Brooklyn og Alexander hader hinanden. Længere er den ikke, troede de.
Men som tiden går, går det også op for Alexander, at hans had er ubegrundet, og tvivlen rammer ham.
Brooklyn er stædig, men er hun stædig nok til at holde fast i sit had, når h...
Bussen er kold og tom, lyset flimrer kort, inden pæren går død. Gardinet er gået i stykker så brudstykker fra gadens natteliv ses. Men i halve glimt. Det er som at se et menneske, men kun en del af mennesket, lade sig forblændet og tro, at det er alt mennesket er. Enden ondt, eller helt igennem godt.
Jeg lader mig dog ikke narre. Natten er kold, ond og mørk. Voldtægter, prostituerede, overfald og had luer. Imens rige mennesker fester løs og lader sig forblænde.
Jeg er kommet her to gange før, men denne gang er det for at blive. For at tage det tilbage, som blev nægtet mig. For at tage det, som hun tager for givet. Lade mine forældre se glimt af mig, kun de gode, og hun kan få den anden side.
"Det er endestationen." Bliver der råbt. Jeg stier af bussen, går i gadelygternes skær, til jeg når huset.
Det hus.
Jeg kunne have levet her, været glad her, elsket her, tager hvad hun fik. Men nej. Jeg bider mine tænder sammen og går derop med min ene taske. Og banker på.
Et sekund.
To sekunder.
Tre sekunder går.
Et halvt minut.
Og så bliver døren åbnet.
En høj, slank, trænet kvinde, med røde læber, fremtrædende kindben, lysebrunt hår der falder i lokker ned om hendes ansigt, ned omkring den slanke hals, falder rundt og arbejder sammen med de lange vipper, perfekte bryn og smukke brune øjne.
Min lillesøster.
Brooklyn Parker.
Så smuk.
Hendes smil daler. Men skønheden er der stadig.
2 år ældre, det er, hvad jeg er, men jeg ser så meget ældre ud.
"Er du endnu en af Alex "veninder" som er kommet for at råbe?" Hun læner sig træt op ad dørkarmen. "Jeg kan ikke gøre for, at lækre mennesker tiltrækker hinanden." Hun ruller med øjnene.
Og selvfølgelig er hun en bitch.
Men to kan spille det spil.
"Mor? Far?" kalder jeg hen over hendes skulder. "Hvad? Jeg er Brooklyn, deres barn, eneste barn, skrid med din gamle taske, og find nogle andre at prøve at narre." Hendes øjne bliver hårde, nu længere hun snakker. Kolde. Vores forældre kommer ud til os. Vores mors smil blegner. "Mor?" Min stemme flyder over med håb og tåre presser sig op i mine øjenkroge. Jeg vil ikke græde. Ikke græde her. Ikke her. Ikke foran Brooklyn. "Det mig, Rose Parker." Vores mor skubber Brooklyn bagud for at komme frem, kærtegner blidt min kind, som var jeg en drøm. Men det er jeg ikke, jeg er kommet for at blive. "Far?" han smiler bredt og omfavner mig og mor. Ikke Brooklyn.
"Kom indenfor, du må fryse, åh gud." Døren smækker og de viser vej ind i stuen. "Nej." Brooklyn kigger forvirret på os.
"Get used to the thought, bitch."
"Brooklyn, kom her, skat. Vi skal snakke." Om vi skal. Vi skal snakke om mig, om mig som deres barn, mig med en familie.
"Brooklyn, sæt dig nu."
Hun krydser sine arme, bider tænderne sammen så hendes jaw fremhæves, læner sig op ad væggen og kigger på os med lynende øjne.
"Godt så, det. Brooklyn, din far og jeg, vi fik et barn, da jeg var 20, din far 22. Vi studerede stadig, altså college, og det var meget ansvar, så vi bortadopterede Rose. Vi fortryder, selvfølgelig gør vi det, vi manglede hende altid i vores hjerter. Men vi fik dig Brook, og jeg kunne ikke gøre det igen, så vi beholdt dig. Men nu har vi overskuet, Rose er hjemme. Vi kan være hele. Og du har altid ønsket dig søskende."
"Ja, en storebror, så han kunne banke Alexander."
Alexander?
"Du er kærester med Alexander, skat."
"Det er jeg godt klar over, derfor har jeg ikke længere brug for søskende. Gider du skride tilbage til dit prostituerede hjørne?"
Der bliver stille.
Hun ved det ikke, hun ved det ikke. Hun er så fucking forfærdelig. Hun er slet ikke glad for dem, for at have en familie.
"Je-" jeg stopper op, lader som om at det såre mig, som om min stemme knækker. "Brooklyn!" Vores far kigger vredt hen på hende. "Far." vrænger hun vredt, inden hun griber en taske og skrider. Smækker døren så hårdt i, at et billede ryger ned fra det lille pynte-bord.
"Åh gud." vores mor sukker. "Selvfølgelig er hun chokeret, bare lad hende falde til, normalt er hun helt rolig og passer sig selv." Ja klart. Hun render sikkert rundt, og teoriserer alle der går hende i mod.
"Vi er så kede af det skat, virkelig. Vi ville aldrig have gjort det, hvis det ikke var for alderen, du er en del af familien, bo her, med os, hvis du vil." Jeg nikker ivrigt. "Jeg har drømt om den her dag, siden jeg fandt ud af, at jeg havde en familie et sted." fortæller jeg med spag stemme.
"Vi er din familie, og det vil vi være for altid. Brooklyn bliver også snart god igen, hun kommer til at elske dig."
"Jeg har altid drømt om en lillesøster."
Men ikke en med magt, en som ikke respektere mig. Hun skal ned, der er ikke plads til så mange Parker kvinder. Jeg var der først. Og hun må leve med det.
Så måske skulle jeg starte med at snuppe hendes familie, så hendes venner, kæreste, sociale liv. Gøre hende til det, som jeg har været hele mit liv.
Udskuddet.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
PLOT TWIST
Har glædet mig til at introducere jer for Rose Parker. Hun er sådan en dejlig bitch. Bogstavelig talt.
Tusinde tak for 30k læsere og 550 følgere! Som tak får i i dag 3 kapitler på HTP og 5 kapitler på FH i morgen🙈
Spørgsmål; Hvad synes i om Rose Parker indtil videre?
