Hating dating you

kapitel 47 - begravelsen & skam

IKKE REDIGERET
Jeg har aldrig kunnet lide kirkegårde. Sidste jeg var på en, var til min fars begravelse. Der er noget ved dem, som bare gør mig deprimeret og trist. Når min mor spørger, om jeg vil med på kirkegården for at se min fars gravsten, så siger jeg altid nej. Det er ikke fordi, at jeg ikke vil mindes ham. Jeg vil bare hellere gøre det på en god måde. Tænke over de glade minder i stedet for, hvordan han ligger begravet i jorden. Men lige nu befinder jeg mig på en kirkegård. Martins begravelse. Jeg troede, at vi havde længere tid. Det viser sig, at jeg tog fejl. Han døde, og han tog alt med sig i graven. Hans sønners glæde. Grace er den, som klarer det bedst. Hun er også ældst, og hun har altid været utroligt stærk. Hun har mistet en mand før, dog ikke på samme måde, men jeg har på fornemmelsen, at hun elskede Martin højere end Carter. Carter er også reeeet så levende sat op imod Martin. For at sige det kort, så forlader Theo nu sit værelse, men det er ikke for at snakke med sin familie. Han skrider bare fra huset og kommer tilbage om natten, hvor han - efter hvad Grace har fortalt - lægger sig i sin seng og græder. Hun kan ikke sove for tiden, så hun laver alt muligt om natten. Ofte går hun ind på drengenes værelser for at være sikker på, at de er okay. Grace kan ikke længere bruge tiden på at planlægge begravelsen. Nu laver hun bare endnu mere mad. Nate... Jeg har ikke snakket med ham siden han ligeud sagde, at han var ligeglad med mig. Okay, så det var måske ikke ligefrem, hvad han sagde, men det kunne han lige så godt have gjort. Jeg mener... Hans lillebror kyssede mig. Og han var ligeglad? Bullshit. Gamle Nate ville have kvalt Theo. Måske kommer han også til det, når han har fået det bedre, men for tiden? Jeg lader ham tage sin tid og sørge, som han har brug for det. I stilhed og væk fra alt socialt. Jeg står ved siden af min mor og Grace. Ingen af præstens ord når ind til mig. Jeg lytter ikke engang. Hvad præsten siger er irrelevant. Jeg skal bare have det her overstået. Her er virkelig mange mennesker. Martin var elsket. Han kommer til at blive savnet. Jeg ser på Nate, som står med ret ryg i et jakkesæt ved siden af sin mor. Ved siden af ham står Theo med blodskudte øjne og rystende hænder. Han har taget et eller andet. Så meget for at gøre, hvad Martin ville have ønsket. Ved siden af Theo står Graces bror og hans familie og sådan fortsætter det. Der er så mange mennesker, og der er så mange tårer. Jeg prøver at holde mine inde, men det er ikke nemt. Jeg overvejer lidt at gå hen til Theo og holde ham i hånden, men jeg vil helst ikke trække opmærksomheden hen på ham. Han får allerede nok, siden det er hans far, som vi begraver. Folk ser hele tiden hen på ham for at tjekke, hvordan han har det, og det hjælper ikke, at hans øjne er helt røde.

"Talia," min mor skubber til mig. Jeg ser hurtigt op på hende. "List hen til drengene. Jeg kan se, at du ikke lytter alligevel," hvisker hun. Jeg smiler kort, men jeg kan ikke opretholde smilet specielt længe. Ikke her og ikke nu. Jeg går bag om flokken af mennesker og sniger mig op imellem Adams brødrene. Jeg tager Theo's ene rystende hånd. Han ser hurtigt ned på mig og snøfter højt. Jeg nikker og hviler mit hoved på hans skulder. Så ser jeg på Nate, som står og stirrer ned på kisten, som er blevet sunket i jorden. Jeg rækker min hånd imod hans og lader mine fingre snitte hans. Uden at se på mig eller sige noget, tager han fat om min hånd og træder tættere på mig. Jeg står kvast imellem to ødelagte drenge, og jeg kunne ikke være et bedre sted. Jo, selvfølgelig på Hawaii med en levende Martin, imens vi svømmede for at ae små fisk, som ville kunne camouflere sig fra os i vandet, men jeg må tage, hvad jeg kan få.

"Jeg kom til at..." Theo's stemme knækker. Han ser på sin fars kiste. Og så vender han sig om, falder på knæ og brækker sig i græsset. Præsten stopper sin snakken. Alle vender sig om og ser på. Folk ser på ham med så meget medlidenhed, at jeg har ondt af ham. Nate er den eneste, som ikke har vendt sig om. Han ser stadig bare på kisten. Jeg sætter mig ved siden af Theo og kører hånden frem og tilbage på hans ryg. Han ryster i hele kroppen. Han har det virkelig virkelig dårligt. Jeg ser op på Grace, og hvad jeg ser overrasker mig. Hun ser vred ud. Skuffet. Jeg troede, at hun ville se forstående ud. Jeg vender mig hurtigt imod Theo igen og skubber hans efterhånden lange hår væk fra hans øjne. Han bør virkelig blive klippet. Det gør jeg også. Hans hår er svedigt, og jeg har ondt af ham.