Aldrig eller altid? - Marcus Gunnarsen

Kapitel treogtredive // Et kærligt farvel

Marcus og jeg sad igen, igen ude i bilen, men denne gang var stemningen ikke i top på nogen som helst måde.

Vi var nemlig på vej ud mod lufthavnen, da Marcus skulle til at hjem.

Der var ingen af os som rigtig sagde noget, men stilheden var ikke akavet, den var bare en smule trist.

Jeg havde ikke rigtig lyst til, at Marcus skulle til at hjem til Norge og jeg tror egentlig heller ikke, at han var meget for, at vi nu ikke længere skulle være sammen.

Jeg så hurtigt hen på Marcus og lagde mærke til, at han bare sad og så ned på hans egne hænder, som han sad og fumlede lidt med.

Dog så jeg hurtigt tilbage på vejen, så vi ikke ville ende ud med at køre galt.

Også selvom jeg egentlig havde aller mest lyst til at se på Marcus.

Da vi ankom ude i lufthavnen, sagde ingen af os stadig noget og jeg tror heller ikke rigtig, at vi vidste, hvad vi skulle sige.

Dog ville jeg have ønsket, at Marcus ville sige bare et eller andet for at bryde stilheden som jo ligesom var.

Men da han ikke gjorde det, så måtte jeg jo gøre det, hvis vi skulle ende ud i at sige bare et lille ord til hinanden.

«Tal til mig, Marcus» sagde jeg en smule trist, «Vil du ikke nok?».

«Hva skal jeg si? spurgte han rimelige koldt.

Jeg kunne ikke rigtig kende ham lige på det tidspunkt.

Jeg kunne virkelig ikke kende den Marcus, som jeg helt vild med og ikke ville undvære.

Jeg svarede han ikke, for jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle svare.

Det var lidt som om, at hans humør og hans væremåde lige pludselig havde taget en kæmpe vending af en eller grund.

Men hvis det var på grund af, at han skulle til at hjem, så syntes jeg da godt nok, at det var latterligt af ham.

Jeg var da bestemt heller ikke glad for, at han skulle til at hjem, men det var jo ikke en betydning med, at jeg kunne tale ordentligt til ham og ikke mindst også opføre mig ordentligt overfor ham.

Måske tænkte han bare ikke rigtig over, at det faktisk ikke var helt vildt rart, at han havde den der kolde facade oppe.

Måske tænkte han ikke engang over, at han havde en kold facade på.

«Nå, lad os komme ind i lufthavnen, så du kan få checket ind og komme afsted med Norge igen» sagde jeg lige pludselig efter et stykke tid med lidt akavet stilhed.

Han nikkede bare på hovedet og så gik vi ellers begge ud af bilen.

Han havde en helt vildt stor hoodie på, så han ikke ville blive genkendt, med mindre man selvfølgelig gik helt tæt på ham og trak hætten af ham.

Vi fik hans bagage ud af bilen og så gik vi ellers indenfor og gjorde det, som man nu engang skulle gøre i en lufthavn.

Da jeg ikke kunne komme længere, da jeg ikke skulle ud at flyve, var det jo tid til, at vi skulle sige farvel.

Marcus gik egentlig bare lidt videre og tænkte slet ikke på at stoppe.

«Marcus?» spurgte jeg stille og så det ikke vækkede nogen interesse.

Der stoppede han så op og vendte sig om, så vi så på hinanden.

Han begyndte gå tættere på mig og til sidst stod han lige foran mig, imens han kiggede mig dybt i øjnene.

Hans øjne fangede mig virkelig, da de var så helt igennem smukke.

«Jeg vil ikkje dra fra dig, Nora Amalie Pettersen» mumlede han stille og kiggede så ned i jorden.

"Det vil jeg da bestemt heller ikke have, at du skal, Marcus" svarede jeg tilbage og lagde en finger under hans hage og løftede hans hovede op, så vi igen så hinanden i øjnene.

Han trådte et skridt tættere på og hans blik, som før hvilede på mine øjne, begyndte at fokusere længere ned og på mine læber.

Hans blik skiftede lidt mellem at være på mine øjne og mine læber.

På en måde håbede jeg lidt på, at han bare ville lægge hans læber imod mine, da det ville føles så ufattelig rigtig lige på det tidspunkt.

Vi stod bare og så på hinanden, uden at sige et ord, i lufthavnen, hvor vi skulle til at sige farvel til hinanden.

Lige pludselig kunne jeg fornemme hans hovede som kom tættere og tættere på mig.

Men før jeg vidste af det, havde Marcus gjordt det, som jeg virkelig havde håbet på, han ville gøre på et tidpunkt.

Han havde placeret hans læber på mine.

Denne gang lå de på mine læber og ikke bare på min kind eller i håret.

Nej nej, hans læber lå på mine.

Jeg tror aldrig, at et kys havde følt så rigtigt og så utrolig tiltrængt på en eller anden måde.

Det var som om, at dette var noget, som jeg måske bare havde gået og vente en smule på, så jeg kunne blive afklaret med, hvad det egentlig var, som jeg gik og følte for Marcus.

Og nu var jeg nok rimelig sikker på det.

Jeg var helt vildt forelsket i Marcus Gunnarsen.

Og den havde jeg altså ikke lige set komme, da jeg tog til koncerten, med min veninde, for en del tid siden nu.

Men der stod jeg så, i en lufthavn, med Marcus og hans læber mod mine.

Det føltes som om, at kyssede varede en evighed og at vi var helt alene, men da vi så trak os, ramte det os virkelig, at nu var det altså tid til at sige farvel.

"Jeg kommer og besøger dig hurtigst muligt, Marcus" forsikrede jeg ham og trak ham ind til et tæt kram.

"Lover du det?" mumlede han ned i min skulder.

Jeg nikkede på hovedet og svarede: "det lover jeg i hvert fald"...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Treogtredivte kapitel...

Husk at kommenter og vote:))

- Imagiinemm