Justin Bieber| My Neighbor

Generthed længe leve

Chantels synsvinkel

Jeg havde simpelthen aldrig nogensinde prøvet, at synes at noget havde været så akavet før. Eller, akavet for mig, for de andre synes sikkert, at det er helt normalt imens de bare morede sig for groft. Altså, hvem ville heller ikke lige være en del - nej, ikke bare en del, men voldsom - nervøs for at komme med de rigtige eller forkerte kommentarer, når man sidder med en verdenskendt og hans venner, crew og familie og hvad ved jeg.

Jeg kunne ikke engang rigtigt forstå, hvordan Justin overhovedet kunne få sig selv til, at tage en fremmede pige med indenfor og tilbringe sin tid med hende. Han burde måske få lidt mere information om mig, inden han bare tog chancen som sådan

Jeg ville da gerne fortælle og indrømme, at jeg er en hel normal pige, og jeg sagtens ville kunne være trofast overfor ham. Ja, og hvis jeg ikke bare lige var så fucking nervøs for at sige noget forkert, så ville jeg sikkert bare se ham som en hel normal person, som virkede virkelig flink og hyggelig at være sammen med. Og fræk og tiltrækkende - men det ville jeg aldrig indrømme.

"Gard, hun er langt væk!" jeg sprang bogstavelig talt op i vejret, samtidig med at et højt gisp forlod mine læber. "Gard, du er dum" mumlede jeg sarkastisk til Jon og tog mig lettere til brystet så jeg kunne sætte mig til rette i sofaen igen.

"Hvad stenede du sådan over?" grinte Kaili derefter. Okay, så de havde rent faktisk betragtet mig sidde og stene. Troede ellers jeg var sådan lidt den kedelige og ligegyldige her.

"Eh" mumlede jeg forvirret over hvad jeg skulle sige. På jer! Hm, nej, den gik ikke. Det var rent faktisk første gang jeg kunne tænke før jeg absolut skulle spytte det ud af min mund.

Og hvis jeg havde sagt, at jeg rent faktisk tænkte på dem, så kunne jeg ligeså godt begrave mig ned i min grav med det samme, og glemme alt om en eneste ulykkelig hilsen om, at jeg var gået bort. Nej, just kidding!

Først efter min lange tanke, lagde jeg mærke til, at alle bare sad og stirrede spørgende på mig. Jeg grinte lettere akavet med en rødmen i mine kinder og rystede så på hovedet. "Ikke... du ved, ikke rigtigt noget" stammede jeg lavere og lavere indtil mine kinder simpelthen ikke kunne blive mere røde.

"Hvorfor er du så genert, Chantel?" grinte Justin pludselig og da jeg kiggede på ham, sad han bare med et bid i læben. Fucking sexet, må jeg sige. "Det passer ikke til dig" tilføjede han derefter og grinte stille endnu en gang. Jeg sukkede og kiggede væk. Han havde ret. Jeg burde slet ikke være sådan her.

Men...

Jeg havde jo faktisk forklaret hvorfor jeg var sådan. Min grund var, at det var svært at opføre sig normalt, når man sad med en verdenskendt og company, you know. Nej, det var ikke bare svært. Det var virkelig svært.

"Virkelig?" mumlede jeg til sidst. Jeg skulle vel svare, men uden at sige for meget. Så mon, virkelig, ikke var en fin nok kommentar? "Mhh" mumlede Justin igen og klaskede hurtigt sine ben op på det lille kaffebord foran.

Jeg kiggede lidt sært på hans fødder der nu bare lå afslappende på bordet, altså... plejede han ikke at være sådan en virkelig velopdragen dreng? Måske ikke når han var helt sig selv. Det fik mig til at smile svagt om tanken om, hvis det passede. Hvis Justin følte, at han kunne være sig selv i mit selskab. Det måtte jeg indrømme - jeg kunne bare ikke lade være med at smile af der.

"Hun blev helt rørt over min kommentar" indskød Justin pludselig så jeg kiggede brat over på ham. Han blinkede hurtigt kækt til mig, så jeg helt automatisk kom til at give ham et blidt slag på hans overarm.

"Ey!" udbrød han i et 'surt' ansigtsudtryk. Ja, det var han dårlig til. Måske skulle han virke sur, men det failede så bare lige, da et par stykker rundt omkring begyndte at grine.

"Det var din egen skyld..." mumlede jeg ligegyldigt og kiggede et random sted.

Forresten havde de alle sammen også præsenteret sig selv. De fortalte også at der manglede et par stykker. Men det kunne jeg bare overhovedet ikke forstille mig, for de var seriøst ret mange i forvejen. Og forresten ville jeg alligevel ikke kunne huske alle deres navne så.

Anyways, de havde fortalt deres navne, og der var tre piger. Hende Kaili Bright, som havde siddet her næsten lige siden jeg kom, og så den anden pige med mega afro- hår - mega grineren - hed Salemah Gabriel.

Der var også en anden dreng med mega afro- hår, han hed Luke Broadlick. Jeg kunne faktisk lige forstille jeg Luke og Salemah sammen. De ville være perfekte med deres ens hår. Ej, det var nu også lidt ondt.

Den tredje pige hed Elysandra. Og efternavnet? Det var seriøst for mærkeligt, men det var Quiñones. Spørg mig heller ikke hvor hun kom fra...

Nå, og så var der en anden ret lækker dreng, Nick Demoura, var hans navn. Han havde også en mega grineren humor og virkede faktisk som en dreng, som man omhyggeligt kunne trække med i et rum, for at snakke hvis man skulle være ked af det eller noget i den stil.

Okay, nu må der ikke blive spurgt om hvordan jeg lige huskede alle de her navne og efternavne. Det var vist lige en lille hemmelighed...

Okay videre, Shaun Evaristo, mærkeligt ansigt men rar nok at snakke med. Sådan stille og rolig i stemmen. Og så kunne jeg lige tilføje, at hver gang han gik, kunne man virkelig - og jeg mener virkelig - se, at han gik til dans, for han havde sådan en slags form rytme, når han bare skulle gå helt normalt. Virkelig sjovt at se på.

Den sidste var en dreng der var en af de mørkeste i huden her. Han var sådan lidt sky overfor mig, så jeg havde ikke rigtigt fået et indtryk af ham endnu.

Så vi var ret mange. Og det blev værst, når jeg pludselig blev midtpunktet.

"Hold kæft, hvor er du bare kedelig at være sammen med når du hele tiden stener sådan!" udbrød en eller anden dreng pludselig. En eller anden som i hvert fald ikke var Justin eller Jonathan, selvom den kommentar faktisk sagtens kunne komme fra dem.

Jeg smilte forlegent rundt på alle sammen, da jeg ikke rigtigt vidste hvem der havde sagt det der. "Jeg går på toilettet" mumlede jeg til sidst og rejste mig, hvor jeg heller ikke var sen til at gå virkelig hurtigt ud mod toilettet.

~~~

Justins synsvinkel

Det var virkelig mærkeligt. Eller, hun, var virkelig mærkelig. Jeg havde slet ikke set hende komme som en indadvendt, stille og forlegen type. Hellere en udadvendt, larmende og glad pige. Altså, det omvendte.

Hun var hurtigt ude af rummet og det virkede virkelig som om, at hun egentligt bare ønskede at komme væk herfra - det værste var bare, at jeg faktisk ikke ønskede hende at gå. Faktisk begyndte jeg at bryde mig mere og mere om hende. Ikke at jeg brød mig om hendes stille og indadvendte side, men jeg tror, at hvis jeg kunne få hende åbnet en smule op, så ville hun sikkert kunne være sig selv i stedet for at skulle blive ved med at tænke på, at hun sad med en flok kendte mennesker.

For jeg havde jo en idé om at grunden til at hun var så stille, var at hvis hun bare dummede sig det mindste, ville vi kunne sladre om det til hele verden. Men hvad troede hun også lige? Hvis hun troede, at vi nogensinde ville kunne finde på det, så havde hun taget grueligt fejl. Jeg ville aldrig kunne finde på at hænge en uskyldig pige ud i aviserne eller de sociale medier.

"Justin, du skal tilbage til studiet nu" Scooters stemme afbrød mine tanker om Chantel hvilket fik mig til at sukke højlydt. Jeg rejste mig besværet op, og slentrede stille mod døren hvor Scooter samt en lydmand, stod.

Jeg vendte mig rundt lige ved døren, og så alle deres blikke hvilke på mig. Lige som om, at de bare havde ventet på, at jeg ville vende mig rundt, og sige noget - hvilket jeg nu også gjorde. "Når Chantel kommer tilbage, kan I s..." - "Hvad, Justin?" grinte Chantel pludselig bag min ryg. Jeg vendte mig forskrækket rundt mod hende og rystede flovt på hovedet.

"Eh, tage godt imod dig..." mumlede jeg forlegent. Men selvfølgelig vidste jeg, at de ville have taget godt imod hende uanset om jeg havde sagt det eller ej. Jeg ville bare virkelig gerne have dem til at få hende mere tryg.

"Hvor er du sød" mumlede hun sarkastisk og smilte hurtigt falskt til mig. Det var straks bedre i forhold til hvis hun bare havde rødmet over min kommentar, så jeg grinte stille af det, og skyndte mig ud i studiet igen.