Kapitel fjorten

21 2 0
                                    

(Matt's synsvinkel)

Jeg var vildt bange. Jeg var blevet stukket og skal nu igennem den frygtelige 'Forvandling'! Der bliver snakket om den rundt i Lysningen, så jeg kunne ikke lade være med at overhøre. Nu sad jeg på en seng med ondt i benet. Tre hoveder strittede op. Det ene hovede var Newt. Han sendte mig nogle rolige øjne og jeg prøvede at trække vejret stille. Jeg lukkede øjnene og synkede. ''Gør det.'' Hørte jeg Newt sige. Jeg mærkede en tyk nål i benet. ''ARGHH!!'' Skreg jeg, da syren kom ind. ''ARGHHHHH!!!!'' Jeg skreg og skreg. Jeg kunne mærke nålen komme ud igen. Jeg bed mig selv hårdt i læben og klemte mine hænder sammen. ''FÅ DET TIL AT STOPPE!! ARGHHH!'' Skreg jeg. Efter lidt tid med meget skrig besvimede jeg. Jeg så min fortid. Mig og Jennifer lå inde på at værelse med mange køjesenge. Vi holdte i hånden og snakkede. ''Det skal nok gå..'' Sagde hun. Jeg nikkede og en tåre trillede fra mit øje. Pludseligt blev døren hamret op af fire mænd. To af mændene tog Jennifer, de to andre tog mig. De holdte stramt. Vi holdte stadig i hånden. Til sidst blev vi ført hver sin vej. ''Jennifer!'' Råbte jeg og det væltede ud af tårer. Jeg prøvede og kæmpe imod, men mændene var stærke. Så gav jeg op. Jeg lod dem modvilligt trække mig med dem. Jeg følte mig svag. Jeg blev ført ind i et rum med en seng. ''Læg ham på sengen.'' Sagde en rødhåret dame der stod i rummet. De lagde mig på sengen. Den var hård. ''Kan du huske mig?'' Spurgte hun. Jeg prøvede og hive mig fri, men kunne ikke. Mændene havde bundet stramme reb rundt om mine arme. De tog en blodprøve. ''Hent sovemidlet!'' Sagde den rødhåret. De nikkede og gik. Den rødhårede dame satte sig ind i et lille rum. Jeg kiggede lidt rundt og der var nogen computere. Der var et billede med streger på. I midten af toppen stod der: Strafferhullet. Det sagde mig ikke noget. I siderne stod der Sektion 1, 2, 3, 4, 5 og op til 8. Selvfølgelig! Det var jo labyrinten. Hm.. Hvad er Strafferhullet? Jeg prøvede at grave dybere ned i tankerne. Det må være Afgrunden! Strafferhullet kan jo også være en udgang! ''Nå ser man det. Kigger du lige på Labyrinten?'' Spurgte den rødhårede dame. Hun var kommet tilbage. ''Jeg kan ligeså godt fortælle dig det hele. Når du når ned til Lysningen har du faktisk bare glemt det hele.'' En ond latter lød fra hende. ''Nå, men Strafferhullet er en udgang. For at komme ud skal man bruge en kode. Den er svær og finde. Men ja. Så er man faktisk bare ude.'' Sagde hun med et skævt smil. En kode? Nårh jo! Den vi fandt i hullet! Nu havde jeg det hele! Hvordan vi kom hjem. De to mænd kom tilbage med en nål og stak den ind i benet på mig. ''ARGHHH!!'' Skreg jeg. Jeg slog hovedet ned i sengen og vågnede. Newt holdte på min skulder. ''Er du okay?'' Spurgte han. Jeg nikkede og fortalte ham det hele, imens han noterede det. Newt skulle lige til at gå. ''Hvor skal du hen?'' Spurgte jeg og satte mig op. Han gik hen til mig. ''Jeg fortæller de andre det her, imens skal du hvile dig.'' Sagde han og smilede mens han lagde mig ned. ''Du var sindssyg da du ''besvimede''! Du tog den der skalpel og cuttede i dig selv!'' Sagde han og pegede. Jeg tog min hånd frem og så to plastre på min arm. Så kiggede jeg op. ''Hvil dig.'' Sagde han og skulle lige til at gå, da jeg afbrød ham. ''Hent Jennifer. Pls!'' Sagde jeg. Han nikkede og lukkede døren efter sig. Da han lukkede døren gav det ekko i rummet og jeg fik en tyk streg af hovedpine og svimmelhed. ''Hvor er jeg?'' Spurgte jeg. Så kom den høje dreng ind til mig. ''Gå væk! GÅ VÆK!'' Råbte jeg. ''Det er mig. Jeff.'' Sagde den høje dreng. Jeg slog mit hovede ind i puden og glemte hvad jeg lige havde sagt. ''Hej Jeff. Hvorfor står du med dem der?'' Spurgte jeg og pegede på nogle piller i hans hånd. Han vendte hovedet på skrå. ''Har du det bedre?'' Spurgte han mig og ignorerede mit spørgsmål. Jeg nikkede. Han kiggede ned på pillerne. ''De er faktisk til dig. Har du glemt hvad du lige har sagt?'' Spurgte han. Jeg sendte ham et udtryk emd rynkende pande. ''Jeg sagde: Hej Jeff. Hvorfor står du med dem der?'' Sagde jeg og sendte ham det samme udtryk. Han grinede. ''Før det.'' Så grinede jeg også. Bagefter tænkte jeg. ''Jeg kan ikke huske min drøm, da Newt gik ud.'' Sagde jeg. ''Tag nu bare de her. Det er hovedpinepiller og jeg kan se du har hovedpine.'' Sagde han og grinede. Jeg tog imod dem. Bagefter hentede han noget og skylle ned med. Der var tre piller. Jeg slugte pillen og drak. Slugte og drak. Tre gange. Da Jeff var gået igen kom der en ind af døren. Det var Clint og Jennifer. Da jeg så Jennifer blev jeg glad.

LysningenWhere stories live. Discover now