Er jeg ikke nok for dig?

#9

Det er morgen og jeg har det som om mine øjne brænder, da solen rammer mit ansigt. Jeg har ikke lukket et øje i nat.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på E-... Ugh jeg gider ikke engang at tænke på hans navn. Hans navn har runget i mit hoved hele natten og da jeg endelig faldt i søvn drømte jeg en sindssygt underlig drøm, som nu har fået mig til at være ca. 98% sikker på, at jeg har følelser for Emil. Og det er skidt. Rigtigt skidt.

Jeg står op af sengen og rækker ud efter min hoodie, som ligger på min skammel.
Jeg trækker et par sorte jeans på og sætter mit hår i en knold, som ender med at stå ud til alle sider, men jeg er ligeglad. Sådan som jeg ser ud kan ikke reddes. Jeg kigger mig i spejlet og ser at mine øjne er helt røde. Jeg har poser under øjnene, som er helt lilla. Jeg ser fuldstændig hæslig ud. Jeg har ikke lyst til at spise noget selvom jeg er mega sulten og min mave er begyndt at æde sig selv. Det eneste jeg har lyst til er at tage hen til Emil....
Det lyder så ynkeligt, men jeg kan ikke få ham ud af hovedet og jo mere jeg prøver, jo værre bliver det.

Jeg overvejer om det er det rigtige at gøre og før jeg ser mig om står jeg med mine bilnøgler i hånden og styrter ned af trappen. Mit hoved snurrer rundt med den fart jeg løber ned af trappen. Da jeg er halvejs nede af trappen snubler jeg over et trin og styrter ned af trappen og skærer min håndflade.

"SHIT! Av, av, av" siger jeg frustreret og kigger på min blødende hånd. Hvorfor skal det her ske nu? Jeg rejser mig op og fortsætter vaklende ned ad trappen. Mit hoved kører rundt som aldrig før, men da jeg går ud af døren til opgangen og den varme sommerbrise rammer min hud kan jeg mærke noget ny energi, der er på vej ind i min krop.
Jeg går med hastige skridt hen mod bilen.
Jeg sætter mig ind og smækker døren i med et højt brag. Selvom jeg lige er styrtet ned af trappen og det, at jeg ikke har sovet hele natten, så kører mine forbandede tanker stadig på Emil.

Da jeg kører afsted overtræder jeg nok fartgrænsen et par gange, men jeg er så ligeglad.
Jeg skal snakke med Emil og det kan ikke gå for hurtigt.
Jeg parallelparkerer foran hans lejlighed og styrter ud af bilen. Jeg tror ikke, at jeg har tænkt over, at klokken er 7 om morgenen og at han højstsandsynligt sover. Heldigt for ham, at han kan sove, men det kan jeg ikke og det er hans skyld og det driver mig til vanvid.
Hvorfor kyssede han mig?
Det har gjort det hele så pisse kompliceret.

Jeg går op ad trapperne til hans lejlighed og banker på døren. Der kommer ikke nogen, så jeg banker igen. Der sker stadig ingenting.
Jeg banker igen, men denne gang meget hårdere, så jeg næsten laver hul i døren.
Da jeg skal til at slå så hårdt jeg kan på døren åbner den og Emil står chokeret og ser på mig. Han har ikke særligt meget tøj på.
Hans veltrænede krop står frem og blænder nærmest mine øjne, men jeg kan ikke lade være med at stirre.

"Sophia? Hvad laver du her?" Spørger han opgivende og træt, da han ser mig.
Jeg tror han er frustreret på mig. Jeg har jo ikke svaret på hans beskeder.
Jeg kan også godt forstå ham.
Det er jo også derfor, at jeg er mødt op i dag.

"Emil.. du.. Ugh. Må jeg ikke nok komme ind?" spørger jeg frustreret og er på vippen til at falde grædende sammen. Min krop begynder at ryste og jeg kan mærke mit sår på håndfladen begynde at dunke.

"Kom ind" siger han og træder væk fra døren.