Lysningen

Kapitel sytten

(Jennifer's synsvinkel)

Mig og Matt stod foran Vestporten og ventede. Efter lidt tid kom alle Lysborgere hen mod os. ''Tag et spyd og læg to skarpe knive ned i jeres taske. Vi har pakket dem, så der er mad og to liter vand til hver!'' Råbte Alby. Newt rakte mig og Matt to tasker og vi tog dem på. Så gik jeg over mod knivene. Jeg tog en lilla kniv op og mærkede dens blad. ''Mm.. Skarp. Den snupper jeg!'' Mumlede jeg til mig selv. Så kom Matt også over for at snuppe to knive. Jeg så en sort kniv. Den var meget skarpere end den lilla kniv, så den sorte snuppede jeg også. Jeg lagde knivene ned i tasken og tog et spyd. ''Jeg er klar!'' Råbte jeg. Jeg var den første der var klar. Lidt efter tog Winston også et spyd. ''Klar!'' Råbte han. Der rejste sig flere og flere og til sidst var alle her. Lille Chuck stod ved siden af mig. Jeg var nok en halv meter højere end ham. Det fik mig til og fnise lidt og så kiggede Chuck på mig med et smil på læben. ''Jeg skal hjem.'' Sagde han og vendte hovedet mod Vestporten igen. ''Minho? Har du husket koden og nøglen?'' Spurgte Newt. ''Jep. Alt ligger i min taske.'' Svarede Minho og kiggede mod en taske der lå på jorden. Så tog han den på. ''Er i klar?'' Råbte Alby. ''JA!'' Råbte vi alle i kor. Og så løb vi. Minho førede an. Jeg kunne høre nogle stønne og andre var helt stille. Da vi nåede til Afgrunden var klokken omkring et ifølge mit ur. ''Thomas! Tag en sten!'' Råbte Minho til Thomas. Thomas nikkede og gik over for at finde en sten. Jeg myrede mig frem så jeg kunne kigge ned i Afgrunden. Så kom Thomas tilbage og kastede stenen. Der lød et Bum! ''Den er stadig åben!'' Råbte Minho så alle kunne høre det. ''Winston har du rebene?'' Spurgte Minho. Winston nikkede og rakte en taske til Minho. Minho åbnede den og der lå mange lange reb. Minho trak et reb ud der nok var tyve meter langt. Ude i kanten af Afgrunden var der en lille kant som man kunne gå på. Der gik Minho ud. ''Thomas kast endnu en sten!'' Råbte Minho. Thomas gjorde som sagt og kastede stenen. Endnu et Bum kom. Minho stillede sig lige over der hvor stenen havde landet. Så kiggede han op og det lignede han fik øje på noget han kunne sætte rebet i. Jeg stod på tæer for at se. En lille krog stak ud af de høje stenvægge. Hvad er chancen? Minho hang sig i den. ''Den er stabil! Men vi må kravle en af gangen ned!'' Råbte Minho. Ingen svarede. Så satte Minho rebet fast i krogen. ''Jeg kravler ned!'' Råbte Minho og satte sig fast på rebet. ''Her Minho.'' Sagde Newt og rakte ham hans spyd. Minho nikkede og kravlede ned.

(Minho's synsvinkel)

Jeg kravlede og kravlede ned. Der var flere meter ned og jeg kunne ikke se de andre mere. ''Minho?'' Råbte Thomas. ''Kan du høre os?'' Jeg tørrede sved af panden. ''Ja!'' Råbte jeg tilbage. Nu kunne jeg se en lille planke stritte ud! ''Jeg kan se stedet!'' Råbte jeg tilbage til dem. ''Råb når jeg må komme ned!'' Råbte Thomas. Jeg svarede ikke. Så hoppede jeg ned på planken og der lød et bum. Jeg gik derind. ''Kom!'' Råbte jeg tilbage til dem. Lidt efter kom Thomas ned. Så sad vi og ventede. Efter en halv time manglede vi kun Newt. ''Kom nu Newt!'' Råbte Winston. ''Ikke pres ham.'' Sagde jeg til Winston. Han nikkede. ''Jeg er der næsten!'' Råbte Newt og nu kunne vi se ham. Han hoppede ned til os. Vi kiggede rundt i rummet. Der var køjesenge og på en af væggene stod der: W.I.K.E.D. Og på den anden væg stod der: ER GODE. Vi gik hen mod døren og der var en slags scanner. ''Gik mig nøglen.'' Sagde jeg til Newt. Han åbnede min taske og tog den ud. ''Her.'' Jeg prøvede og scanne nøglen. Smmm Smmm BU! Var der noget der sagde. Efterfulgt af DEDEDEDE!! Imens døren åbnede. Derinde var der måske ti straffere! ''TAG JERES SPYD FREM!!'' Skreg Alby. Vi tog vores spyd frem og begyndte at dræbe dem. Efter ti minutter var der ingen af dem der var døde. ''Vi skubber dem ud i Afgrunden!'' Råbte Thomas. ''God idé!'' Råbte jeg. Vi gik om bag dem. ''SKUB!!'' Råbte jeg. En straffer røg ned. Så en til. Så to. Og så røg resten ned på samme tid. Vi gav hinanden high-five. Bagefter gik vi mod en til dør. Den krævede en kode. Inden jeg kunne nå at sige noget rakte Newt mig sedlen med koden på. Så tastede jeg koden ind. 7-8-9-2-3. Imens jeg trykkede kom der bip lyde. Døren åbnede og derinde stod der mænd foran døren med hænderne i siden. De havde orange dragter på. De gik hen mod os imens de sagde WIKED er gode WICKED er gode og så videre. To af mændene tog fat i Jennifer. Newt kom løbende for at stoppe dem. ''Ikke tag hende!'' Råbte han. ''Jeg tager ham!'' Sagde jeg til Newt. Jeg løb mod de to mænd og sparkede lige i deres små ynkelige hoveder. Jennifer slap fri, men så kom en mand og tog fat i mig. ''Hjælp mig!! En eller anden!'' Han trak mig med og jeg prøvede at sparke ham. Det virkede ikke. ''HJÆLP!!'' Råbte jeg og så blev en dør lukket lige foran mig, så jeg ikke mere kunne se Newt og de andre.

Forfatter's noté:  

Jeg ved det er et lang kapitel, men håber i overlever. ;)) Det er det anden sidste kapitel og kan ikke vente med at lægge det sidste op, så det kommer altså også idag. 

Det varer forresten kun lidt over 300 ord. ;3