Aldrig eller altid? - Marcus Gunnarsen

Kapitel otteoghalvtreds // Tanker et helt andet sted

•••
|| Marcus' p.o.v ||

Jeg sad til sidste time for idag og var ved at sprænge af ren kedsomhed.

Det eneste jeg kunne tænke på efterhånden var Nora og hendes helt igennem fantastiske smil. Det var lidt som om, hun havde overtaget mine tanker fuldstændig.

Men det gjorde mig ikke det helt store.

«Marcus, er du overhovedet til stede?» spurgte Johannes som var én af de drenge, jeg sad sammmen med ude på gangen, hvor vi skulle lave en eller anden skod opgave.

Jeg rystede bare på hovedet, for nej, jeg var slet ikke til stede. Jeg var et helt andet sted i mine tanker, og hvis det stod til mig, var jeg også et helt andet sted end i skole og Norge.

Jeg så gerne mig selv være i Danmark sammen med Nora hele tiden, men det kunne jo desværre ikke lade sig gøre, hvilket jeg ikke være herre over på nogen som helst måde.

«Han tænker på kæresten» hørte jeg én af drengene sige, men ved ikke hvem, da jeg slet ikke fulgte med i deres samtale.

Jeg begyndte først at lytte en smule efter, da de nævnte, at jeg tænkte på kæresten, for det var lige præcis, hvad jeg gjorde.

Jeg tænkte på Nora som altid.

Jeg mindes egentlig ikke om at have fortalt andre her ved bordet end Martinus, at Nora og jeg rent faktisk var sammen, så hvordan de vidste det, havde jeg ingen anelse om.

«Hvorfor anser I, at Nora og jeg er kærester?» spurgte jeg af ren nysgerrighed.

«Fordi du altid sidder i dine egne tanker, men så snart nogen bringer Nora på banen, så er du straks klar til at høre, hvad der bliver sagt» lød det fra Oliver, og de andre drenge, udover Martinus, nikkede sig enige.

Martinus var jo som sagt godt klar over, at Nora og jeg var sammen, da han var den første, jeg fortalte det til, efter jeg havde haft den samtale med Nora om aftenen og dernæst spurgt hende, om hun ikke nok ville være min kæreste.

Ikke nok med det, så begyndte Martinus altså også at smile, hvilket smittede af på mig, da Oliver fortalte, hvordan jeg åbenbart opførte mig, hvilket så ud til at gøre de andre drenge endnu mere nysgerrige på, hvad der egentlig foregik mellem Nora og jeg.

«Det er da løgn! I er rent faktisk sammen» lød det pludselig fra Johannes, og der kunne jeg ikke længere holde mit kæmpe smil tilbage.

Jeg nikkede stille på hovedet og blev dernæst ønsket tillykke af dem alle, inden de så småt begyndte at spørge ind til en helt samme ting.

Men jeg havde intet problem med at skulle snakke om Nora, da det nok var noget af det, jeg nød allermest udover at være med hende.

•••

Da jeg gik hjem fra skole, fulgtes jeg så klart med Martinus som altid.

Vi gik bare og snakkede lidt, da jeg mærkede min mobil som vibrerede. Jeg tænkte med det samme, at nærmest måtte være Noras daglige besked, fra når hun er på vej hjem efter skole.

Men da jeg ville til at tage min mobil op for at se efter, skete der pludselig et eller andet, som jeg ikke engang ved, hvad egentlig var.

Jeg havde intet mærket inden, så da jeg pludselig blev dårlig og blev nødt til at stoppe op og sætte mig ned med det samme.

Martinus så ud til være rimelig overrasket over, hvad det var som skete, men det var jeg jo egentlig også selv.

Han var hurtigt henne ved mig og satte sig ned på huk, så han også sad nede ved mig.

«Du, går det bra?» spurgte han og lød til måske at panikke lidt, imens han samtidig prøvede på at holde hovedet koldt.

«Jeg er bare litt dårlig» konstaterede jeg og skulle til at rejse mig, men det kunne jeg simpelthen ikke og måtte derfor sætte mig ned endnu en gang.

«Jeg ringer mamma, Marcus» sagde Martinus så og fandt sin mobil frem, så han kunne ringe til mor.

Han blev ved med at holde øje med mig og sørge for, at der ikke lige pludselig skete et eller andet værre.

Der gik ikke længe før, jeg sad i bilen og var på vej mod lægen, da mor mente, at det bestemt ikke kunne være godt, at jeg bare sådan lige var blevet dårlig, og jeg kunne egentlig godt forstå hende.

Jeg kunne slet ikke tænke klart og alt i min krop føltes bare ubehageligt, samtidig med at jeg var svimmel.

Jeg havde aldrig oplevet dette før, så det gjorde mig da en smule bekymret, men samtidig var jeg ved godt mod og var sikker på, at det alt sammen nok skulle ordne sig.

•••

Da vi kom ud fra lægen, var jeg stadig dårlig, men jeg var nu velvidende om, at det ikke var noget at være bange for.

Jeg havde været dehydreret, og da der var en smule varmt, havde min krop simpelthen bare givet efter og derfor reageret, som den nu engang gjorde.

Det eneste jeg tænkte over var, at jeg bare skulle hjem og ligge i min seng, få lidt mad og bestemt også noget at drikke, for dernæst at lægge mig til at sove.

Jeg var så træt, at jeg ikke kunne holde mine øjenlåg åbne, da de føltes så utrolig tunge.

Jeg var jo udmærket klar over, at jeg udelukket var blevet endnu mere træt af hele denne oplevelse, da det tager meget af ens energi, og derfor føler man sig også drænet for nærmest alt.

Martinus var ved min sidde gennem det hele og på et tidspunkt, tog han mig endda også i hånden for tryghedens skyld.

Men der var et eller andet, som jeg manglede, men hvad det præcist var, kunne jeg ikke komme i tanke om...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Otteoghalvtredsende kapitel...

Husk at kommenter og vote:))

- Imagiinemm