Vokset fra hindanden - Mathias Gidsel

Følelser

vi kører hen til Mathias lejlighed, og mit ansigt har aldrig været et størrer spørgsmålstegn. vi stopper op, og jeg klikker min sele op. ''skal du ikke med?'' spørger jeg Emil og han giver mig et mærkeligt blik. ''jeg tror at det er bedst hvis du tager derind alene'' siger han stille og jeg nikker, men jeg er langt fra misfornøjet. jeg går hastigt op ad trapperne og er udenfor hans dør. jeg banker roligt på og efter hvad der føles som evigheder, bliver der åbnet. 

jeg bliver dog ikke mødt, af det søde smil som Mathias har, men nogle røde øjne, man kun lige kan se, fra de hævede omgivelser. jeg er praktisk talt målløs, da jeg selv græder. i stedet for at sige noget, trækker jeg ham ind i det kram, som jeg selv har længtes meget efter, og som han nok også har brug for.

han ligger sit hoved på min skulder, og jeg klemmer han en tand hårdere. han trækker sig, og hans øjne er rødere end før. ''kom så, hvad sker der'' siger jeg og kigger ham i øjnene. han foreslår, at vi går indenfor og tager den, da hele opgangen ikke ska høre det.

han sætter os på sin seng, og jeg sætter mig i en stol ved siden af. ''hvad så?'' siger jeg så betryggende som jeg kan; dog er det lidt svært da jeg selv er helt knust. ''så jeg er jo lige kommet på landsholdet og har spillet et par debutkampe, og nu har jeg skrevet kontrakt med et udenlandsk hold, hvilket Thea IKKE er glad for..'' siger han og jeg bliver forvirret.  ''i udlandet? snakker vi sån Sverige, eller Egypten?'' spørger jeg og kan ane et smil på hans læbe, som dog hurtigt falmer igen, da han begynder at snakke. ''tyskland... altså i berlin'' siger han og endnu en tårer ruller ned af hans ansigt. 

jeg rejser mi og sætter mig hen i hans seng, ved siden af ham og omfavner ham, hvor han gengælder det. vi trækker os, men jeg har dog stadig en arm rundt om ham, som roligt nusser hans skulder. 

han fortsætter med at fortælle alt der skete, og jeg glemmer helt at jeg selv er ked af det - han er vigtigst lige nu. han bliver færdig med at snakke og jeg har aldrig haft mere ondt af en person, end jeg har nu. det viser sig så at Thea, er gået fra ham, da hun ikke selv havde pengene til at bo i lejligheden, og egentlig til sidst brugte ham for at have et sted at bo. 

vi sidder og diskutere livet, da han lige pludseligt bringer noget op.

''hvordan går det så med dit knæ?'' spørger han og det spørgsmål havde jeg aldrig tænkt, at jeg skulle hører. ''tjah det går fint nok. kan godt mærke at det ikke er helt optimalt.'' siger jeg og kan huske alt det der skete. 

''nåh men nok med det, det er jo lang tid siden... så hvordan går det med dig og Anton'' spørger han og kan mærke hele min glæde bare forsvinde. ''tarveligt'' er det eneste jeg kan få ud og Mathias glade udtryk falmer. ''uddyb?'' siger han en smule bekymret og jeg trækker vejret dybt, bare ved tanken. ''altså ejg kan bare ikke kende ham mere... han fik et raserianfald over at jeg skred, og det var så slemt at han rev hele vores nye lejlighed fra hindanden.'' siger jeg og jeg mærker en lille bølge af angst, bare ved tanken. 

''nej han gjorde ikke'' siger Mathias helt målløst, og jeg forbliver stille. ''håber sku du er okay'' siger han og jeg mærker en følelse af gråd stige. tårerne begynder at trille igen, jeg kan mærke en pludselig lyst til at snøfte. Mathias ligger hurtigt mærke til det og han løfter min hage så vi kigger hindanden i øjnene. ''fuck ham'' siger han, og inden jeg kan nå at registrerer hvad han har sagt, ligger han sine læber på mine, og læner sin kropsvægt oven på min og nu ligger han ovenpå mig; kysset bliver uddybet og af ren refleks, river jeg trøjen af ham og han gør det samme med mig.

da min trøje er af, afbryder han kysset og kigger mig i øjnene. jeg kigger forvirret på ham. ''fatter ikk at vi ikke gjorde det her da vi sammen'' siger han smilende, og placerer hans læber på mine, og vi fortsætter..

Okayyy lidt SPICYYYYY! men det har været en forespørgsel så ja! (host host... @mathiasxgidsel )