Limiunisas trone

Kapitel 8

Jarles øjne lyser stadig op, de smukke smukke brune øjne, selvom jeg ser dem på afstand, kan jeg stadig se dem lyse op. Måske er jeg alligevel ved at forelske mig i ham. Eller hvad? Vi har været hernede i jeg tror, to timer. Jeg bliver aldrig træt af byen, den er så inspirerende og spændene. Mig og Helina står ved en bod og kigger på et par smykker, de er smukke, smedet ved guldsmeden. Jeg kigger igen over på Jarles, han står og studere et kort, med en af skibsmændende. Et kort, alt jeg har haft om omverdenen, de seneste snart 18 år, andet har jeg hverken set, eller oplevet. Tænk hvad Jarles har været med til at opdage, alt han har set og hørt. Sammenlignet med mig, er jeg en meget kedelig person.
"Jenima?"
Helinas stemme lyser lidt som en skinger tone, men min hjerne leger nok bare med mig.
"Hvad?"
Jeg svarer hende lidt ubevidst, nok fordi jeg ikke hørte hvad hun sagde helt præcist.
"Jeg kan godt se at du ikke er opmærksom på smykkerne længere, men Jarles."
Endelig retter jeg min opmærksomhed mod hende.
"Hvad? Nej! Jeg faldt bare lidt i staver."
Hun skubber en smule til mig med den ene arm.
"Ja, sjovt nok præcist den vej Jarles står. Jeg forstår dig godt, han er sød og sjov, og så er han heller ikke helt uheldig i udseende."
Jeg prøver at skue til hende, men det bliver mere til et lille underligt smil. Hun smiler tilbage, men jeg kan skimte et lille grin på hendes læber, jeg var vidst selv skyld i det.
"Kom så Jenima, lad os kigge på nogle kjoler herovre, måske er der en til i aften?"
Jeg ryster på hovedet til hende.
"Kjolen er fundet, af mine hofdamer, men hvad med dig? Kan du ikke bruge noget nyt?"
Helina går et par skridt fremad, vender sig om og kigger på mig.
"Måske søs, måske."
Hun går ind i mængden af mennesker, og jeg følger efter hende, jeg gætter på at hun er på vej over til kjolerne, så den vej går jeg.
Jeg når kun et par meter, da jeg mærker noget brændende om mit håndled, og kigger hurtigt ned. Pigen, med de blodrøde øjne. Hendes læber bevæger sig ikke, men hendes ord er tydelige.
Tak. Din sjæl vil altid være husket.
Hun går væk mellem menneskeflokken, som hun aldrig har været der. Det eneste spor af hende, er et kortvarigt brændemærke om mit håndled, selv efter få sekunder, er dét selv væk. Et kort øjeblik, sortner det for mine øjne, og hendes ord gentages i mit sind. Din sjæl vil altid være husket. Jeg tager min højre hånd op til mit hovede, det dunker. Din sjæl vil altid være husket. Jeg hører en anden stemme, først lyder den fremmed, men jeg genkender den. Jarles.
"Jenima. Er de okay?"
Jeg kigger op i de brune øjne, jeg har lyst til at svare nej, sandheden, men noget vil have mig til at skjule det.
"Ja, jeg har det fint, bare lidt hovedpine."
Jeg fremtvinger et smil, og han smiler tilbage. Jeg ser Helina stå lidt bag ham.
"Men jeg må hellere komme videre, vi har alligevel heller ikke hele dagen."
Han smiler og nikker.
"Nej, jeg tror også jeg vil se lidt mere end festen i aften."
Jeg får mine føder til at bevæge sig så normalt som muligt, men jeg kan mærke dem ryste. Jeg har det ikke fint, jeg har det værre end nogensinde. Det skal gå over, det bliver det nød til, festen i aften er vigtig. For min far, min mor, Jarles, og vigtigst af alt. Mig.

Da vi alle fem skal til at forlade markedspladsen, står alle i byen så på red og række, med ret ryg. Dog kan jeg skimte et par smil efter en god dag. Det er en tradition, at når vi kommer, skal de lade som om at vi bare er normale mennesker, men når vi går skal de vise respekt får kongehuset. Jeg syntes at det er fint, så får jeg alligevel lidt af dagen uden at være omringet af vagter og tjenestefolk. Vi går op mellem alle i byen, en masse mennesker på hver side, som sagt, ræd og række, med rette rygge. Mens vi går op mellem menneskemængden, trækker Helina en smule i min arm, og nikker over mod Jarles, han smiler så meget, at jeg tror at han får ondt i kinderne efter. Bare han efterlader lidt kræfter til at smile i aften.

"Jenima!"
Jeg lukker min bog sammen og ligger den på mit bord.
"Jenima!"
Det er min mor, og hendes kolde stemme, jeg lukker mine øjne et kort øjeblik, jeg føler mig træt efter min hårde vækning. Kort efter mine øjne lukkede, hører jeg endnu engang en kold, nogenlunde ophidset stemme.
"JENIMA! Gæsterne kommer om en time!"
Jeg åbner mine øjne igen, og kalder på Louise.
"Louise! Vil du være sød at komme herom?"
Louise åbner døren, og kommer gående ind. Da hun er helt inde, nejer hun og siger.
"Hvad er der deres højhed? Noget jeg kan gøre for Dem?"
Hun smiler til mig nikker kort.
"Ja tak, kan du hente Klara, Anna og Marie?"
"Selvfølgelig deres højhed."
Hun nejer igen og går ud af døren igen.
Kort efter kommet Klara, Anna og Marie ind. De smiler og nejer, mens Marie begynder st føre ordet.
"Vi har fundet deres kjole, den er fin og ny til aftenens fest."
Jeg ser Klara stå med en smuk lang tyrkisblå kjole. Kjolen er af silker, den har palietter ned over den nederste del, og ren silke ved den øverste, så er den også stropløs. Marie taler videre.
"Så har vi også fundet et par smukke sko."
Anna holder et par hvide sko, de er næsten som krystal, men det er ikke sandt, man kan nemt se at de er lavet af silke ligesom kjolen. De har begge en blomst på den yderste del af skoen, ligeså hvid som resten af dem. Endnu engang taler Marie videre.
"Men vi er også klar til at sætte Deres hår, så vi har fundet Deres tiara, det er sådan en skam at De ikke går med den så tit."
Hun har vel ret i noget, den er smuk, og detaljeret. Det pureste guld, med et kønt mønster, der omringer en diamant. Nogen kalder den for Quara, jeg ved ikke helt hvorfor. Mange har forgæves prøvet at stjæle min tiara. Nogle mener at den er forbandet, så det kun er landet sande arving som kan bære den, jeg tror selvfølgelig ikke på den skrøne.

Mine hofdamer hjælper mig i kjolen, i skoene og sætter mit hår op i en knold, men  to krøllede totter hænger ned langs mit ansigt, tilsidst sætter de min smukke tiara på. Uvurderlig. Jeg kigger mig selv i spejlet, ind i mine øjne, der skinner tilbage til mig.

Jeg bliver ledt ned til balsalen af en af vagterne, og ser Jarles stå for enden af gangen, med en guldkrone på, sikkert meget mere værd end min tiara, men jeg er ligeglad. Jarles vender sit blik mod mig, det ligner at han er lige ved at tabe kæben, men jeg er ikke sikker på om det er Quara, eller mig han kigger på.
"Jenima, hvor er du smuk i aften. Jeg mener... Ikke at du ikke er smuk andre tidspunkter. Jeg mener..."
Jeg griner lidt over hans klodsethed, og han smiler nervøst tilbage til mig.
"Bare rolig Jarles, jeg ved hvad du mener."
Vi griner kort i kor.
"Nå men, jeg har ikke set dig med en tiara før."
Jeg kigger op på ham.
"Og jeg har aldrig set dig men krone på før. Vi lærer nye ting om hinanden hele tiden."
Der er en kort stilhedspause mellem os, men jeg kan se at Jarles bryder stilheden om få sekunder.
"Qurae? Ikke rigtigt, er det ikke navnet på diamanten?"
Jeg skæver til ham, og han virker usikker.
"Ikke helt. Quara, men tæt på. Du har læst bogen ikke?"
Han kigger over på mig, han ved udemærket hvad jeg taler om.
"Hvad for en bog?"
Han giver mig et skævt smil, jeg skubber en smule til han med min arm.
"Du ved hvad jeg taler om. Verden indenfor, jeg fandt den til dig på biblioteket igår."
Han griner en smule.
"Ja, du kan man ikke narre."
Jeg smiler, og vores øjne mødes igen. Jeg ved ikke hvad der er med det, men det kan vi ikke undgå, det sker bare.
"Nej, mig kan man ikke narre."