A Burning Rose

Kapitel 48

Det har heletiden været ham. Det har heletiden handlet om ham. Jeg kom til Maaldoria fordi Killian. Jeg blev sendt hertil fordi Killian. Briella's søn. Jeg er oversvømmet. Oversvømmet af tristshed og skyldfølelse. Jeg tvang Rose til at sige det selvom hun ikke ville. Og jeg er ked af det over at Killian ikke ved at hans mor bor i en anden verden, hvilket kan betyde at han måske ikke ved at han er adopteret. Han har en lykkelig familie af det jeg har hørt, jeg ville ikke være den der river det hele i stykker, fordi en stædig gammel kvinde, som sikkert er næsten 1000 år gammel, har sine selviske ønsker om at se hendes søn.

                                                                              ****

Jeg knuger to daggerts hårdt sammen. De ligger i hver sin hånd. Jeg hopper op og snurrer rundt. Jeg giver et ynkeligt krigerskrig fra mig, og snitter den tykke træpæl foran mig. Jeg svinger rundt med benet og sparker hårdt til pælen, det stikker lidt i min fod, men jeg prøver at glemme det. Jeg stikker begge dolke lige ind i pælen. Sveden har lagt et fint lag over min hud, og hele min krop er øm og brænder en anelse. Hvad fanden sker der med mig? Jeg mærker hvordan noget stille suger alt lysten til at leve ud af mig, jeg kender ikke engang mig selv for tiden. Noget mørke danser rundt med flammerne inde i mig. Er det hvad Killian snakkede om? Hvordan en del af mig ville brænde væk, og blive mørk? Blev jeg fortabt i mine kræfter? Jeg kigger ned på en af mine dolke, og prøver at finde mine øjne i dens refleksion. Der. De er blodrøde... med en fed blyfarvet streg i midten, i det ene øje. Jeg smider hurtigt dolken væk, og den borer sig ind i træpælen lidt væk fra mig. Jeg kigger ned på den anden dolk i min hånd, og i refleksionen ser jeg mine velkendte blyfarvet øjne. Jeg dumper ned på gulvet af lettelse. Suk. Jeg troede lige... for satan. Jeg gemmer mit ansigt i mine hænder. Jeg er så bange. Så bange for ham. Ingen kender ham virkelig, ingen ved hvad han kan finde på. Ingen kender den virkelige ham. General Creed. Helvede jeg kender ikke engang hans fornavn. Jeg er paranoid og kold, bange for hvem der er med ham, og hvem som måske ikke har den samme mening som mig. Der er fjender alle vegne. Jeg har fire top fjender, Naiin, Guardians, general Creed, og mig selv. Jeg hjælper langt fra mig selv. Jeg hiver mig langsomt væk fra alt og alle. Jeg er så bange. Jeg sagde til mig selv jeg ikke var bange, men det er ikke sandt, jeg er hunderæd.

Jeg går stille ned ad gangen. Mine læderbukser klamre sig til mig, sammen med min tunika uden ærmer, jeg sveder som en middelaldrene overvægtig mand. Min mave knurrer, og min hals er tør som sandpapir. Jeg halvløber ned ad gangen, i forsøg på at finde køkkenet. Pludselig møder jeg denne dejlige duft, duften er sød og en anelse stærk, det dufter af noget kød, jeg kan ikke placere det, men det dufter bekendt. Jeg følger duften, og stopper foran en lille dør, med lys i sprækkerne. Jeg skubber den langsomt op. Jeg bliver oversvømmet af en overlækker aroma. Jeg kigger rundt. Kvinder og mænd arbejder hurtigt sammen i det lille køkken, med flere forskellige gryder og pander, som syder, steger og koger. Jeg går stille rundt og kigger med uden at lave en lyd. De snakker griner, og danser rundt mens de laver alt den lækre mad. Jeg kan huske at Echo tog mig herned... Echo, på min første dag, vi havde lige set Blod englenes træningscenter, og var blevet opdaget af Kobal, Jayla og Pandora. Jeg undre mig over om Echo's forelskelse over Jayla, så også var en løgn, hun sagde det måske bare for at passe ind, og lyde menneskelig, eller hvad hvad de nu er. Jeg har stadig ikke fået et rigtig svar på hvad de egentlig præcist er, men det gør jeg måske snart. På den anden side, hvorfor skulle The Guardians ikke vise følelser, jeg har jo været sammen med dem i flere uger, jeg fik venner, de havde forældre, søskende, og kærester, vi er en og det samme folk, med forskellige tro. Det giver mere mening nu end nogensinde før. Echo var rædselslagene for Blod englene, med god grund hvis de virkelig var hendes fjender, hun var rædselslagen for at blive fanget, ligesom jeg er rædselslagen for general Creed ville fange mig.

Da jeg mødte Echo i Jane... det var lidt pudsigt at hun lige ramlede ind i mig da jeg var så tæt på at fange en Guardian, hun var til festen. Hun var ikke på mission, hun var til forsamling, til møde. Hun skulle også til det møde i vinkælderen, men da hun så os kunne hun sikkert regne det hele ud. Jeg stolede blindt på hende, jeg stillede ingen spørgsmål, intet, jeg accepterede det bare blindt, ikke ligesom Killian, han holdte sig fra hende, og prøvede så vidt ikke at tale til hende. Jeg kan ikke lade være med at føle mig brugt, og forfærdelig naiv. Echo kunne ikke blive en del af Blod englene, efter hun ingen kanal er, men hun kunne komme tæt på ved at blive venner med en fra Blod englene, mig.

Jeg sætter mig ned på et lille beskidt bor i køkkenet. En smuk kvinde kigger hen til mig, og smiler. Hun ligger en lille tallerken hen til mig, og smiler så det varmeste smil jeg nogensinde har set. Jeg kigger ned på den tallerken kvinden gav mig. Der ligger lidt salat og grønsager, brød, og bacon... bacon! Jeg snubber hurtigt baconen fra tallerken, og proper det ind i min mund. En eksplosion af smag breder sig i min mund, fuck jeg elsker bacon!

Jeg skovler resten af maden ind, og bliver lidt for at se de mange kvinder og mænd danse rundt, og lave mad. De ser så lykkelige ud, selvom de arbejder til denne tid på aften. Denne aften... denne aften blev jeg født. Jeg kan huske hvordan mor fortalte mig at jeg blev født 23:59, lige et minut fra at blive en Saggittarius. Jeg ved ikke hvorfor men mor var lettet. Mor var en kvinde som troede på stjernetegn, og deres forskellige meninger. Med det samme jeg blev født, regnede mor frem til hvilket stjernetegn, hun var overlykkelig da hun fandt frem til at jeg måtte være en Scorpio, men jeg fik aldrig et svar på hvorfor, hun sagde bare jeg selv måtte finde ud af det, hvilket bare er ren ondskab.

Jeg bliver tyve i aften. Jeg er tyve, men pludselig føles det som ingenting. Jeg ved ikke hvad der er med det. Hvad er det lige der sker når man bliver tyve, svaret er intet, det er ikke fordi at der er nye ting man må nu, eller noget man ikke må.

Døren går op til det lille køkken. Killian. Han ser mig hurtigt sidde ved det lille bord. Han sender mig et ulæseligtblik, snubber et æble, og går så hen til mig."Hey tøsepige." Siger han træt med sin irske accent, og sætter sig ned."Hvor har du overhovedet den irske accent fra?" Spørger jeg nysgerrigt. Killian sender mig et forvirret blik, men trækker bare på skuldrene."Det ved jeg ikke, tror jeg samlede den op på en mission ude i verden. Dronningen sendte mig engang for nogle år tilbage til en by ved navn Sary. Jeg skulle holde øje med en forræder af vores. En mand, han havde åbenbart lige fået barn, en pige, jeg kan ærligt ikke huske hendes navn. Dronnigen var bekymret for om pigen måske var en kanal. Forræderen havde åbenbart nogle forfædre som var kanaler, og det at være en kanal ligger for det meste i generne. Men ja, var der i sådan næsten et år, i skjul, holdte øje med familien på afstand, tror det var der jeg fik den. Det var vel nok for 20 år... i dag... ja." Siger Killian ligegyldigt, og tænker sig lidt om igen. Jeg falder ned fra bænken. Hvad fanden? Det er stort set umuligt at der skulle være en anden forræder end far og Briella som bor i Sary. Sig ikke at Killian stalkede mig som baby!"Undskyld jeg er nødt til at gå. Huskede lige at jeg havde en træning nu. Undskyld. Hej." Siger jeg hurtigt, og snubler afsted. Jeg hopper op igen, og fumler ned ad køkkenet."Tak for mad!" Råber jeg til kvinden, og smiler. Jeg vinker til Killian på vej ud af døren, og løber så ned ad gangen. Nej nej nej, det kan ikke passe.

Er Killian min skæbne eller hvad? Er det her skæbnen eller et tilfælde?