Justin Bieber| My Neighbor

Bieber- nyheden

Chantels synsvinkel

"Fuck nu det!" udbrød jeg og smed opgivende mine kort på bordet. "Hov, hov" mumlede min mor med et efterfulgt grin. Jeg smilte sarkatisk til hende og samlede alle kortene igen, "kom med dine kort, Anders."

Jeg rakte hånden frem og hintede med hovedet ned på kortene i hans hænder. "Kom nu med dem" gentog jeg og sukkede. Anders begyndte bare at grine hysterisk og smed alle kortene op i luften, så det resulterede i, at alle kortene var spredt. "Anders, din gris!" grinte jeg og pegede på kortene, "hent d..."

Jeg blev afbrudt af den klassiske ringklokke der altid rungede i hele huset i et par sekunder. "Jeg åbner" mumlede jeg og skubbede stolen ud. Det næste jeg bemærkede var min mor og far der gik direkte igang med hinandens munde. "Kig væk alle sammen!" sagde jeg højt og fik et lille smil på læben af, at de straks stoppede med en rødmen i kinderne. "Gå nu ud til den dør" mumlede min far og hintede med hånden derud. Jeg nikkede ligegyldigt og gik bare med rolige skridt derud.

Nu begyndte de pludselig også at banke derude. "Slap af" råbte jeg irriteret og åbnede dørhåndtaget- men så røg et højt gisp ud af min mund idét jeg så de fire- fem politibetjente. Både kvinder og mænd. "God eftermiddag" hilste en af kvinderne i en alder af tredive eller noget. Jeg blinkede et par gange og nikkede blot taknemmeligt eftersom jeg pludselig blev ekstrem bange for, at sige noget forkert. "Er dine forældre hjemme?" blev der spurgt fra en ældre og høj mand. Jeg nikkede langsomt med en klump i halsen og gik ind i stuen igen med mit forskræmte ansigtsudtryk, og da mine forældre så mig, rejste de sig straks. "Det er politiet" forklarede jeg i en nervøs stemme og straks gik vi alle ud mod døren igen.

"Øh, goddag" hilste min far i en venlig stemme som egentligt overraskede mig utrolig meget, i forhold til, at han altid havde en smule barnlig stemme i sig. Spørg mig ikke hvorfor...

"God eftermiddag. Vi starter ud med, at der slet ikke er sket noget, så I skal ikke være bange eller noget i den grad," og idét en mandlig betjent sagde det, pustede vi alle tre roligt ud. Men så begyndte betjenten igen,

"Vi er kommet fortælle, at I har fået en ny nabo." fortsatte han som bare fik os alle til at kiggede undrende på hinanden.

"Hyggeligt. Er det pludselig blevet en ny regel, at politiet går rundt og meddeler naboerne om det?" spurgte jeg sarkatisk og krydsede mine arme. Manden kneb øjnene sammen af mig, men rystede så på hovedet.

"Meget morsomt, unge dame. Nej, vi kom blot for at I ikke skulle få et for stort chok til senere at opdage, at jeres nye nabo er Justin Bieber" svarede han i en rolig og mørk toneleje, som blot gjorde det hele endnu mere chokerende. Jeg måbede og lod mine arme falde ned langs min krop igen. "Hvem?" udbrød jeg og gjorde store øjne. "Mener du det?" udbrød jeg endnu en gang, selv om jeg egentligt ikke var i tvivl. Jeg havde bare brug for at komme ud med et eller andet. "Nej" mumlede jeg og rystede på hovedet i flere sekunder.

Jeg kneb øjnene sammen imens jeg langsomt bemærkede alle betjentene og begge mine forældre stå og glo åndssvagt på mig. Jeg bed irriteret mine læber sammen, "hvorfor her? Nabohuset har jo forhelvede ikke engang spabad indenfor- eller udenfor for den sags skyld!" udbrød jeg med et knæk i stemmen, hvorefter jeg slog armene ud. "Nej, jeg er faktisk også ret nysgerrig efter lige dén grund" begyndte min far pludselig og vendte opmærksomheden op mod betjentene igen.

"Jo, ser I, Justins oprindelige hus i Canada, havde brug for at blive ombygget en smule. Imens har vi fundet det her lille og rolige sted i New York hvor vi håber på, at der ikke vil ske ligeså meget kaos" svarede han og fugtede kort sine læber.

Jeg kneb øjnene sammen igen, "ikke ligeså meget kaos?" gentog jeg opgivende og var seriøst helt vildt forvirret nu. "Hvad regner I med?" fortsatte jeg og slog opgivende min hånd ind i væggen. Betjenten sukkede. "Hvordan tror I mon at det vil gå udover os?" fortsatte jeg endnu engang.

Der blev stille fra alle. Jeg kiggede gnavent på hver og én betjent, men de havde åbenbart ikke tænkt sig at svare alligevel, så jeg opgav og brummede en lille lyd, inden jeg bare gik med tunge skridt mod mit værelse.

"Lorte betjente" mumlede jeg og smed mig i min seng imens jeg tog min mobil op af lommen. Først skræmte de mig egentligt fucking meget, men at det kunne gå så meget fra nervøsitet til had, det havde jeg bare ikke lige set komme. Var det overhovedet lovligt at skælde ud på politiet? tænkte jeg. Jeg grinte lidt over. Så fucking flabet jeg var alligevel.

"Chantel?" spurgte mig mor forsigtigt, og straks kom hendes mørkebrune hår og starten af hendes pande til synes ved døren. Jeg smilte svagt, "mh". Hun trådte frem fra døren og kørte langsomt sin hånd igennem sit glatte hår.

"Klarer du den?" spurgte hun med et nervøst bid i læben. Jeg grinte lavt og kiggede væk fra min telefon, og op på hende. "Det gør jeg vel" mumlede jeg opgivende og vendte mig om på siden. Jeg kunne mærke et ryk i sengen og lidt efter begyndte hendes fingerspidser også at kærtegne min hovedbund lidt. "Jeg er fucking træt" mumlede jeg og lagde mig på maven så jeg allerede efter et par sekunder, kunne mærke, at det jeg næsten måtte gispe efter vejret.

Jeg kunne høre på min mor, at hun tøvede lidt, men så rejste hun sig endelig og slukkede lyset. "Så godnat, Chantel" sukkede hun lavt og lukkede derefter døren. "Mh" svarede jeg blot og trak dynen over mit hovede.