Thomas syns
"Okay skal vi ikke starte med at læse et kapitel hver. Det passer nemlig med at vi er 8 og vi skal læse 8 kapitler. Og jeg ved godt at man sikkert er noget længere end kapitel 8, men det er bare for at få en opfrisker. Ik." Jeg tager bogen frem og sætter mig på sengen ved siden af Teresa.
"Enig" Minho tager også bogen frem og sætter sig på skrivebords stolen. De andre nikker. Og tager deres bog frem.
Harriets og Aris sætter sig også i sengen, ved siden af mig og Teresa. Brenda sætter sig hos Minho i stolen. De er et sødt par. Sonya tætter sig på gulvet, og det samme gør Newt.
"Okay, skal vi sige Thomas, Teresa, Harriet, Aris, Sonya, Newt, Minho og så mig mig" Brenda kigger rundt, og vi alle nikker, eller alle undtagen Sonya. Hun er faktisk helt bleg. Det er ikke kun mig, der har set det. Teresa har også, "Hey Sonny er du helt ok, du ser ret bleg ud." Teresa ser meget bekymret ud. "Huh?.. Jaja jeg ok. Der er ikke noget." Sonya kigger op. Hun ser helt trist ud. "Okay så Sonny. Når skal vi læse. Starter du?" Man kan godt høre på Teresa at hun ikke tror Sonya. Det ligner at hun også selv ved det, for hun kigger bare ned i bogen.
Jeg nikker og går i gang med at læse.
(Jeg har ikke selv læst bogen. Endnu. Så kan ikke skrive noget der står i bogen. Sorry. Når videre til historien.)
Aris begynder at læse.
Vi sidder alle og lytter stille efter. Jeg kigger nogle gange på Sonya. Hum ser stadigvæk helt trist ud. Faktisk ser hun mere og mere bange ud, jo længere Aris når.
Aris er færdig med kapitel 4, og det er Sonays tur.
Vi sidder alle og kigger på hende da hun skal til at læse. Hun kigger op på os alle, og så ned i bogen.
Hun tager en dyb indånding, som om hun skal til at lave et faldskærms udsprængning på 500 meter.
Hun begynder også at ryste. Meget endda.
Sonays syns.
Jeg kan ikke. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke. Jeg kigger ned i bogen. Alt er så forvirret. Der ikke et ord rigtigt. Bogstaverne danser samba rundt i bogen.
Jeg åbner mundet for at begynde, men jeg ved ikke hvor jeg skal begynde. Jeg ved ikke hvor ordene er henne.
"Hey Sonya. Hvornår begynder du?" Jeg kan høre en stemme sige noget. I første omgang, kan jeg ikke finde ud af hvem det er, men det kommer til mig hurtigt. Det er Thomas.
Jeg kan ikke kigge op. Det kan jeg ikke. Hvad tænker de ikke om mig.
Mine hænder ryster. Mine nerver sidder helt ude på tøjet. Det er faktisk som om de danser med bogstaverne.
Jeg kan mærke noget. Noget vådt. Det sidder fat i mine øjne.
"Sorry guys, men jeg jeg kan ikke." Dråberne løber ned af mine kinder. Jeg løber ud af værelset og ned gennem stuen og ud af døren.
Jeg kan høre dem. Bag mig. De råber efter mig. Jeg kan ikke vende mig om. Jeg er ikke andet end en taber. Jeg kan ikke nået overhovedet.
Jeg mærker en nået blødt og varmt tage fat i min arm.
Det er Newt.
"Sonya hvad sker der. Er det din lillebror. Kig på mig Sonya." Newt holder stadigvæk min arm.
Jeg kan ikke kigge på ham.
Jeg mærker hans hånd på min hage. Han for mig til at kigge på ham. Jeg kigger ham dybt. Virkelig dybt i øjne. "Du..du forstår ikke." Mine kinder er fuldstændige gennemblødte af tårer. "Nej jeg forstår ikke. Det er rigtig Sonya. Så få mig til at forstår." Newt kigger på mig helt trist.
Hvorfor skal han gøre det her mod mig. Lad mig dog være.
"JEG ER ORDBLIND. OKAY NEWT. JEG KAN IKKE LÆSE. JEG KAN IKKE STAVE. JEG ER IKKE LIGESÅ GOD SOM NOGLE AF JER. OKAY. JEG ER DUM. JEG ER BLODDY DUM OKAY NEWT. JEG KAN IKKE FINDE UD AF NOGET. OG NEJ JEG HAR ALDRIG FORTALT JER DET. OG DET HAR JEG IKKE FORDI DET IKKE ER SJOVT AT VÆRE DUM. OKAY. JEG VAR BANGE FOR AT I IKKE VILLE KUNNE LIDE MIG. AT I VILLE SYNTES JEG VAR EN TABER. MEN DET ER OKAY HVIS I SYNTES DET. FOR DET ER JEG. JEG ER DUM, IDIOTISK, EN TABER, GRIM OG ORDBLIND. OKAY." Der løber tårer ned af kinderne på mig, jeg ryster helt. Min balance er svag. De andre er også kommet ud. De står bare og kigger helt chokket. Det samme gør Newt.
Jeg tager min arm til mig, og løber.
Jeg løber og løber.
Jeg kommer hjem. Shit Jackson. Jeg kan ikke komme op sådan her.
Jeg ringer til min onkel Michael. "Michael kan du ikke hente Jackson." Min stemme ryster helt. Han kan godt hører jeg er ked af det. Han siger at han nok skal hente ham.
Jeg lægger på og går op på mit værelse.
Jeg lægger mig i min seng.
Og der bryder jeg helt ud i gråd igen.
Jeg græder mig i søvn.
