Kapitel toogtredive // «Godmorgen, sovetryne»

166 9 1
by imagiinemm
by imagiinemm
                                    
                                              Jeg stod og havde ikke den større lyst til at tage afsted, men jeg vidste, at når jeg kom hjem, så ville han jo nok stadig være der.
                          Alligevel føltes det bare som om, at jeg skulle til at helt vildt langt væk fra ham, selvom jeg egentlig bare skulle i skole.
                          «Godmorgen, sovetryne. Jeg håber, du har sovet godt! Jeg er i skole, så få dig noget mad og find dig godt tilrette, men jeg er hjemme før du ved af det, din lille lort<33».

                          Jeg skrev en lille seddel og lagde den på køkkenbordet, så den var nem at få øje på.
                          Inden jeg smuttede helt, gik jeg lige ovenpå en sidste gang, ind på værelset og gav Marcus et blidt kys i panden, inden jeg igen smuttede nedenunder, lukkede hovededøren efter mig og låste så.
                          Dernæst satte jeg mig ud i bilen og kørte så mod skole, hvor jeg skulle være de næste par timer og savne Marcus' selvskab.
                          Men ville jeg overleve det? Ja.
                          •••
                          «Nå, så der er vidst én, som har en nordman på besøg, hva'» lød det flabet og utrolig irriterende fra Alexander, da jeg gik ind på skolen.
                          Jeg gad ikke svare ham, da jeg ikke rigtig havde noget tilovers for ham, efter det som han havde gjordt mod mig.
                          «Kan du ikke engang svare længere, Nora Amalie Pettersen?».
                          «Kan du ikke bare lade være med at tale til mig, Alexander Møller Lauritsen?».
                          Jeg brød mig egentlig ikke ufattelig meget om at kalde ham ved hans fulde navn, men jeg vidste, at han brød sig mindst lige så lidt om det, som jeg gjorde.
                          Plus at han jo så også kun havde kaldt mig mit fulde navn for at lyde provokerende, så han kunne da godt svares lidt igen på den.
                          «Svar nu bare på mit lorte spørgsmål, Nora!» hidsede han og jeg kunne se, at han spændte i kæben i arrigskab.
                          «Hvis det alligevel er et lorte spørgsmål, som du jo selv siger, hvorfor skulle jeg så svare på det, Alexander Møller Lauritsen?».
                          Han rullede med øjnene af mig og kunne vidst også godt selv se, at jeg altså vandt denne her.
                          «Pinligt at du har en 16-årig nordmand på besøg» sagde han og prøvede at lyde smart, selvom han fejlede en helt del.
                          «Ikke nær så pinligt som det ville være at have dig på besøg».
                          Han grinede hånligt.
                          «Du er simpelthen gået hen og er blevet så utrolig latterlig, efter du begyndte at være sammen med ham der nordmanden».
                          «Det er helt fint, at du synes det, Alexander» sagde jeg som det sidste og gik så, da jeg ikke gad alt hans pis længere.
                          «Han vil aldrig kunne gøre det, som jeg kan, Nora! Det bliver han aldrig god nok til, for du ved, hvor god jeg er og det kan du ikke benægte, selv hvis du gerne ville».
                          Alexander var simpelthen alt for latterlig at høre på.
                          «Det behøver du slet ikke blande dig i, Alexander. Det skal jeg nok selv klare, hvis det er» og så lukkede døren ellers bag mig og jeg kunne ikke længere høre ham.
                          •••
                          Da jeg trådte ind af døren derhjemme, kunne jeg ikke finde Marcus nogle steder.
                          Det undrede mig en smule, for Marcus var altså lidt af en sløv person, når det kom til stykket, selvom man ikke altid skulle tro det.
                          Dog lagde jeg hurtigt mærke til terrassedøren som stod åben.
                          Jeg stillede mig derhen og kunne så se Marcus som løb rundt og legede med Hugo.
                          Det glædede mig, at de kom godt ud af det med hinanden, for de var nok mine to favoritter.
                          Marcus kiggede op og så mig stå henne i døren.
                          Jeg vinkede til ham og han skyndte sig at løbe hen til mig, efterfulgt af Hugo som var lige i hælene på ham.
                          Han trak mig ind til et tæt og tiltrængt kram.
                          «Så du min besked?» spurgte jeg og hentydede til den, som jeg havde skrevet om morgenen og lagt på køkkenbordet.
                          «Mhmm» mumlede han ned i min skulder, inden han drejede hovedet og placerede et kys på siden af min hals.
                          «Takk for det liten kyss i morges».
                          «Ej, det var altså ikke meningen, at jeg ville vække dig, Marcus! Det må du undskylde».
                          Måske var det ikke helt gennemtænkt, men jeg troede altså ikke, at jeg ville vække ham.
                          Men det havde jeg jo så gjordt.
                          «Nei, det går bra, fineste!» svarede han og kyssede blidt min kind.
                          «Jeg likte det skikkelig godt» fortsatte han og bukkede sig ned for tage Hugo op fra gulvet, da han stod og var lidt opmærksomhedskrævende.
                          Jeg gav Hugo et lille kys og nussede ham bag øret, da han elskede det.
                          «Hvad har du haft lavet, imens jeg har været væk?» spurgte jeg så nysgerrigt.
                          «Ohh, du har kanskje ikkje lyst på at høre det» svarede han lidt lummert og blinkede med det ene øje.
                          Jeg rynkede brynene lidt og var virkelig i tvivl om, hvad han lige mente med det.
                          «Ehm, okay» kom det lidt halv akavet fra mig, da jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg ellers skulle svare til det.
                          «Nei, jeg bare tuller, fineste».
                          Jeg pustede lettet ud, velvidende om at han ikke havde gjordt et eller andet utrolig dumt eller utrolig klamt.
                          «Jeg har bare kost meg masse med Hugo, fått meg lit mat og bare slappet av».
                          «Det lyder da dejligt» konstaterede jeg og lænede mig lidt længere ind mod ham, da jeg gerne ville have, at han skulle tage armene om mig endnu en gang.
                          «Ja, men det hadde vært mye bedre og mye mer koselig med deg».
                          «Aww, det var sødt sagt».
                          Han lagde armene om mig og trak mig godt ind til sig, kyssede mig blidt i håret og holdte bare om mig, som om han ikke ville lade mig gå.
                          Men jeg var helt vild med det...
                          ------------------------------------------------------------------------------------------------
                          Toogtredivte kapitel...
                          Husk at kommenter og vote:))
                          - Imagiinemm