlage næsten dit liv, jeg mener du har nok mareridt om dengang og-" Og dér knækkede han! Han græd, græd og græd og var ikke til at stoppe. "Namjoon, hør her! Jeg er glad for at du fortalte det, men en eller side i mig vil gerne tilgive dig men den anden vil ikke!" Sagde jeg.

"Det ved jeg." Svarede han. "Jeg må nok gå nu, det er nok bedst!" Sagde han og skulle til at gå, men jeg tog fat i hans håndled. "Må jeg få din snap?" Spurgte jeg om. "Hvorfor vil du have MIN snap?" Spurgte han om ked af det. "Bare giv mig din snap!" Sagde jeg og fik hans snap! "Jeg må gå, bye" Sagde han og gik før jeg overhovedet kunne nå at svare ham! Jeg stod ord-løs igen og kiggede da døren pludseligt åbnet. "Y/N hvor er pizzaen?" Spurgte Tae om. Jeg kiggede bare på ham uden at sige noget. "Y/N? Hvad er der sket?" Spurgte Tae om da han kunne se at alt ikke var som det skulle være. "Ta-tae, det var Namjoon!" Sagde jeg. "HVAD FUCK LAVER DEN FUCKING STODDER PSYKOPATISKE NAMJOON AF EN ELLER ANDEN SLAGS HER?!" Råbte han, så var der folk der stoppede op og kigget overrasket på os! "Jaer undskyld, er der noget i skal" Spurgte Tae irriteret! De vendte sig om og gik. "Er du okay? Har han rørt dig?" Spurgte Tae! "Rolig, gider du!?" Spurgte jeg om irriteret! Han kigget forskrækket på mig. "Hvorfor?" Spurgte han om. "Rolig, han rørte mig ikke, kun mine følelser!.. Altså på den gode i guess!" Sagde jeg. Han kigget undrerne på mig. Y/N fortalte det Namjoon fortalte hende om hans barndom til Tae!

Da jeg var færdig kigget han underligt på mig og overrasket! "Ja, thats it" Sagde jeg. Han kigget og så at jeg havde tåre i øjnene, så han trak mig ind i et stort kram! Jeg krammede tilbage.
--------------------------------------------
Undskyld for dette korte kapitel på kun 749 ord! Håber i kunne lide den alligevel! Jeg skrev nemlig ikke noget igår. Så skulle gøre det idag, men havde ikke rigtig den STØRSTE lyst! Men nok om det, her er den! Purple u! 💜