Aldrig eller altid? - Marcus Gunnarsen

Kapitel seks // Alex's favn

Jeg havde lige sat Olivia af ved hendes hus, selvfølgelig også fået sagt farvel til hende og sagt tak for en hyggelig lille tur.

Nu skulle jeg så bare hjem og det første jeg ville gøre var helt klart at ligge mig i min seng sammen med Hugo.

Hugo var min hund og jeg elskede ham mere end noget andet.

Det lyder måske dumt at sige at han helt klart også var min aller bedste ven.

Hugo var der jo ligesom altid for mig, ligemeget hvad. For at være helt ærlig så kunne Hugo se på mig, når jeg var ked af det.

Han begyndte nærmest altid at pive, når jeg var i dårligt humør og så sørgede han også altid for at være tæt på mig hele tiden.

Der var ikke længe til, at jeg ville køre op af den store indkørsel.

Min mobil begyndte at ringe og det kom frem på skærmen som var i bilen.

Jeg lagde hurtigt mærke til Alexanders navn.

«Endelig!» sagde Alex, da jeg fik trykket på den grønne knap.

Jeg begyndte at grine lidt og ventede så bare på, at han ville fortsætte med at snakke.

«Hvornår er du hjemme?» spurgte han.

«Øhm, om omkring 5 til 10 minutter, hvis ikke jeg tager helt fejl» svarede jeg og stoppede op, da der var rødt lys.

«Godt! Så begynder jeg bare at gå nu».

«Hvor skal du da hen?» spurgte jeg kækt og kunne høre ham sukke højlydt igennem mobilen.

Igen kunne jeg ikke lade være med at grine.

«Hjem til dig, din spade».

«Alex! Jeg er ikke en spade».

«Nej nej, så siger vi da det, Nora».

Denne gang var det så blevet min tur til at sukke højlydt.

»Nå, men jeg er hjemme om to minutter, så du må skynde dig, da jeg regner med, at du står ude foran min dør og velkommer mig, når jeg står ud af bilen».

«Tror du ikke, at jeg allerede havde tænkt på det, Nora Amalie Pettersen! Selvfølgelig står jeg der da allerede, min skat» svarede han som om, det var det mest åbenlyse.

Da jeg kørte op ad indkørslen, så jeg ham stå med et kæmpe smil på læberne.

«Du så dum» og med de ord lagde jeg så på og fik parkeret min bil, inden jeg trådte ud, tog min taske og nærmest løb op til Alex.

Hans arme lå hurtigt om mig og jeg havde bestemt ikke lyst til at fjerne mig fra Alex's favn, da det bare var så betryggende.

Jeg stolede på Alex og Alex stolede på mig.

•••
|| Marcus' p.o.v ||

«Hvorfor faen ga du nummeret dit til Nora?» spurgte Martinus utrolig forvirret, hvilket jeg nok også ville have været.