Justin Bieber| My Neighbor

Ulæseligt blik

Chantels synsvinkel

"Hey, prøv bare at tænk på det hele som om, at vi bare er helt almindelige og fremmede mennesker" forklarede han stille og gik langsomt tættere på mig. Jeg pressede hårdt mine tænder sammen jo tættere han nærmede sig mig. Det hele føltes bare så damn uvirkeligt og forkert. Jeg mener, hvem synes måske ikke lige, at det er en tand for underligt at vågne op til selveste Justin Bieber? Og det hjalp ikke en skid at prøve at tænke at han bare er et helt almindeligt menneske. Der var bare noget ubeskriveligt underligt ved at være ved virkelighed ved ham.

Jeg var så heldigvis forberedt på, at jeg ville være tæt på ham, i min hverdag, men jeg havde nu ikke lige just forstillet mig at vågne op til ham. Heldigvis lod det sig bare til at være på grund af katastrofen fra i morges, som jeg bestemt ikke mindes noget godt ved overhovedet.

Jeg fokuserede igen på Scooter men han stod virkelig bare så tæt på mig. Eller om én meter var tæt eller ej, kunne vi sikkert diskutere i evigheder, men i forhold til alt det her med presset og chokket, så følte jeg det alt, alt for tæt.

Jeg sænkede hurtigt mit hovede og kiggede ned i det mørke trægulv imens jeg sank en klump i halsen. "Hey" hviskede han og løftede pludselig blidt op i min hage med hans hånd. "Jeg får dig hjem om lidt, okay?" forklarede han lavt og fik mig til at få øjenkontakt med ham så jeg af ren automatik fangede alle hans detaljer rundt omkring på hans ansigt. Jeg nikkede med endnu en klump i halsen og sukkede så.

"Det føles bare så..." jeg stoppede min hvisken og var næsten ved at udstøde et hulk, men jeg fik holdt det inde med mine kræfter, for jeg følte mig virkelig altid så svag, når jeg græd. "Så... uvirkeligt" fortsatte jeg med et knæk i stemmen, og et øjeblik efter, kom hulket pludselig. Det fik Scooter til at sukke lavt inden han skyndte sig at omfavne mig beroligende.

Og af al den støtte jeg fik, følte jeg pludselig en enkelt tåre løbe ned af min venstre kind. "Jeg føler mig så svag og lille" hviskede jeg med et til knæk i min stemme. Scooter begyndte stille at kærtegne min ryg så det rent faktisk også virkede en del beroligende og tryggende. "Jeg hader at græde" fortsatte jeg, og af en eller anden mærkelig grund kom vi begge to til at grine lavt af det. "Tro mig, så har dig og Justin allerede én ting tilfælles" forklarede han stille imens jeg mærkede hans små grin ind i mellem. Det fik mig kun til at trække svagt på smilebåndet inden jeg bare trak mig ud af den ellers virkelig betryggende omfavnelse.

"Tak, Scooter" jeg smilte stille og taknemmeligt inden han selv nikkede bekræftende tilbage. "Du må undskylde hvis Justin ikke lige var den... du ved, mest betryggende person at vågne op til efter alt det du lige var ude for" forklarede han stille og lavede kort en skuffende grimasser over Justin. Jeg grinte bare kort af det inden jeg stille rystede på hovedet, "jeg er bare taknemmlig for jeres hjælp."

Scooter smilte igen venligt og rakte hånden ud for at sætte den rundt om mit lænd. "Kom, jeg følger dig ud" jeg fulgte adlydende med imens hans arm bare holdte tryggende om lænden på mig samtidig med at vi egentligt bare gik i totalt tavshed. "Uh, vent, jeg tager lige dine sko og jake med" tilføjede han og skyndte sig væk- og jeg nåede ærligtalt næsten kun at tælle til tre, for så var han allerede tilbage og var ikke sen til at sætte min arm rundt om min lænd igen så jeg fik endnu et smil på læben imens vi fortsatte videre hen til trappen.

Pludselig lød en kæmpe latter nedefra under trappen og det kunne sagtens tilhøre Justins for den var hæs og mørk og lød fra en dreng på i en ung alder. Og hvor havde jeg ret, for da Scooter og jeg kom ned af trappen, sad Justin og grinte som et sygt æsel.

Jeg smilte svagt over det og fortsatte videre ned af trappen. "For helvede, Usher!" udbrød han pludselig midt i grinet så Scooter bare rømmede sig så højt han kunne som medførte at både Usher og Justin nærmest fløj forskrækket tilbage i sofaerne.

Og som jeg lige præcis ikke havde håbet på, så endte alle øjnene på mig. "Er I blevet kærester?" grinte Usher pludselig, så jeg pludselig følte en rødmen i kinderne. Scooter var helt stille og imens jeg kiggede på Usher, begyndte han pludselig at lave et undskyldende ansigtsudtryk, så jeg regnede med at Scooter nærmest skældte ham ud over ansigtsudtryk. Ha, hvor grineren alligevel.

Jeg kiggede på Justin der overhovedet ikke grinte- eller bare smilte for den sags skyld. "Eh," mumlede jeg til sidst af forvirring og skød et øjenbryn i vejret af Justin. Scooter brummede kort og skubbede mig så igen forsigtigt videre ud i entréen, men jeg kunne nærmest slet ikke fjerne mit blik fra Justin igen for han kiggede bare på mig på en eller anden ulæselig måde som jeg virkelig havde lyst til at opklare.

Men så begyndte Scooter pludselig at dreje til venstre så Justin automatisk blev dækket til af væggen. Jeg sukkede lavt og kiggede bare ligeud igen indtil jeg så entréen foran mig og Scooter fjernede armen fra min lænd for at give mig mine sko og overtøjet.

Der fløj en akavet stilhed rundt omkring os imens jeg besværet fik mine boots på igen. Og det var helt seriøst en del akavet for Scooter stod bare og ventede utålmodigt imens han stod og fik hver og én detalje med af hvad jeg gjorde. Det var virkelig, virkelig stressende!

"Det er ved at blive ret sent, så jeg tror de fleste mennesker har opgivet at holde øje, men du skal slet ikke regne med at der er helt fri bane- men jeg vil selvfølgelig være ved din side og hjælpe dig over til dig selv" forklarede han pludselig og blinkede venligt til mig idét jeg kiggede på ham. "Tak, Scooter" nikkede jeg taknemmeligt og gik over til ham da jeg nu havde fået både skoene og jakken af.

"Prøv bare at lade som om, at de slet ikke er der og det bare er en fantasi" tilføjede han lige inden han åbnede døren så millioner af skarpe blitzer ramte os midt i fjæset.

Jeg gispede men blev pludselig trukket afsted af Scooter der tryggende holdte om mit håndled. "Husk det nu. Du forstiller dig det bare" hviskede han tæt på mit øre, og selv om en masse skrig også skar i mine ører, var det utroligt, at Scooters stemme stadigvæk kunne høres. Jeg nikkede og kiggede bare ned i jorden imens jeg prøvede at forstille mig at jeg var ude og gå en tur. En helt normal tur med helt normale mennesker hvor ingen kendte hinanden men blot smilte venligt til andre.

Men så blev jeg revet ud af min fantasi, da der pludselig blev revet og hevet i min trøje. Jeg kiggede mig forskrækket tilbage, men det resulterede bare i, at jeg blev ramt af tusinder af blitz og råbende piger og drenge.

Scooters skridt blev derfor også hurtigere og jeg følte nærmest vi begyndte at løbe- men, jeg fulgte bare hans skridt for jeg gad seriøst ikke at ende på jorden med tårer løbende ned ad kinderne som en syg grædedukke til fem øre, måske kun én, en gang til...

Og til alt held stod vi pludselig allerede foran min dør hvor jeg heller ikke var sen til at spæne derind så Scooter også hurtigt fulgte med. Han lukkede derfor også hurtigt døren igen inden han bare stillede sig overfor mig, så vi bare stod og havde lidt øjenkontakt.

Men så brød jeg pludselig op i et kæmpe smil og jeg var heller ikke sen til at løbe over for at give ham verdens mest taknemmeligeste og venlige kram.

"Tusind tak for hjælpen, Scooter" hviskede jeg smilende så han også begyndte at kærtegne min ryg på den trygge måde. Vi stod i lidt tid før jeg endelig trak mig ud af krammet igen så vi fik øjenkontakt endnu en gang. Denne gang smilte vi begge bare stort.

"Intet problem. Få nu lidt søvn, ikke?" svarede han og blinkede kækt med øjet. Jeg grinte svagt og nikkede med et bid i læben. "Farvel, Scooter" hviskede jeg af en eller anden mærkelig grund jeg ikke engang selv lige kunne sætte fingeren på- sikkert fordi jeg var træt.

Scooter vendte sig om og skyndte sig ud af døren uden jeg overhovedet nåede at ane en form for blitz eller noget. Jeg endte med at stå tilbage med et lille smil, men af en eller anden grund kom jeg straks i tanke om Justin så mit smil falmede en hel del. Jeg sukkede men besluttede mig så bare for at gå op på værelset og prøve at ignorere tanken om Justins måde at stirre på, da jeg var på vej ud af hans hus.

Det var som om han gemte på en eller anden hemmelighed?