Newt syns
Jeg var lammet. Hvad skete der lige der. Jeg ville sige en masse til hende. Jeg kunne bare ikke.
Jeg så hende løbe. Jeg fulgte hende med blikket, indtil hun dreje af et hjørne.
"Shit et temperament hun havde." Minho kigger helt forbavset, men med et lille fjoget grin.
Brenda slår ham i maven. "Hold kæft med de der bemærkninger. Det er ikke lige tid til dem nu. Okay." Minho står og rømer sig lidt.
"Er der nogle af jer der viste det her" Harriets kigger rundt.
Hvis hun ikke vidste det, så var der ingen der vidste det. For hun var Sonays bedste veninde. De kendte hinanden siden de var helt små.
Vi ryster alle på hovedet.
Teresa's syns
Jeg går igennem skole, hånd i hånd med Thomas. Jeg ser Sonya. "Thomas jeg går lige hen og snakker med hende." Jeg nikker hovedet mod Sonya. "Okay skat" han kysser mig blidt.
"Hey Sonny." Jeg vinker til hende. Hun kigger op. "Hvorfor snakker du til mig, hvorfor søger du ikke væk fra mig." Jeg sætter mig ved siden af hende. "Hey hey hey. Sonya. Vi vil ikke bare forsvinde fra dig begrund af at du er ordblind, det har jo intet med din personlighed at gøre, og vi elsker din personlighed. Du er både sød, Hjælpsom, villig, kærlig, godsindet og mange andre ting vi ikke har tid til at nævne" jeg smiler et opmuntrende blik.
Det hjælper vist lidt. Der kommer et lille smil på hendes læber.
"Hej i to" Minho vinker til os og sætter sig ned. "Hey Minho." Sonya vinker tilbage og rykker så der er plads til ham. "Hvor er Brenda?" Jeg kigger på ham, hans smiler falder hurtigt. Han svarer ikke i første omgang, så jeg spørg ham igen. "Hey hængemulde hvor er hun?" "Hun har det dårligt. Hun kastede op i nat. Hun ved hvad der er galt, hun vil bare ikke sige det." Han kigger trist ned i gulvet. Sonya griner lidt, og Minho kigger op. "Slap af Minho. Det er bare pigeting. Jeg er mere bange for dig. Du er ikke helt så sej som du plejer at være." Minho bliver helt rød i hovedet, men smiler hurtigt igen sit kække smil igen "åh tro mig Sonny. Jeg er shucking sej. Når vi ses. Tøser." Han rejser sig grinene op, og går hen til Thomas og Newt, der også er kommet.
"Ej der er Newt. Jeg må heller gå over og snakke med ham." Sonya rejser sig også op, og det gør jeg også.
Vi går over til drengene.
Sonays syns
"Hej Sonya. Må jeg ligge snakke med dig." Newt trækker mig væk fra de andre.
"Undskyld Sonya. Det var ikke i orden at jeg var sådan overfor dig." Newt kigger på mig helt trist.
"Nej nej nej. Newt. Det var mig, der ikke skulle råbe af dig. Jeg skulle bare have fortalt jer det. Jeg løj overfor dig. Det var ikke i orden. Du skal ikke sige undskyld. Du prøvede at hjælpe mig, og jeg var en bloddy shank over for dig. Undskyld Newt, håber du kan tilgive mig." Inden han kan nå at svarer krammer jeg ham. Han krammer mig igen. "Jeg kan altid tilgive dig." Han kysser min pande. Jeg smiler til ham.
Klokken ringer.
Vi skal have engelsk.
Jeg går op til katederet, hvor frk. Trainor sidder.
"Hej frk. Trainor. Kan jeg ligge tale med dig?" Jeg ryster helt. "Ja selfølgelig. Skal det være privat?" Hun kigger på mig, og jeg nikker.
Vi går ud på gangen.
"Når hvad vil du så sige?" Hun læner sig op af skabene, og kigger interesant på mig.
"Det er bare fordi at jeg-jeg er o-ord-ordblind." Jeg kigger ned i gulvet, jeg kan ikke se på hende.
"Hvorfor har du ikke sagt det nået før Sonya" hun ligger en hånd på min skulder, jeg kigger op på hende. "Jeg var bange" tårer løber ned af kinderne. "Sonya min pige. Du skal da ikke være bange for at sige det. Det er da bare godt så kan vi hjælpe dig." Hun smiler til mig og giver mig et kram. Jeg tager mine arme rundt om hende, og lader tårerne vælte ud af mine hævede øjne.
"Tak frk Trainor." Jeg stiller mig lidt væk, og smiler.
"Så smut du lige ud og tør øjne ik." Hun smiler til mig, og går ind i klassen igen.
