A Burning Rose

Kapitel 40

Jeg er frosset til de kolde sten på gaden. Der ligger han... Amir. En mand jeg faktisk aldrig har talt til men alligevel kendte. Melora knæler ved siden af ham, hun sidder midt i en mudderpøl, men som om hun tænker over det. Hun hulker, skriger, og græder med fuld styrke, mens Amir tager sit sidste åndedræt. Faraday løber hen til Melora, og tager om hende, mens Melora brøler ind i hendes storesøsters bryst med fuld kraft. Det eneste der tager min opmærksomhed væk fra det døde lig lige foran mig, er den uhyggeligt ukendelige Ned, som snitter endnu engang Octavia denne gang på siden af maven, denne gang lader hun et piv slippe sin mund, men jeg kan stadig ikke slippe det. Da Killian kaldte nogle for sin pige. Hvem? Jeg tør ikke gætte. Det føles som om nogle river mit hjerte ud, og banker hårdt på det med en kæmpe kold hammer. Jeg har løst til at smide mig på jorderen og græde, men hvorfor skulle jeg gøre det? Jeg hader ham, jeg hader ham, jeg hader ham. Han betyder intet for mig, intet, men hvorfor føles det så som om mit hjerte stille går i stykke, utrolig stille, og utrolig smertefuldt.

Jeg bider mig hårdt i læben, for at holde hulket inde, jeg ville aldrig græde over ham. Aldrig. Jeg forstår godt hvorfor The Guardians, ville kæmpe, når de møder det her på deres vej. Amir forsvarede kun hans venner, og det fik ham dræbt som var han intet. Dræbt af den ven jeg troede jeg kendte, nej det ikke rigtigt, jeg kendte ham, det er mig jeg ikke kender, hvorfor i alverden ville jeg være venner med en morder, og hvorfor i alverden følte jeg mig tryg ved ham, savnede ham, elskede hans duft, og følte mig lykkelig i hans favn, jeg burde være bange for at kramme ham, han kunne lige pludselig beslutte at knuse mig, det kunne han, det jeg er forvandlet til er hurtigere, stærkere, klogere, smukkere, og dødeligere.

Melora tager hurtigt min opmærksomhed da hun giver et højt skrig fra sig."Morder!" Skriger hun højt, og kigger op på Killian. Apollo kravler hen til hans døde kammerat, og begynder at give ham kunstigt åndedræt. Idioter. Jeg kigger hen på Kaladin. Han er stiv i hele hans krop, han kigger bare stift ned på hans døde ven. Jeg mærker hvordan grebet om mit liv bliver mere stramt."Ever." Hvisker Anakin blidt i mit ører."Tag min hånd." Hvisker han stille. Jeg kigger hen på Saffron, som stille nærmer sig Ned, som stadig snitter Octavia let over hele hendes spinkle krop. Apollo giver op, og rækker ud efter Ned, hvilket gør at Ned slipper Octavia, og lader hende falder ned på de kolde brosten. Hun piver, hele hendes krop bløder. Hun forbløder lige foran os. Jeg kigger en sidste gang hen på Killian, som bare kigger op i luften, og mumler noget jeg ikke kan hører. Det eneste jeg opsnapper er et at det ikke var meningen. Jeg tager blidt Anakin's hånd, og jeg ved ikke helt hvordan Killian mærkede det, men han kigger hurtigt væk fra himlen, og ned på vores hænder. Jeg hører et tordenbrag, men så løber jeg ellers bare den anden vej.

Anakin hiver mig igennem Setania's lysende gader. Alt føltes gråt, og trist. Regn og lyn. Det fosser ned med regn, og mit hår og tøj bliver hurtigt gennemblødt, og for første gang i Maaldoria græder jeg, jeg græder foran en anden person. Jeg græder sammen med himlen. Vi græder sammen. Regn og tårer virker pludselig så ens. Nu ved jeg hvad Killian mente med at så stærk en ild, brænder hurtigere ud. Jeg forstår det nu. Det er ligesom en eksplosion, men en eksplosion er hurtig, den vare aldrig ved. Lys eksplodere først og kraftigt, skyggerne venter og kommer listende."Hvorfor er grotter smukke?" Spørger jeg med et hulk. Anakin stopper op, og kigger forvirret ned på mig."Hvad mener du?" Spørger han forvirret, og prøver at tørrer regnen væk fra mit ansigt, hvilket ikke kunne være mere latterligt, efter jeg bliver våd sekundet efter."Måske fordi at de er mørke og mystiske, præcis ligesom personer. Men i grotter gemmer der sig altid noget godt, smukt, og skinnende. Så hvorfor er det ikke også det samme med folk?" Spørger jeg stille."Græder du?" Spørger Anakin bekymret, men jeg kan næsten ikke hører ham i den høje regn."Hvorfor gør du ikke?" Spørger jeg med et gråd der undslipper min mund. Anakin hiver mig indtil ham, og omfavner mig midt ude i regnen."Det ved jeg ikke. Måske fordi det ikke er første gang noget som det her er sket, jeg tror bare ikke jeg har flere tårer tilbage." Mumler Anakin ned i min hovedbund."Kom. Vi er nødt til at komme videre." Siger Anakin trist. Jeg mærker nogle hænder om min røv, de tager fadt."Hvad la..." Mere når jeg ikke at sige. Anakin hiver mig op. Jeg slynger mine ben om hans liv, og Anakin løber afsted, med et godt tag om min røv. Jeg svinger mine arme om hans hals, og hviler mit hovede på hans skulder, mens jeg kigger bag os. Jeg ser en høj mørk skygge, nogle meter fra os. Killian? Bare det at se en skygge som jeg er næsten er sikker på er ham, flyver sommerfugle rundt i maven på mig, selvom det jeg lige har set sikkert kommer til at give indflydelse på mig, og hvordan jeg ser ham, er det overordnet stadig det samme, min krop brænder efter ham, efter Killian. Jeg hader ham! Jeg hader ham så højt! Det er helvede. Helvede begynder når du og jeg er i samme rum. Forelskelse er en forbandelse.