Justin Bieber| My Neighbor

Diskutering

Justins synsvinkel

Kenny smækkede døren efter os, og kiggede derefter strengt i mine øjne. "Whatssup?" spurgte jeg i en dæmpet tone som om ingenting var sket - men jo, for fuck hvor der kunne ske meget, når jeg rørte ved Chantels læber. Jeg mener, af ren automatik var jeg jo nærmest allerede på vej ind mod soveværelset ved vores første kys..

"Prøv nu ikke at spille flabet, Justin!" kom det i en lettere irriteret tone fra ham så jeg ikke kunne lade være med at rulle med øjnene over ham. "Kan du fortælle mig, hvem hende pigen du lige stod og snavede med før, var?"

Jeg fugtede mine læber og kiggede en smule ligegyldigt på ham, "min nabo" svarede jeg lavt. "Et navn?" spurgte han og så spørgende på mig. "Chantel Howard..."

Kennys høje suk var ikke til at tage fejl af - han var bekymret. "Kenny, slap nu lige af et kort øjeblik. Chantel er flink nok, og hun holder sine hemmeligheder. Hun er til at stole på, bare rolig" pointerede jeg og prøvede at virke så sikker som muligt, for jeg var nu ikke hel sikker i min henvisning. Jeg kendte hende jo allligevel dårligt nok.

"Jeg synes alligevel det er gået lige lovlig stærkt. Kunne du måske ikke lige have advaret mig om, at en ny pige var kommet ind i billedet?" forklarede han - og han havde fuldstændig ret. Men hvad kunne jeg gøre? Hun var så tiltrækkende og charmerende...

"Jeg er sgu da bare en dreng på tyve år! I kan ikke bare komme sådan og sige hvem jeg må være sammen med og ikke!" udbrød jeg. "Og forresten er hun jo ikke min kæreste endnu!" - "Nej, det sker jo heller ikke lige på 3 dage, vel? Du kunne bare stadigvæk godt have fortalt mig om hende, så jeg ikke skulle gå rundt og tro at det var en sindssyg fan!"

Jeg tog mig opgivende til hovedet og kiggede ned i gulvet. "Du var her jo for fanden heller ikke!"

"Jeg har sgu da været med dig hele turen" svarede han hurtigt tilbage og lavede store øjne. Jeg sank en forlegen klump i halsen, over ikke at have opdaget ham siden Chantel kom.

"Eh," mumlede jeg til sidst og bed mig lidt i underlæben. "Fuck, du er alligevel dum, Justin" grinte han pludselig. Jeg rynkede forvirrende mine øjenbryn og kiggede lidt rundt.

Var hele dette en joke, eller?

"Sorry" mumlede jeg bare med et lille smil på læben, bare så Kenny ikke stod helt alene i sin latter.

"Bare sørg for at rette op på det, og vær nu helt sikker på, om hun nu er så tillidfuld, som du nu mener."

Jeg nikkede med et suk i mit smil, og gik langsomt over mod døren, for at gå ud til Chantel igen. Jeg var fandens forvirret nu...

Chantels synsvinkel

Jeg var sgu lidt nervøs på Justins vegne. Tænk hvis jeg nu havde rodet ham ud i et eller andet. Hvis han havde været en hel normal teenagedreng, havde det nu ikke gået mig så meget på nerverne, men hvis dette kunne betyde noget for Justins karriere... jeg turde ikke engang tænke på det!

"Chantel" lød det bag min ryg, så jeg mærkede et spjæt i min krop. Jeg vendte mig med det samme rundt, og så Justin stå og kigge ned på mig, da jeg sad på en lav barstol.

Jeg kunne ikke rigtigt tyde hans blik. Jeg havde nemlig forventet at han enten ville komme glad og tilfreds ud, eller sur og trist ud. Men det her blik... det umuligt at tyde.

"Hvad så?" spurgte jeg lavt med lidt bekymring i stemmen. Justin trak kort på skulderen og satte sig på en barstol overfor mig, imens jeg bare fulgte hver og en af hans bevægelser.

"Jeg ville virkelig gerne komme med den sædvanlige undskyldning, og sige, at jeg var fuld og ikke tænkte mig om..." mumlede han med blikket i jorden, imens han drejede lidt uskyldigt rundt på barstolen.

Jeg sank en klump! "Du har lige indrømmet, at du har fortrudt, at vi kyssede" hviskede jeg med et knæk i stemmen og kiggede hurtigt væk fra ham, da han pludselig rettede blikket mod mig. Jeg fugtede mine læber imens jeg kiggede ned, og prøvede at tage mig sammen, i stedet for at være den følsomme tøs her.

"Hvad sagde han til dig?" spurgte jeg lavt og kiggede forsigtigt op på Justin der bare bed sig usikkert i læben. Det kunne ikke tyde godt...

"Undskyld" hviskede han følsomt og kiggede nærmest medfølende på mig, da han åbenbart havde set i mine øjne, at jeg vidste hvad svaret var. Jeg nikkede stille med et trist smil, og rejste mig. "Han har sikkert også ret i sidste ende..." mumlede jeg og gik ud mod entréen.

"Chantel..." hørte jeg Justin sukke på en opgivende måde. Men jeg fortsatte.

Jeg nåede, sjovt nok, på kort tid ud til entréen, da jeg egentligt helst gerne ville hurtigt hjem, men da jeg skulle bøje mig efter mine sko, mærkede jeg en hånd på min overarm. Jeg sukkede højtlydt og vendte mig mod Justin.

"Hvor skal du hen?" spurgte han i en næsten overrasket tone. Jeg fnyste lavt, da jeg egentligt bare var så skuffet af mig selv, over at lave sådan en stor fejltagelse og egentligt bare narret mig selv! "Hjem" svarede jeg kort og bøjede mig ned igen for at tage mine sko på.

"Tror du ikke det er bedre du går ud gennem bagindgangen, så?" spurgte han som fik mig til at kigge op på ham efter jeg havde trådt begge mine fødder ned i skoene.

Jeg fugtede mine læber, og nikkede så. "Men de har vel omringet begge huse, så hvad hjælper det egentligt?" spurgte jeg spydigt imens vi begyndte at gå i et stille og roligt tempo gennem huset. "Der er ikke nær så mange mennesker på bagsiden..."

Jeg nikkede for mig selv af hans svar, selvom han ikke kunne se det, da han gik forrest. Jeg gik derfor og betragtede ham lidt bagfra i mellemtiden og af en eller anden grund, havde jeg egentligt bare lyst til at springe op på hans ryg, og sidde og nusse ham på hans bryst, imens han bare gik roligt rundt med mig. Total mærkelig og ikke mindst en lidt fræk tanke, ja, men han så bare så beskyttende og rolig ud.

"Ved du egentligt hvornår du flytter igen?" spurgte jeg af ren nysgerrighed, bare for at vide hvor lang tid jeg skulle leve som "personen der har en kendt nabo". Justin rystede stille på hovedet og kiggede hurtigt over på mig.

"Vil du gerne af med mig?" Jeg trak på skulderen, da jeg virkelig ikke havde lyst til at grine af hans spørgsmål, for jeg tror selv, at han bare havde regnet med, at jeg ville have grint og så glemme det igen.

"Jeg er ved at være lidt træt af det..." mumlede jeg og fik pludselig øje på en dør, som nok skulle forstille at være bagindgangen. Og selv om det ikke var meningen, at Justin skulle have hørt min lille kommentar, vendte han sig pludselig rundt med et suk som resulterede i, at jeg selv måtte stoppe op for ikke at støde ind i ham.

"Hvis du havde være en gammel dame på treogtreds år, så tror jeg ikke du havde været nær så træt af mig, som du måske er nu" smilte han frækt og frugtede sine læber. Jeg trak forvirret mine øjenbryn sammen. "Hvad mener du med det?"

Han kiggede pludselig en smule flirtende på mig, og langsomt fik han sat sin ret store hånd på min kind imens hans tommefinger blidt strejfede min underlæbe, så jeg følte en kold gåsehud sætte sig på mine arme. Han begyndte at kærtegne min kæbe stille.

Jeg sank en klump og kiggede genert ned i gulvet. "Jeg mener, at jeg har valgt at tilbringe en del af min tid på dig, da du virker tillidsfuld og positiv. Du ved, ind til videre, har du måske ikke følt helt som dig selv, og det har jeg også regnet ud for længst - og jeg har helt klart forstået din begrundelse, men det er netop også derfor, at jeg har inviteret dig herhjem og taget dig med i studiet. Vi er jo nødt til at lære hinanden at kende..."

Jeg kiggede hurtigt op på ham, og sendte ham et et usikkert blik. "Jeg er virkelig, virkelig forvirret" konstaterede jeg og fjernede stille hans hånd fra min kind så jeg hørte et lille suk fra ham.

"Kan du fordybe det?" spurgte han lavt. Jeg sukkede og rystede på hovedet, "hvorfor interesserer du dig overhovedet for mig? Du kan få tusinde af andre piger der sikkert alligevel ikke smider dig væk på den måde, som jeg gør."

Mit svar chokerede ham vist en del, for pludselig så han en smule irriteret ud og slog ud med armene. "Fordi det er dig der virker interessant for mig."