Vokset fra hindanden - Mathias Gidsel

New Times

- dette er 4 år senere og Astrid er 20, og mathias 21 -

Astrids perspektiv:

i dag er dagen endelig kommet! jeg skal pakke ned, og flytte sammen med min elskede Anton! vi har længtes efter det her i årevis, og kan ikke fatte at det her sker! min alarm lød lidt over 5 og jeg har været igang lige siden! jeg har pakket alle mine reoler ned, og generelt alt og nu mangler jeg bare min seng! jeg har nogle kasser under min seng, som er bare en kæmpe bunke rod, men det er så fint, jeg skal først køre mod syd-fyn kl. 17. 

jeg går ned i bilen, med mine kasser, da de er lidt overflødige og går direkte tilbage ind på mit værelse, for at finde hoved og hale i det sidste rod. jeg kan knapt nok trække den ud fra min seng, men får gjordt det, og den er virkelig overfyldt! jeg åbner den lige så stille, og der ser jeg alle de uundværlige ting fra min barndom. jeg kan mærke mine følelser presse sig på, men  jeg stritter imod, og jeg får smidt dem i en kasse, så min kusine kan få det. 

klokken er 16, og jeg har endelig fundet ud af hvad der skal ske med alle mine ting, og jeg skal til at smide kassen ud, men der falder en lille æske ud af kassen. jeg tager den op, og puster det værte støv væk, og åbner den lige så stille. da jeg får den åbnet, tager det mig et par sekunder for at se hvad det var, men det slår mig nu; det er den ring jeg fik af Mathias. jeg kan nu huske alle vores oplevelser og den fortid vi havde som nu ligger i fortid; Fortid, det ord som lyder så endeligt, så trist og gråt, men kan alligevel være en god ting, og det var det vi var, vi var gode for hindanden, det var vi virkelig.

jeg sidder og tænker på hvad vi var, og hvad fanden der egent skete, men bliver hurtigt afbrudt af min mobil som vibrere. ''kom du sikkert afsted?<3'' står der, og det er en besked fra Anton. jeg kigger på klokken, og den er 17:30. Fuck.

jeg skynder mig at tage ringen på, da jeg ikke ved hvad jeg skal med den, og jeg tager den sidste kasse med ud i bilen, og afsted er jeg.

turen derhen var virkelig kedsommelig da det var en kørestur fyldt med spænding og forvirring på samme tid, men alligevel så inden jeg ved af det, er jeg fremme, hjemme ved mit nye hjem, hjemme ved anton..