Limiunisas trone

Kapitel 19

Jeg kan føle på hans stemme, at han taler sandt. Hvordan ved jeg ikke, måske vil de torturere mig, sulte mig, et eller andet. På den seneste tid, har jeg lært at frygte det værste. Denne situation er ingen undtagelse. Jeg har en anden fornemmelse af at det vil blive svært at tyde deres ord, princeps betyder prinsesse. Så meget har jeg lært af deres sprog, men deres kropsprog og toneleje, hjælper måske en smule. Hvis de bruger mere af det, end denne mand der står overfor mig. Han er svær at tyde. Det er måske det de er lært til, som nådesløse mordere, hvem ved hvad de har lært i den tid de er vokset op. Måske bliver de trænet til mordere som helt små, sværdkamp, bueskydning. Mord.

Manden foran mig tager begge sine hænder om på ryggen, og læner sig hen imod mig, da han hvisker i mit øre.
"Princeps, jeg kan mærke at du er bange. Jeg ved hvad i tænker om os, nådesløse mordere. Dine ord ikke? Nej vent, din kammerpige, Louise. Stærk pige, ikke sandt? Eller, det ved jeg jo ikke selv, jeg har aldrig mødt hende, det er jo kun hvad du tænker om hende."
Igen, hans ord skræmmer mig, dette er måske manden Louise talte om, herskeren af disse mordere. Ham der kunne styre skovens væsner.
"Jamen prinsessen har lært sin lektie, jeg er den eneste tilbageværende af min slags, men jeg kan ikke kun kontrollere væsnerne heromkring. Som du nok har opdaget, er jeg i stand til at høre dine tanker, derfor har de fleste svært ved at lyve for mig. Såsom dig, du min pige, har et par informationer jeg meget gerne vil have."
Jeg lader mit blik falde på ham, jeg kan ikke være bange for en anden persons blik. Lad blikket falde, og lad det blive der. En lille regel jeg har levet med i det meste af mit liv. Endnu engang tager han ordet.
"Men den tid hvor jeg skal vide det, er ikke endnu. Det næste stykke tid, skal vi lære dig at være stærk. Lade dit sind være som dit blik, noget man ikke kan undgå, medmindre du ønsker det. Vi skal lære dig at kæmpe, og forsvare dig selv. Du skal være stærk."
Hvorfor lader jeg ham skræmme mig? Hans blik er stærkere end mit, og jeg kigger væk. Der er ingen tvivl, han skræmmer mig helt bestemt, hvorfor? Måske hans dybblå øjne, hans frygtindgydende blik, det kulsorte hår der går ham til skulderne, hans muskuløse krop. Bare alt ved ham er, skræmmende, jeg ville finde på andre ord, men hans væremåde har fået mine tanker til at gå i stå. Jeg ved ikke om det bare er mig der er svag, eller han manipulerer mine følelser. Hvem ved hvad han kan gøre.
Jeg prøver endnu engang at løfte mit blik mod ham, jeg kan ikke, jeg kan bare ikke. I det samme kommer en hulkene fornemmelse ind over mig, og jeg mærker at mine øjne løber i vand. Mit syn bliver mere og mere sløret, og jeg ved at hvis tårerne kommer, begynder hovedpinen. Desværre er jeg ikke stærk, og de saltede dråber daler langsomt ned over mine kinder. Så jeg kigger væk, bevidst om at manden allerede har opdaget mine tårer. Hans første tanke er sikkert at jeg er svag. Det bliver svært at gøre mig stærk, hvis jeg græder ved hans tilstedeværelse. Dog er alt min gråd ikke for mig selv, men for den viden, at jeg nok aldrig vil se min familie igen, at mit land nu er fortab.
"Du skal ikke græde princeps, dit kongedømme er endnu ikke helt fortabt. Du ved vel at Frederik ikke kan besejre dit rige uden din slægts undergang. Så så længe at du er i live princeps, er dit kongerige ikke fortabt."
Han har ret, mit rige er endnu ikke helt tabt til Sandura, men Frederik? Hvem er han? Mandens stemme bryder gennem endnu engang, han har sit svar på mit spørgsmål.
"Det er da rigtigt princeps. Det er ikke tit at de forskellige kongeriger, der ligger langt fra hinanden, lærer konger og dronningernes navne. Kong Frederik d. III af Sandura."
I et kort sekund føles det, som om at mit hjerte springer et slag over. Kong Frederik, hvordan kunne jeg glemme det. Kong Frederik d. I, var kongen der i det første, førte krig mod det unavngivet rige. Tilbage for omkring 250 år siden. Kong Frederik d. II var kongen som blev split og ravende sindsyg. I en alder af 15 var han lige ved at dræbe sin lillesøster. Hans forældre overvejede at få ham sendt langt væk, men han skræmte dem så meget, at de ikke turde. Da han endelig blev kronet som konge, efter hans forældre pludseligt druknede, var han kun konge i to år. Efter de to år var gået, blev han væltet af tronen, og hans lillebror tog over. I hans regeringstid måde hans kone at føde ét barn, som lillebroderen adopterede, og atter førte slægten videre.
Det siges at navnet er forbandet, da den nuværende Frederik, heller ikke har været så heldig.
Kong Frederik d. III har ført forbandelsen videre. Det siges at han er stolt over at være den tredje Frederik, da tretallet jo er det magiske tal. Andre mener at han er lige så gal som de to sidste.

Jeg bliver hivet ud af mine tanker igen, da mordernes herskers stemme bryder igennem.
"Kronprinsessen er vidst ikke helt dum, men nu må vi se om hendes hjerne kan leve op til vores styrke."
I forhold til hans muskler, så tror jeg ikke at jeg nogensinde vil kunne leve op til deres krag. De virke stærke og stædige, selvom de er sårede eller ikke ser ud af meget. Det bliver en svær tid der kommer, og jeg har en fornemmelse af at der ikke bliver meget tid til mig selv, tid til mine egne tanker. 
Herskeren hiver mig op og stå ret, mens mine hænder stadig er bundet til jorden. For første gang i det sidste stykke tid husker jeg såret fra giftpilen. Jeg tror at jeg skal til at falde om på grund af såret. Dog opdager jeg at der kun er en svag smerte, og jeg sagtens kan stå op. Det kommer tilbage til mig, at der nok er gået et par dage siden jeg sidst var vågen. Så såret må ha helet lidt. Jeg lader min hånd glide langsomt ned til mit lår, og leder efter såret, dog finder jeg kun hud. Da jeg kigger ned for at se det, er der kun er et utydeligt ar.
"Ja Jenima, vi plejede dit sår med vores medicin. Du er heldig at mynten sugede det meste af giften ud af såret, ellers ville giften allerede have spredt sig til sit hjerte, of du ville have lidt en smertefuld død. Nico fyren er heller ikke så dum som mange tror. Med hensyn til smerten du fik, er bueskytten allerede blevet straffet nok. Forresten, så jeg ikke glemmer det, du har sovet i godt og vel syv dage. Det har også hjulet en smule på heleprocessen."
Af en eller anden grund, vil jeg helst ikke vide, hvad der præcist er sket med bueskytten. Det med at have sovet i syv dage, overasker mig ikke. et er mere tanken om at der snart er gået to uger siden jeg red væk fra slottet den nat. Så også det med at jeg kun har været vågen i en dag af hele den lange tid.
Jeg lader mine tanker falde tilbage til Herskeren, og jeg lægger mærke til et stort sort D der er brændt ind på hans højre overarm. Det er et stort sort ar, højst sandsynligt fra ild. Han mærker mit blik, der er faldet på D'et, og giver mig et skævt smil.
"I er alle sammen så nysgerrige."
Hans ord runger i teltet, der er noget over dem. Alle sammen? Hvor mange har ellers været her? Hvem? Hvornår? Så mange spørgsmål popper op i mit hovede ned det samme at ordene er ude. Selvfølgelig bemærker han det, men han ryster kun på hovedet. Efter snurrer han om på hælen, og smutter hen til åbningen af teltet.
"D for Diaboli, mit navn."
Jeg sender ham et spørgende blik, og endnu engang ryster han på hovedet.
"Det er et ord på vores sprog, på jeres, vil jeg nok mene at det betyder. Djævlen."
Med disse ord forsvinder han ud af åbningen, og efterlader mig stående alene i midten af teltet, stadig med tusinder af spørgsmål. Jeg er dog klar over, at jeg højst sandsynligt ikke vil få svar på halvdelen af dem.