"Du stoler på mig." Jeg møder hans livløse blik uden tøven. "Du leger med ilden Audrey." Hvis bare han vidste, at denne gang er det ikke ham der leger med folk. Det er mig. Og jeg har tænkt mig at vinde, hvad end det må koste.
Audrey Hawking er els...
A snowflake is one of God's most fragile creations, but look what they can do When they stick together. -Unknown
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
"Morgen."
Hvad?
Jeg misser med øjnene, så meget søvn. Et par læber rammer mine.
"Nathan?" Mumler jeg træt. "Mh" svare han og lægger sig ned ved siden af mig. "Det er tirsdag, vi skal i skole." mumler han. "Hvad er klokken?" "Halv 7" svare han og kysser mig ned ad min halsen. "Hvad laver du så her?" Spørg jeg træt og løfter min hånd op til hans hår. "Jeg vågnede tidligt." svare han og kravler under min dyne til mig. "Vi kan sove en time mere." hvisker jeg, "også skal jeg op."
Det er foruroligende, hvor hurtigt han er kommet ind under huden på mig. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville snakke til ham, hvis ingen så det. Men det gør jeg. Jeg lader ham kysse mig, røre ved mig, være sammen med mig. Og det værste ved det hele... jeg har lyst til at mærke hans kærtegn.
---
Jeg glipper med øjnene og smiler. Nathan ligger og sover i min seng ved siden af mig. Han er pæn. Virkelig pæn. Hans mørke hår falder i totter ned over hans ansigt, hans mund bøjer automatisk op af i et roligt smil, og hans øjenvipper er den der ting mellem lange og mellem.
Jeg har ikke lyst til at vække ham, så da klokken slår halv 8, lister jeg ud af sengen, skifter hurtigt til en blød hvid stik trøje og en grøn nederdel, inden jeg åbner døren, går ud og lukker efter mig. Jeg fletter mit hår i to hollandske-fletninger og går ud for at spise. De andre har tidligere timer i dag, så jeg er alene med Nathan.
Efter at have spist er klokken kun 8. Jeg skal møde 9. Så jeg børster mine tænder, inden jeg sætter mig og ser How I Met Your Mother i stuen. Efter et kvarter kommer Nathan ud fra mit værelse. "Godmorgen" hilser han og sætter sig ved mig, "morgen" jeg kysser ham hurtigt, inden jeg vender tilbage til Netflix.
Vi sidder i stilhed en halv time, inden jeg slukker og gør klar til at gå. Nathan sidder i sofaen og betragter mig. "Kan vi ikke pjække? Bare i dag?" Spørg han bedene. "Nej" jeg ryster på hovedet, "kom så" jeg griber fat i hans hånd.
"Hvordan har Arthur det?" Spørg jeg. "Neutralt, der skal lige gå et par dage. Det er alt det med hans familie og sådan noget pis."
"Familie?"
"Han er homoseksuel, men folk omkring ham i folkeskolen kunne ikke acceptere det, og slet ikke hans forældre eller søskende, du ved, hvordan sådan noget ender, han blev smidt på porten." Åh. Stakkels Arthur.
"Han kan godt lide Cass." kommentere han. "Men Art hader sin seksualitet, han skammer sig over sig selv, så han ville aldrig reagere på det. Ikke medmindre nogle hjalp ham."
"Acceptere I det ikke, eller hvad? Hvorfor hjælper I ikke?" Nate ryster smilende på hovedet, "sådan fungere det ikke. Arthur har ikke brug for vores støtte – og det gør vi, støtter ham altså – han har brug for ægte kærlighed, han har brug for sin families kærlighed." Han trækker på skuldrene, "det kan vi ikke hjælpe med."
