Limiunisas trone

Kapitel 35

"Nu når vi endeligt har fået jaget dem ud, kan du måske også få en chance til at forstå alting. Ser du, det startede med at Nico ligesom næsten voksede op ved dem, lidt fritgående men alligevel, da han så fyldte sytten gjorde han, noget, og de kaldte ham så -"
"De kaldte ham Errantes, hvilket betyder bedrager, så langt er jeg med."
Hun smiler til mig.
"Så han har fortalt dig det? Det er ellers en lidt personlig sag der ikke bliver bragt op så tit. Han vil som regel helst ikke tale om det. Han må have noget tillid til dig."
Tanken går hurtigt igennem min hjerne, mens jeg kort ryster på hovedet. Så meget tillid kan han ikke have.
"Det er jeg nu ikke så sikker på, Tephania, han blev lidt tvunget til at forklare det, da Caedes blev ved med at kalde ham det."
"Men jeg er nu stadig ret sikker på at han stoler på dig. Men hvis vi skal tilbage til min forklaring, så er det sådan at da Rahdas-slægten havde sit lille oprør mod Diaboli, så havde de i mellemtiden fået anskaffet sig den her gift han sikkert har fortalt dig om."
Jeg nikker, i det øjeblik hun kort stopper for at tage en lidt dybere indånding. Hun fortsætter så hurtigt derefter.
"En ting du måske ikke ved, er at en person Diaboli holder lidt ekstra af, blev forrædernes forsøgsdyr med giften. Deres forsøg endte så med at blive lige foran Diaboli selv."
Jeg kan se på Tephania, at nok også er lidt bedrøvet over denne person. Jeg havde dog ikke ligefrem gættet at nogen som djævlen kunne have et ømt punkt for en person. Slet ikke en person som Tephania måske også holder lidt af.
"Hvem var denne person da?"
Jeg vil ikke lyde for barsk, eller lade spørgsmålet komme som en kæmpe vægt der ligepludseligt bliver smidt på hende. Måske skete der præcist sådan, men Tephania lader det ikke påvirke hendes udtryk.
"Øhm, jeg tror ikke ligefrem at det er mig som skal fortælle dette videre. Det er lidt mere, hvad kan man kalde det, personligt i forhold til Diaboli end det er til mig. Dog, så ville du nok mere forstå hvad der virkeligt øhm, irriterede Diaboli da Nico prøvede at være provokerende. Du ved nok ikke at Caedes var lidt som en datter for ham."
Hun peger ud, til der hvor Nico og Diaboli står og sender hinanden sure blikke. Nico siger et eller andet og djævlen svarer roligt tilbage. Men hvad end det var Diaboli sagde, fik det Nico til at blive helt stille, med et blankt udtryk klistret på ansigtet.
"Caedes var Diabolis ømme punkt, og jeg har altid godt kunne se hvorfor. Hun er en stædig, trofast og vittig ung kvinde når man lige får hende at kende. Hende og Nico kom også godt ud af det med hinanden da de var yngre. Men da Nico så senere fandt ud af hvad Rahdas havde gjort ved ham da han var elleve, begyndte tingene at gå lidt forkert. Det er dog en fuldstændig anden historie, som jeg ikke har nogen ret til at fortælle."
"Så Caedes var den der blev påvirket af giften?"
Tephania giver mig ret, mens hun stadig holder skarpt øje med de to udenfor. De har endnu ikke gået til angreb på hinanden.
"Hun er også en af grundene til at der en så hård stemning mellem dem to. Nico må have vidst hvad der skete med hende, og med hans had til Diaboli, bruger han det imod ham."
Hun sukker, og går mod døren får at byde de to ind igen. Jeg bliver siddende i stolen, mens jeg kigge ud. Diaboli går hurtigt ind mod Tephania, mens Nico bliver stående derude. Stadig med det tomme udtryk.
"Nico, kom nu ind."
Han ryster på hovedet, og siger et eller andet. Jeg ville måske havde kunnet høre det, hvis det ikke var fordi djævlen pludseligt kommer trampende ind af døren, og stiller sig op af muren. Han nægter nok at sætte sig ned igen.
"Jenima?"
Tephanias stemme får mig til at vende hovedet.
"Han vil gerne snakke med dig."
Hun peger ud mod Nico, der er gået lidt længere væk fra hytten i den tid jeg ikke har været opmærksom på ham.
"Hvorfor?"
"Han vil gerne snakke med dig alene."
Brummer Diaboli ovre fra muren han så fint står lænet op ad. Jeg forstår på hans tone, at jeg nok ikke skal sætte flere spørgsmålstegn. I stedet rejser jeg mig op fra stolen, og går mod døren og forbi Tephania der lukker den, med det samme jeg har sat begge føder udenfor.
Tæt ved kanten af lysningen står Nico og kigger op mod mig. Hvad kan Diaboli mon have sagt til ham.
"Jenima, nogengange forstår jeg dig simpelthen ikke."
Han smiler halvt til mig i et sekunder før det forsvinder.
"Hvad er det som du ikke forstår?"
"Jeg forstår ikke hvordan du kan have lavet sådan en aftale med Diaboli."
Jeg kan høre mig selv sige noget i retningen af 'oh', mens jeg pludseligt forstår hvad der går ham på nerverne.
"Nico, jeg har brug for alt den hjælp jeg kan få, for at vinde mit kongerige tilbage. Nogle gange er man nød til at bruge nogle desperate midler. Selv hvis de midler indeholder en person der går under navnet, djævlen."
"Ja, måske, men alligevel. Man kan ikke stole på ham."
"Tephania stoler på ham."
"Tephania stoler på alle."
Jeg får lyst til at bide af ham, men jeg ved at hvis jeg gør det, vil dette ende op i et skænderi. Jeg har ikke råd til at pludseligt skændes med Nico.
"Altså, Nico... Hvis du var i mine sko, ville du kunne forstå hvad jeg mener."
Der bliver stille lidt, og jeg har i hvert fald ikke lyst til at bryde det. På den anden side vil jeg heller ikke bare gå væk derfra.
"Jeg står ikke i dine sko, og dette er dit valg. Men du får ikke lov til at kæmpe for dit rige uden min hjælp."
Jeg smiler til ham, og får derefter et tilbage.
"Jeg havde heller ikke regnet med andet."

Dette vil selvfølgelig kun virke hvis Nico og Diaboli ikke river hovederne af hinanden inden da. Det er en ting jeg kan se at der måske sker.