A Burning Rose

Kapitel 57

Mit hjerte galopere afsted. Killian holder godt fast i min hånd, og nærmest trækker mig afsted. Mine ben kan ikke meget mere. Alle mine blodårer gløder stærkt, og jeg kan intet stoppe, jeg har aldrig glødet så meget før. Jeg bliver helt træt. Jeg begynder at blinke lidt med øjnene. Mine øjenlåg bliver tungere og tungere. Killian klemmer min hånd hårdt, og jeg vågner lidt op igen. Mit hjerte sider i min hals, og min mave knurrer sig sammen.

Vi spurter ned til Rose's kammer. Vi smækker døren så hårdt vi kan. Jeg skubber hurtigt et skab foran døren, og Killian kommer med en større sofa."Undskyld mig? Hvad sker der?" Rose's stemme distrahere mig for den mindre barrikade jeg var så godt igang med at bygge op."Se det ville jeg også gerne hører." Siger Killian med en vred stemme."Hvor skulle jeg vide det fra? Lige pludselig kom Creed bare efter mig med et kæmpe sværd. Virkelig en psyko." Siger jeg panisk. Killian ruller bare irriteret med øjnene. Jeg kigger hen på Rose, men hun kigger bare bekymret ned i gulvet."Tilkald de andre." Siger hun så stille."Jeg sagde tilkald de andre!" Råber hun så panisk op. Jeg hopper op, og nikker så skræmt.

Jeg kører en hånd igennem håret. Først ser jeg Ned. Han flyver ind ad vinduet, han rider på vinden."Godt at du kunne komme til festen." Brummer jeg ironisk, og himler med øjnene. Kort tid efter hopper flere ind ad vinduet. Kaladin, Anakin, Apollo, Nash, Faraday, Celestia, Octavia, Echo og Archer. Jeg hører noget rykke på sig. En væg. Jeg løber hen til den, og tænder op for en flamme i min håndflade. Væggen bliver skubbet op. Jeg skal lige til at smide flammer efter dem, som en idiotisk teenager, indtil Saffron, Pandora og Kobal dukker op."Lad os nu bare få det her overstået." Brummer Kobal. Efter dem dukker Gail, Seven, Lyric og Jayla op. Vi er her alle. Jeg kigger hen på Echo, og jeg ser ikke længere afsky. Jeg forstår det godt. Hun gjorder det for de mennesker hun holdte af, og det hun troede på, hun er ikke en forræder, hun er iblandt hendes flok, og hendes flok er folk af Maaldoria.

"GREY!" Skriger Creed. Døren bryder op som var den intet. Ind kommer han, sammen med en håndfuld soldater i hvide rustninger, se de er de rigtige forrædere. Han er som et lyn. Han er hurtigt over mig, med en kniv til min hals."Jeg er datter af Eiran og Izara Nadir." Siger jeg koldt. Creed blinker nogle gange."Nej du er ej." Spytter Creed giftigt ud. Jeg giver ham et skævt smil. Jeg sætter min hånd til hans sværd, og klemmer til. Først flyder blod ud af min håndflade, og dråber end på gulvet. Men efter det begynder sværdet langsomt at smelte, og blive orange og rødt."Hvem er jeg så?" Hvisker jeg koldt.

Jeg går til angreb. Jeg sender en hurtig knytnæve Creed's vej, men han blokkere den hurtigt. Alle de andre undtagen Rose løber også ud, og går til angreb på vagterne. Jeg sender et cirkelspark Creed's vej, men han blokkere det med et andet spark. Han tager hurtigt min ankel, og svinger mig rundt i luften som en klud. Jeg skriger først, men kontrollere så mit hjerte. Jeg begynder at vride, og sparke, og Creed slipper mig. Jeg løber lige imod ham. Jeg hopper hurtigt op på ham, så jeg sidder på hans skuldre, jeg svinger mine ben rundt om hans hals, og laver en finte jeg lærte fra Killian, og Creed bliver svunget rundt og så lander han på gulvet. Jeg laver en baglæns kolbøtte, og ruller ind i en vagt. Han slår mig hårdt i hovedbunden, med sin albue, så det hele begynder at blive en anelse utydeligt. Jeg drejer rundt, og gør så soldaten snubler over min fod. Jeg lader dem ikke vinde. Aldrig. Slaget ville ende med at jeg dræber Creed. Ikke andet. Jeg tyrer en daggert i soldatens skulder, og sparker ham væk. Han brøler op, men besvimer hurtigt af smerte.

Jeg sender endnu en soldat i gulvet. Og en til. Jeg kigger mig omkring. Kaladin smelter en rustning på en vagt helt væk med lava, og Saffron gøre vagten blind lige efter, så Kaladin kan skærer ham i to stykker, som en kage... Alle samarbejder for at ødelægge vores fælles fjende. Det kan godt være at vi hader hinanden, men ikke så meget som vi hader Naiin. Jeg ryster på hovedet, og løber mod Creed som er igang med en nævekamp imod Echo. Jeg får kort øjenkontakt med hende. Hun nikker anerkendende til mig, og kaster et mindre sværd hen til mig. Jeg svinger det hurtigt rundt, og snitter Creed to gange på ryggen. Han giver ikke så meget som et piv fra sig. Smartass. Echo sparker ham to gange i ansigtet, hvilket gør at Creed mister balancen. Jeg smider sværdet fra mig, og stikker to små dolke i Creed's hals. Nu brøler han dog, og hiver begge dolke ud. Han smider dem vredt væk. Han sparker mig lige i maven, så jeg glider to meter væk. Han samler det store sværd op fra gulvet, jeg lige havde brugt. Han kigger mørkt hen på Echo. Nej, nej, nej!"ECHO!!" Skriger jeg med alt jeg kan. Creed svinger det kæmpe sværd rundt. Skæret borer sig ind i Echo's hals, som var der intet. Echo's blik bliver helt mørkt og tomt."ECHO!!" Skriger jeg op, og løber hen til hende. Hendes hovede bevæge sig lidt, og falder så. Echo's hovede bumper ned på gulvet, og hendes krop kollapser to sekunder efter. Creed halshuggede lige en af mine bedste venner. Jeg falder ned ved siden af Echo's livløse krop. Det føles uvirkeligt. Det hele bliver sløret. Min krop er helt slap og død."Echo..." Piver jeg. Men intet sker. Slåskampen om os er gået i stå. Alle kigger på Echo's hovede som er en meter fra hendes krop. Hendes øjne er stadig åbne... og en tårer triller ned ad hendes kind."Dit monster!!" Brøler jeg, og giver Creed en sydende varm lussing lige på kinden, efter den lussing giver jeg ham en knytnæve lige på næsen, det siger knæk. Blod flyder ned fra hans næse, den ser helt underlig ud. Den må være brækket. Folk danner en cirkel rundt om Creed, alle vagterne er enten slået ud eller dræbt. Jeg svinger endnu et slag mod ham.