Limiunisas trone

Kapitel 34

"Nico, hvor er det hyggeligt at se dig."
Jeg ville have sagt noget, og måske rejst mig op for at hilse på ham. Tephania kom dog først.
"Se dog ikke så overrasket ud, Tephania. Det var dig der inviterede mig."
"Ja måske, men alligevel. Det føles som år siden jeg sidst har set dig. Kom og sæt dig ned."
Han går hen mod bordet, en smule usikker på benene da han får øje på Diaboli, efter at have været fokuseret på Tephania. Det stopper ham ikke, mens han prøver at se selvsikker ud. Tephania opdager også dette, mens hun er i gang med at finde endnu en tallerken.
"Jeg ville måske have kommet og besøgt dig, hvis det ikke var så satans svært at finde din hytte."
Han lægger et ekstra tryk på ordet 'satan' mens han kigger mod Diaboli.
"Desuden har jeg haft travlt med at rende rundt med prinsessen her."
Han smiler til mig. Jeg har lyst til at svare ham, men er ikke helt sikker på hvordan. Sidst vi sås, efterlod han mig bare lidt til mig selv. Heldigvis bliver jeg da afbrudt af Tephanias moderinstinkt for den stakkels unge mand der sidder overfor mig.
"Jamen dreng, Hvor lang tid er det siden at du har fået et ordenligt stort og godt måltid? Du ser så spinkel ud."
Hun sætter tallerkenen ned foran Nico, og skubber alt maden på bordet over til ham. Bagefter, tilfreds med sit arbejde, sætter hun sig ned på sin egen plads og læner sig tilbage.
"Jamen tak da, men jeg har næsten lige spidst."
Hun ryster på hovedet, mens hun skubber kødet en lille smule længere over mod ham.
"Jeg ville spørge dig hvad du havde spist, men hvis jeg kender dig, har det ikke været det bedste måltid. Spis nu."
Han skæver til maden foran ham, og derefter over til Diaboli. Tephania bemærker hans tøven.
"Du siger aldrig nej til et ordenligt måltid som dette. Spis noget eller du sulter."
"Jeg kom nu ellers for at diskutere nogle lidt mere vigtige ting, end om jeg skal spise noget aftensmad."
Han tager lidt af kødet, og et stykke brød over på sin tallerken, men begynder dog ikke at spise det.
"Der bliver ingen snak om vigtigere ting, før du har spist."
Man kan tydeligt mærke på Tephania at hun ikke vil skifte mening med hendes ord. Hun er ret stædig når det kommer til nogle ting. Selv mærkelige ting som at man ikke spiser noget aftensmad.
Men dog, jeg er ikke en den eneste der har fundet ud af det nu. Nico er begyndt at spise, og det er Tephania også. Diaboli sidder og kigger ud af vinduet, mens han tygger på sin mad. Det har han gjort i noget tid nu. Underligt nok, opdager jeg først nu, at jeg selv har tøvet med at spise. Så istedet skynder jeg at proppe nogle grøntsager i munden. Lækkert. 

Efter en god og lang, men stille, aftensmad, sidder vi nu sammenklemt rundt om hendes lille stuebord. I det følge at hun kun har to stole, blev to af os klemt ned på gulvet. De to blev så Nico og Diaboli. Det var selvfølgelig Tephanias overtalelse der gjorde at hun fik skubbet de to ned. Nico sagde ikke så meget til det, han satte sig glædeligt op af muren, og kigge forundret op på Tephania der stod så højt som hun nu kunne, og overmandede Diaboli til at sætte sig. Han satte sig så selvfølgelig så langt væk fra Nico som muligt. Hun gjorde så plads til at jeg så fint kunne sætte mig i den ene stol, mens Nico skudte en "sjov" replik af at stolen var så fornem at den er værdig nok til en prinsesse. Han fik derefter et jagende blik fra Tephania, og lukkede så munden på sig selv i det næste stykke tid.
"Hvis vi kan springe over alle dine fjollerier, bliver vi nød til at gå lige til sagen."
Diabolis stemme er en smule brummende, mens han prøver at fornærme Nico, uden sådan set at fornærme ham foran Tephania. Den kvinde har et overraskende godt tag i de to.
"Selvfølgelig. Nico, du er måske ikke helt klar over dette, men Rahdas-slægten er blevet delt."
Siger Tephania, mens hun forsigtigt sender nogle øjenkast mod Diaboli, for at se om der kommer en reaktion. Der er intet at spore i hans ansigtsudtryk, ikke en eneste følelse kan spottes. Da Nico også ser hvor kold Diaboli pludseligt er, siger han noget, han måske ikke skulle have sagt.
"Nårrh ja, det. Har hørt om, så det med mine egne øjne. Den der gift de har fået anskaffet ser ikke så rar ud."
Efter den sidste stavelse i den sætning er blevet sagt, er Diaboli pludseligt på benene, og står bredskuldret over Nico, som en eller anden form for kæmpe.
"Errantes. Du har ingen ret til at sige noget. Overhovedet ikke når det kommer til..."
Diaboli stopper. I flere sekunder bliver der ikke sagt et ord imellem de fire af os. Tværtimod går hans ord imellem mine tanker flere gange. Errantes? Hvor havde jeg hørt det før? Og hvad mente han med at Nico ikke havde nogen ret til at sige det? Ja, det lød måske lidt barsk, men alligevel.
Den første som bryder stilheden er Tephania.
"Diaboli, nej, Nico har måske ingen ret til at sige en ting som dette. Men du ved udemærket godt at ingen af jer må kalde ham for Errantes længere."
"Caedes kaldte mig det også, så tydeligvis er der ingen af jer der ved det."
Der var det, der havde jeg hørt det før. Caedes, kvinden der slæbte mig ud i skoven, lige før Nico kom og reddede mig, kaldte ham det på et tidspunkt. Det var det navn som Nico var blevet givet af Rahdas-slægten.
Bedrager betydder det.
Hele situationen forvirrer mig, jeg bliver nød til at spørge om et eller andet.
"Øhm, jeg er ikke helt sikker på at jeg forstår."
"Hvordan skulle du også forstå det, princeps."
"Drop det, Diaboli. Og Nico, du siger ikke en lyd. I to, drenge, I kan gå ud herfra, mens jeg forklarer situationen til Jenima. Og lad hver med at slå hinanden ihjel mens i er derude."
En smule modvilligt rejser Nico sig op, og bevæger forbi Diaboli, der endnu ikke har rykket sig, og bevæger sig over mod døren. Tephania skyder et blik over til kæmpen, og peger den vej, som Nico nu går. Lidt efter følger djævlen med, dog ikke uden at han kommer med små kommentarer på vejen ud.