Justin Bieber| My Neighbor

Chokket

Chantels synsvinkel

Der blev banket voldsomt på en rude imens jeg svagt hørte en råbende stemme. "Hvordan er det, at være Justins nye nabo" og ligefter kom endnu et ivrigt spørgsmål, "har du mødt Justin endnu?"

Jeg åbnede brat mine øjne og kiggede skræmt over på vinduet der heldigvis var trukket for med gardiner, men jeg kunne alligevel godt ane en stor flok af mennesker derude. Jeg gav et spjæt fra mig, da en blitz pludselig ramte mine øjne, selvom gardinet stadigvæk dækkede vinduet. "Fucking paparazzier" mumlede jeg gnavent og søvnigt imens jeg gik over til gaderoben og valgte et varmt outfit til den kolde vinter. "Har du hans telefonnummer?" blev der råbt endnu en gang. Jeg brummede irriteret, men valgte at prøve at ignorere det. "Har I ikke hilst på hinanden endnu?"

Jeg bankede hårdt min hånd på garderobeskabet af vrede. Ja, jeg var ærligtalt virkelig pissed af de larmende paparazzier, så jeg gik med sammenpresset læber over mod vinduet og trak gardinerne fra med en så hurtig bevægelse, at flere derude fra, gav et spjæt i sig. Jeg åbnede vredt vinduet og var ærligtalt fuldstændig ligeglad, om nogle mennesker blev ramt i deres fjæs.

"Så pis dog af med jer" råbte jeg af al kraft, og straks mærkede jeg alle blitzene der bare klistrede sig fast til mit grimme morgen fjæs. Jeg sukkede irriteret da der skete ingen forandring, men blot kom mere larm og flere blitz, så jeg lukkede vinduet igen og trak gardinerne for igen.

"Hvad sker der, Chantel?" udbrød min mor forskrækket over mit råb. Jeg kiggede tilbage på hende og rystede ligegyldigt på hovedet, "det er jo umuligt det her" mumlede jeg og fandt en sort elastik frem så jeg kunne vikle den om håndleddet. Jeg kunne hurtigt fornemme, at min mor nikkede sig bekræftende på min kommentar. "Men, lad os give det en chance. Det her er den første dag, så det er klart, at alle er så vilde" forklarede hun kort og smilte kærligt til mig. "Klart" mumlede jeg. "Jeg tager på arbejde, så du må klare dig selv til colleget" forklarede hun og gav mig hurtigt et tantekys på panden. Jeg nikkede ligegyldigt på hovedet og gik bare ud i køkkenet for at spise et eller andet.

Min mor var gået for lidt tid siden og siden min far også var taget af sted sammen med min lillebror for at køre ham i skole, så var jeg alene hjemme. Jeg fik endelig spist færdigt så jeg gik ud mod hoveddøren og trådte ned i mine boots. De var egentligt virkelig kolde ved den her årstid, men, altså... what ever.

Jeg trak ned i håndtaget, hvor straks blev jeg totalt blændet af kraftige blitz, som resulterede i, at jeg automatisk bare løb igennem en kæmpe flok der var blandet af beliebers og paparazzier. "Har du mødt Justin?" blev der råbt igen, imens flere hvinede og skreg efter Justin. Jeg blevet revet flere gange i min jakke, som gjorde, at jeg næsten ikke engang kunne holde min fucking balance. "Styr jer" råbte jeg og pressede en håndflade mod en voksen mand med et kæmpe fotoapparat i hånden. Men at skubbe på én enkelt mand, hjalp ikke rigtigt en skid. Pludselig følte jeg bare, at en kæmpe flok af mennesker bare omringede mig med hvin, skrig og spørgsmål imens jeg blev overbemandede af blitzer og kameraer samt nogle mærkelige mikrofoner.

"Lad mig dog være" råbte jeg og prøvede at skubbe mig ud af flokken, men der skete ingen forandring. Jeg blev lige pludselig også skubbet voldsomt, og røg ind i et par andre piger der bare rev fat i min taske på ryggen af mig. Straks følte jeg mig så lille og uhjælpsom, at jeg bare faldt til jorden.

"Stop dog!" råbte jeg endnu en gang og mærkede at par fødder på mit ben. Jeg foldede mig ulykkeligt sammen i fosterstilling og satte mig langsomt til at græde, for jeg var virkelig, virkelig rystet over situationen. Ja, jeg var fucking skræmt og chokeret, for havde aldrig prøvet at blive bemandede af blitzer og råbende og skrigende stemmer i mit hovede samt folk der bare træder på én. Tårerne strømede ud af mine øjenkroge og der gik ikke lang tid, før de fleste fødder som jeg kunne se, blev helt sløret af alle de våde tårer.

"Hallo! Hvor blev hun af?" blev der råbt. "Hvor er Justin?" Jeg gav et højt hulk fra mig og følte mig så lille og sårbar. Jeg følte alle mennesker bare trådte på mig. Jeg var jo bare Justins nabo. Hvorfor gjorde de alle sådan her?

Pludselig blev råberiet meget højere og en masse blitz begyndte igen. "Scooter! Hvor er Justin?" blev der råbt. "Scooter! Scooter! Scooter!"

Jeg lagde mig fortabt ned på jorden og dækkede mit forgrædte ansigt i mine hænder. "Flyt jer!" blev der sagt i en skrap og høj tone og pludselig mærkede jeg et par hænder der løftede mig op i brudestilling på personen. En blanding af frygt og nervøsitet og lettelse, kørte rundt i min krop lige nu. Jeg var virkelig bange for det her, for lige nu, følte jeg mig så lille og sårbar, at enhver person ville kunne træde på mig hvor og hvornår som helst. Jeg knugede mig ind til personens t-shirt imens min ene hånd også strammede grebet om lidt af stoffet.

Få sekunder efter, blev al larmen pludselig mindre, og en duft af mandeparfume, fyldte pludselig mine næsebor. Jeg stoppede langsomt min gråd, da jeg forsigtigt blev lagt ned.

"Hey, shh" hviskede en mørk stemme imens min rygsæk forsigtigt blev taget af min ryg. Jeg åbnede langsomt øjnene og langsomt dukkede en mand i trediverne op. Han smilte svagt og kærtegnede stille min kind. "Kom du til skade?" spurgte han lidt efter.

Tanken om alt det der var sket før, fik et enkelt hulk til at bryde løs fra min mund, så han straks strammede grebet om min arm. Og af al den gråd, var jeg af en mærkelig grund, blevet virkelig træt. Mine øjne havde svært ved at være åbne, så jeg opgav inden jeg bare svagt prøvede at rystede på hovedet, og derfefter prøvede at falde i søvn for at komme væk fra det her mareridt.

"Hvem er dét, Scooter?" lød det pludselig med en hæs stemme ovre fra min højre side. Dén stemme kunne sagtens tilhøre Justin, men af en hel vild mærkværdig grund, gjorde den hæse stemme mig endnu mere træt, så jeg magtede ikke at se efter selv om jeg virkelig var nysgerrig.

"Din nabo" svarede Scooter, som det nu viste sig at være, lavt og tæt ved min side. Jeg bemærkede nogle trin der lød tættere ved sofaen, hvor jeg lå og pludselig følte jeg bare at han stod og betragtede mig for groft. "Hvorfor er hun her?" Jeg vendte mig om på siden og foldede mine hænder så jeg fik en slags hovedpude. Mærkelig hovedpude, men behageligt.

"Hun gik vist lidt i chok over alle paparazzierne..." svarede Scooter lavt hvorefter jeg fornemmede, at han langsomt rejste sig op.

Så kom jeg pludselig i tanke om lille Anders og juleaften. Hold da kæft, det var mærkeligt, men så følte jeg pludselig en strøm af glæde strøme igennem min krop, så et smil blev plantet på mine læber inden jeg følte at jeg faldt i den dybeste søvn med Anders.