#1

768 14 2
                                    

Jeg vågner ved solen, der rammer mit ansigt. Det er sommer og temperatureren er helt oppe at ramme de 27 grader. Jeg fisker efter min telefon, som ligger på natbordet ved siden af min seng. Jeg får fat i den, men ender med at få revet halvdelen af de ting, der stod på bordet ned.
Da jeg tænder telefonen har jeg fået en besked fra Emil. Jeg åbner den og kan ikke lade være med at smile af beskeden.

Emil: Du kommer i dag ikke? Jeg har brug for, at du hepper på mig(;

Emil og jeg har været venner siden vi var helt små. Vores forældre er bedste venner, så på den måde er vi vokset op med hinanden. Men her på det seneste er han begyndt at hænge ud med nogle personer som jeg ikke helt bryder mig om.
Emil er kendt håndboldspiller og scorer kassen jo flere mål han scorer og jeg....
Ja min familie har ikke altid været de rigeste. Altså vi kan sagtens klare os, men det kan være lidt svært en gang imellem.
Emils nye venner kan jeg vel godt sætte i kategorien "snobbet". De har røven fuld af penge og er vokset op med at få alt, hvad de har bedt om.
Jeg er ikke vild med at snakke om mine forældres økonomi, så derfor har jeg ikke lyst til at hænge ud med den slags mennesker og det ved Emil også godt, men det virker ikke til, at han har noget problem med dem.

Mig: Jo selvfølgelig. Kommer dine nye venner også?

Emil ved godt, at jeg ikke bryder mig om dem.

Jeg kigger på skærmen og ser de små bobler dukke op og efter bliver en besked sendt.

Emil: Sophia... Jeg tror altså det ville være fint, hvis du bare hilste på dem. De er altså rigtig søde..

Jeg sukker af beskeden. Jeg kan ikke hilse på dem. Jeg bryder mig ikke om den slags personer. Jeg ville ønske han hang mere ud med Mathias og de andre fra landsholdet, men nej... sådan skulle det ikke være.

Mig: Emil du ved, hvordan jeg har det med dem. Det der kan du ikke bede mig om... Du husker godt, hvordan de bagtalte mig og snakkede om, at jeg var byens fattigste pige og de syntes, at det var pinligt for mig at gå i offentligheden. Jeg vil helst være fri for nogensinde at snakke med dem.

Boblerne dukker igen op på skærmen og efterfølgende dukker endnu en besked op.

Emil: Jeg forstår... Jeg ville bare gerne have introduceret dig for mine venner, men hvis du ikke har lyst, så er det fint!

Beskeden slutter med et udråbstegn. Han er irriteret. Jeg har kendt Emil i lang nok tid til at vide, at et udråbstegn betyder, at han er irriteret. Men fair, hvis han er sur så lad ham være sur... Jeg gider ikke stå der på sidelinjen og nakkes ned af hans nye venner.

Mig: Ved du hvad... det der kan du ikke være bekendt Emil. Jeg tror jeg finder på noget andet at lave i dag. Du har jo også dine nye venner, som bakker dig op til kampen. Hyg dig.

Jeg sender beskeden og sender i stedet en besked til Mathias og min bedste veninde Trish. Jeg slukker min telefon og lægger den hårdt ned på mit natbord.
Nar.
Jeg går irriteret ud på badeværelset og gør mig klar til dagen. Nu har jeg i stedet spurgt Mathias og Trish om de ville med på Café.

Efter jeg har fået tøj på tager jeg mig noget morgenmad og åbner døren ud til min altan. Jeg bor i en smuk lejlighed i midten af byen og alle bor tæt på mig. Ja i tænker nok, hvordan jeg kan bo her når hverken jeg eller mine forældre har penge. Det kan beskrives i 1 ord.. Emil.
Jeg sætter mig ned i min sofa og tænder for tv'et. Da jeg er en halvtime inde i en film banker det på døren.

Jeg undrer mig lidt over, hvem det kan være, men jeg rejser mig og åbner døren.
Da jeg åbner døren står Emil med et irriteret udtryk malet i ansigtet og stormer ind i lejligheden.

"Kom dog bare ind" siger jeg chokeret og lukker døren bag mig.

Er jeg ikke nok for dig?Where stories live. Discover now