Aldrig eller altid? - Marcus Gunnarsen

Kapitel otteogfyrre // «Oi ja, okay...»

Imorgen var dagen, hvor jeg skulle ud i lufthavnen, ombord på et fly og hjem til København.

Jeg var bestemt ikke meget for at skulle væk fra Marcus endnu en gang, men der var jo ikke så meget at gøre ved det.

Det var sådan, det nu engang var.

Han boede i Norge, imens jeg jo boede i Danmark.

Hvorfor havde jeg dog også lige valgt at blive så utrolig forelsket i en gut fra Norge?

Det var da nok noget af det dummeste, man kunne gøre, da afstanden er så lang imellem os.

Men den føles endda meget længere, når man er så utrolig vild med den person, som ikke lige er i nærheden.

Så hvis jeg skal vær helt ærlig, så var Marcus ikke i det bedste humør.

Og det var jeg da heller ikke.

Men jeg prøvede dog at være en smule optimistisk og lette stemningen bare en lille smule.

«Skal vi ikke lave et eller andet hyggeligt, Marcus?» spurgte jeg og rakte min hånd ud, da jeg gerne ville have, at han skulle tage imod den og rejse sig fra sengen.

Han tog da imod min hånd og rejste sig da også fra sengen, men inden prøvede han lige hurtigt på at trække mig ned til sig.

Men det lykkedes ikke, da jeg nemlig ikke ville ligge i sengen hele dagen.

«Hva vil du gjøre?» spurgte han med et kækt smil og trådte et skridt tættere på mig.

«Vi kunne gå en tur rundt på Trofors?» forslog jeg, da jeg egentlig ikke havde gjort det før.

«Oi ja, okay... Vi kan gjøre det og» svarede han og lød ikke til at have regnet med, at det var det svar, han ville få.

Så jeg greb bare en smule mere fat om hans hånd og trak ham så med nedenunder, hvor vi fik sko og jakke på.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg var en smule ivrig efter at komme ud og opleve Trofors.

Jeg havde jo som sagt aldrig rigtig været ude og se Trofors for real.

Marcus' hånd var i min og hans fingre var flettet ind i mine hele tiden.

For jeg havde bestemt ikke lyst til at give slip på ham på nogen som helst måde.

Det var den sidste dag med ham for nu, og hvem ved, hvornår vi lige ville se hinanden igen, hvor det ikke bare var over mobilen eller noget i den stil.

Så jeg ville holde om ham så længe, som jeg nu engang kunne.

«Hva har du lyst på og se?» spurgte han og virkede ikke til at vær helt vildt begejstret for, at det var det her, jeg gerne ville.

Men han gjorde det alligevel, og det var jeg mere end glad for.

«Det ved jeg ikke rigtig,» svarede jeg: «hvad er dit ynglingssted?».

«Jeg liker fotballbanen veldig godt» konstaterede han så med et lille smil og et sødt, lille grin.

Jeg rullede kort med øjnene af ham, men grinede også lige kort.

«Som ikke er fodboldbanen».

«Da liker jeg bekken veldig godt».

Jeg nikkede bare på hovedet og forslog så, at han vidste vej derhen, hvilket han var med på.

Imens vi var på vej derhen, var vores fingre stadig flettet ind i hinandens, samtidig med vi gik og snakkede om alt og intet.

Det var bare så utrolig rart, at der ikke behøvede at være noget bestemt filter, når jeg var med Marcus.

For hvis man ikke rigtig havde noget naturligt at tale om hele tiden, så ville man jo skulle finde på et eller andet at snakke om og så ville det måske ende ud i at blive en smule akavet.

Men sådan havde jeg det slet overhovedet ikke, når jeg var sammen med Marcus.

«Hvor er her bare smukt» røg det pludselig ud af mig, da vi var kommet ned til åen, som han havde snakket om.

Lyden af vandet som bare løb var utrolig beroligende på en eller anden måde og så var den også utrolig rar.

Himlen som ikke var helt blå, men havde et lille skær af orange, gjorde det endnu smukkere, end det allerede var i forvejen.

Dette var ikke noget, som man bare lige så hjemme i København.

Det var så utrolig anderledes end, hvad jeg normalt var vant til.

For hvis jeg gik det lille stykke, som det tog at gå hen til åen, så ville jeg bare ende i endnu et stort villakvarter med store huse.

Så at jeg også fik oplevet noget så smukt som dette var helt uvirkeligt, men uvirkelig på en helt igennem fantastisk måde.

Norge var nok blevet mit klart favorit land, når det kom til noget som dette.

Og hvis jeg aldrig havde været med til den der koncert med Olivia, havde jeg aldrig haft mødt Marcus, aldrig haft denne følelse som jeg føler, når bare jeg har Marcus.

Sommetider fandt jeg det en smule surrealistisk, at sådan en som Marcus valgte lille mig fra Danmark, når han kunne vælge hvilken som helst smuk og utrolig sød pige.

Men gutten valgte simpelthen mig, og det er måske noget af det bedste jeg vidste om på dette tidspunkt.

«Hva tenker du på, fineste» spurgte Marcus mig lige pludselig.

Jeg trak lidt på skuldrene, også selvom jeg jo godt vidste, hvad det var, som jeg tænkte på.

«Hvorfor valgte du egentlig mig, Marcus? Der er så utrolig mange piger som så gerne vil være din, så du kunne egentlig vælge lige præcis den, du ville».

«Jeg valgte jo den, jeg gjerne ville ha! Jeg ville jo ha deg, Nora Amalie Pettersen» svarede han: «da jeg så deg, kunne jeg ikkje ta mine øyne fra deg og jeg bare viste, at jeg måtte bli bedre kjent med deg!».

Hvordan i alverden kunne jeg dog være så ufattelig heldig at have Marcus i mit liv...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Otteogfyrrene kapitel...

Husk at kommenter og vote:))

- Imagiinemm