kapitel 38 - afhængigheder & falsk håb

3.5K 119 133
                                    

Jeg startede dagen ud med at dø af grin over, at drengenes telt i nat var faldet sammen over dem. Det lykkedes nemlig Nate at ødelægge det, uden at de vidste det. Jeg siger ikke, at jeg måske også pillede ved det, fordi der er ingen beviser, men jeg har måske nærmet mig det i nattens mørke med noget, som godt kunne ligne en lille kniv, men helt klart var en stor bamsebjørn. Lige nu sidder Violet og sætter sit hår, imens Nate stikker til sit døde telt med en pind. Som om det er et dødt dyr og stadig kunne have nogle spjæt i sig. Drew smørrer sig et knækbrød, og Theo snakker i telefon med Caleb. Theo er vist ved at skælde Caleb godt og grundigt ud over det på cafeen den anden dag. Jeg har forklaret ham alt, og han er rasende på sin bedste ven. Godt nok. Caleb har fortjent så meget vrede, som vi kan smide hans vej.

"Nate, du kan ikke prikke livet ind i det igen. Det er gået bort," fortæller jeg Nate, som irriteret smider pinden fra sig.

"Jeg gjorde intet forkert," piber han. Alle stopper hvad de har gang i, sender ham et: "er du dum?" blik og går tilbage til deres business. Nate himler med øjnene og tramper over for at sætte sig ved siden af mig på bænken. "Jeg gjorde næsten intet forkert."

"Dig og telte dur bare ikke sammen, Nate. Det er det samme som, hvordan din hjerne ikke dur med resten af dig."

"Er det sådan du gerne vil have det, Talia?" Spørger han lavt. Jeg ser på ham med et forvirret blik.

"Hvad snakker du om?"

"Vil du gerne have det som i gamle dage? Med diskussioner og dårlige diss?" Han ser neutral ud, men jeg ser det bedende blik i hans øjne. Han vil så gerne have mig til at sige nej, og derfor åbner jeg munden og siger: "Jep." Fordi jeg skal slå op med ham om få dage, og jeg vil gerne gøre det så smertefrit, som det er muligt. Jo mere han distancerer sine følelser, jo bedre.

"Er det pænt eller ej?" Spørger Violet og viser os sit hår.

"Det er hår," svarer Nate mumlende.

"Vi kan i det mindste konstatere, at fyren ikke er blind, selvom hans hjerne arbejder 46,7 sekunder langsommere end normales," fortæller jeg Violet.

"Av, fyr-zonede du ham lige?" Griner Drew. En telefon ringer, og Theo flyver væk og ind i skoven med sin presset mod hans kind. Jeg ser spørgende på Nate, som trækker på skuldrene.

"Der er ikke noget, som hedder fyr-zonet," fortæller Nate Drew. Drew griner hånende.

"Fortæl det til dit grædende ego." Nate tager en pind og kaster den efter Drew.

"Hallo," bryder Violet ind med en viftende hånd. "Mit hår?" Hun ser utålmodigt på mig.

"Det er fint, Violet. Alt slags hår ser pænt ud på dig. Du kunne gå med blå rottehaler, og det ville ikke være slemt," fortæller jeg hende ærligt. Hun tørrer falske tårer væk.

"Virkelig?"

"Jep."

"Du er sådan en dejlig skabning, Talia Smith," sukker hun drømmende og sender et luftkys. Jeg griber det med hånden og spiser det. Violet himler grinende med øjnene og vender tilbage til at lege med sin makeup. Hun ville dø efter to dage, hvis hun var med i et overlevelsesprogram. Ingen tvivl om, at hun ville møde en bjørn og tilbyde den sin øjenskygge, hvis den bare lod hende overleve.

"Hørte du det, Nate? Nogen synes jeg er en dejlig skabning," smiler jeg. Nate rejser sig op fra bænken.

"En snegl er en skabning. De kan vel også være dejlige for nogen," han trækker på skuldrene og forsvinder i samme retning, som Theo gjorde. Han har også været væk længe nu. Jeg er klar over, at han ikke tager stoffer for tiden. I hvert fald ikke så vi ved det. Han prøver virkelig at styre sig og skære ned for det. Især fordi Martin højest har en måned tilbage. Han har det virkelig virkelig slemt for tiden. Jeg ved, at vi alle sammen går og tænker på det, men vi prøver at skubbe det væk. Det holder kun så længe. På et eller andet tidspunkt, kommer det værst tænkelige til at ske, og så vil alting falde sammen. Og som jeg forudsiger nu, så kommer jeg til at være den, som skal samle alle stumperne fra folks sorg op. Jeg ser ikke frem til det.

Hating dating youWhere stories live. Discover now