Vokset fra hindanden - Mathias Gidsel

Det gør ondt

Astrids perspektiv:

i går slog jeg op med Mathias, og der er ikke nogle spor af ham der prøver at kontakte mig, jeg må virkelig havde ramt ham et sted hvor der ikke var en vej om. jeg har brugt hele formiddagen, på at ligge i min seng og græde. mit håndboldeventyr er slut, og jeg, og Mathias' eventyr er også slut. ved faktisk ikke helt hvorfor jeg slog op med ham, tror bare jeg var ''in the moment'' med en masse overvældene følelser på én gang og jeg vidste ikke hvilke jeg skulle udelukke. 

min øjne var på gang ved at lukke i, men denne gang lukker de ikke helt, da Emil ringer. ''Hvad?'' siger jeg halvt surt, og han mumler et eller andet og lægger på. ''ej'' siger jeg mig selv, og kan godt selv mærke hvad jeg har gjordt. jeg går ind på kontakter, og scroller ned til Emils navn og ringer ham op. ''Undskyld hvad ville du?'' siger jeg i dét han tager den og han trækker vejret dybt. ''hvad er der sket mellem dig og Mathias? han har ringet grædende til mig 4 gange!'' siger Emil og nu lyder han også sur. ''Slog op med ham'' sier jeg og kan godt selv smage på ordene, at det lød lidt for selvsikkert. ''bare sådan lige? du har trådt ham godt og gevaldigt over hjertet!'' siger Emil og nu fortryder jeg virkelig mit valg.

''det er kompliceret'' siger jeg og tænker selv over hvad jeg lige sade; det er Ikke kompliceret, det er bare mig der tog en forfærdelig beslutning. ''så du har virkelig ingen følelser over at dit forhold på et fucking år er slut eller hvad?'' siger han og nu råber han nærmest, og jeg får en klump i halsen. ''Astrid fucking svar mig! jeg er virkelig sur på dig lige nu!'' siger Emil, inden jeg når at svare. ''Ej hallo jeg har jo stadig følelser men jeg har det bare svært ikk?'' siger jeg og der bliver stille. ''hvordan tror du, det er at miste sin drøm, lige foran en selv? endda i slutrunder i dm i efterskolehåndbold, det er ikke nemt Emil.'' fortsætter jeg og holder nu min mund.

der bliver ikke sagt meget mere i opkaldet, derimod intet; Emil ligger på og jeg sidder bare helt målløst og overvejer hvad jeg lige har sagt. jeg rejser mig op, og går ud i køkkenet, hvor min mor sidder og booker nogle flybilletter. ''hvad så?'' siger hun, da hun ser mne øjne. ''ikke noget'' siger jeg halvt surt, og hun kigger ned på sin computer igen. jeg åbner køleskabet, og der er ikke det helt store. ''far og jeg tømte køleksabet, da vi skal rejse i aften'' siger min mor og jeg åbner nu fryseren. ''der er is, hvis det lyster'' siger min mor og jeg tager isen, og en ske. jeg sætter mig ind på mit værelse, og sætter noget serie på. 

mens jeg sidder og spiser is, og ser serie ringer min mobil igen, det er Helle. ''Astrid, jeg kommer med dine ting om lidt, og så vil jeg gerne snakke'' siger hun med sin søde stemme, altså er hun ikke sur på mig? der går ikke mere end 10 minutter, så er hun ved min dør og heldigvis er mine forældre skredet. jeg rejser mig og går ud og åbner for hende. hun har en god flyttekasse med ting i, og hun sætter den ud for mit værelse. ''hvad skete der?'' siger hun og kigger mig dybt i øjnene. 

''amen Mathias og jeg havde jo ingen problemer, tror bare jeg fik ondt af at jeg ikke kunne være der for ham hver dag, men kun hver anden weekend eller sådan noget'' siger jeg og kan mærke tårerne presse sig på. ''så skriv det til ham'' siger Helle, og jeg tror at hun hentyder til at vi skal komme sammen igen. ''Nej, Helle det går ikke'' siger jeg opgivende og hun nikker. hun trækker mig ind i et kram og går sin vej igen. jeg kigger rundt på mit værelse; Mathias ting er overalt. jeg lægger hans ting ned i et net, og pakker det under sengen. mit værelse er ikke rodet så jeg rydder det ikke op.

lige nu har jeg faktisk Mathias trøje på, så den smider jeg i vaskemaskinen, og jeg går i bad. badet varer i lang tid, men også mest fordi at jeg bare står der, helt stille i min helt egen lille boble. jeg står og tænker om alt fra hoved til jord, men det der fylder mest, er hvor meget et breakup virkelig gør ondt.

Første rigtige kapitel og jeg elsker det! håber i kan lide det<3