Er jeg ikke nok for dig?

#4

Fredag er her. Gallafesten er her.
Og jeg har ingen date.
Jeg overvejer så meget at blive hjemme.
Bare sidde på sofaen med min dyne og spise en masse is. Min kjole som hænger på skabet suger nærmest min sjæl ud, jo mere jeg kigger på den. Den er virkelig pæn. Som i virkelig pæn. Jeg har betalt tredjedelen af min månedsløn for den og for hvad? Jeg troede Jonas skulle se mig i den. Jeg troede vi ville få en perfekt aften, men nej.. sådan skulle det ikke være.

Jeg finder min makeup frem som jeg har i en taske under vasken i badeværelset.
Det er første gang i langtid, at jeg tager noget på. Normalt har jeg en læbestift og en mascara stående, men i dag har jeg fornemmelsen af,
at et strejf mascara og læbestift ikke er nok.

Jeg lægger min makeup færdig og krøller mit mørke hår. Det er også første gang i langtid, at jeg har mit hår slået ned. Jeg er kendt for at have det i en knold eller i en hestehale eller en fletning. Men i aften skal det være anderledes.

Jeg tænker jeg vil starte på en frisk i aften.
Jeg vil ikke længere være ked af det over Jonas eller det, at Emil har fundet sig nogle forfærdelige venner, som har mobbet mig og min familie siden jeg startede i gymnasiet.
Jeg vil være en bedre version af mig selv og det starter med det samme, at jeg træder ud af døren.

Jeg tager min kjole ned fra skabet og tager den på. Jeg holder mig for mine øjne og kigger først når jeg ved, at jeg står i midten af mit spejl.

Da jeg åbner mine øjne bliver jeg nødt til at træde et skridt tilbage.

Wow. Jeg har aldrig set mig selv på den her måde. Jeg ser på en måde.. ja hvordan siger man det. Jeg ser rig ud. For første gang i langtid smiler jeg over mig selv. Det er ikke andre, der har fået mig i bedre humør. Denne gang er det mig selv. Min ryg er forengangskyld rettet op og min mundvige er op ad gående og jeg ser helt igennem fantastisk ud.

Jeg kører en hånd igennem mit hår, da det pludseligt banker på døren.
Åh nej, hvem kan det nu være?
Jeg håber ikke det er en nabo, som skal se mig sådan her.

Jeg åbner døren i håb om at det er...
"EMIL! Hvad laver du her?" Siger jeg chokeret og træder et skridt tilbage.

Hans øjne er store og jeg får elevatorblikket et par gange af ham. Jeg får en klump i maven og en fornemmelse af kvalme i kroppen.

"Jeg ved det. Jeg ser helt igennem tåbelig ud. Jeg tror jeg bliver hjemme, det her er ikke mig-" tøver jeg, da Emil afbryder mig.

"Nej Soph du ser-. Du ser helt vildt fantastisk ud.." siger han med store øjne og et skær af glæde stryger ud af ham.
Jeg kan ikke lade være med at blive lidt varm i kinderne af hans reaktion og brug af ord.

Han ser nu heller ikke helt slem ud selv.
Han har en hvid skjorte med en sort blazer ude over og nogle hvide sneakers på.
Hans hår sidder perfekt som altid. Hans øjne funkler som altid og hans hvide smil blænder næsten mine øjne. Jeg får næsten lyst til at-.
Hvad er det jeg siger? Han er min bedste ven.. jeg kan ikke siger disse ting om ham.

"Hvad laver du her Emil? Skulle du ikke være på vej til festen med Michelle?" Spørger jeg undrende.

"Jeg fandt en du kan følges med til gallaen" siger han smilende.

Et chok ryger igennem min krop.

"Gjorde du? Hvem er det?" Spørger jeg begejstret.
Jeg kan ikke fatte, at jeg rent faktisk får en date. Den nye version af mig selv begynder helt perfekt.

"Mig" siger han smilende og kigger begejstret på mig.

Jeg får store øjne og mit hjerte begynder at  banke hurtigere end nogensinde før.
Hvad sagde han lige?

"Emil-"

"Soph hør... Jeg lader dig ikke gå alene til gallaen. Vi kan sagtens gå sammen uden der skal være mere i det, ikke?"

Jeg kan ikke lade være med at blive lidt såret af, at han siger, at vi ikke er mere end bare venner til festen, men selvfølgelig. Hvad skulle vi ellers være?

"Jo da.. selvfølgelig, bare som venner ikke?" Siger jeg og kigger ham dybt i øjnene.

"Jo bare venner" siger han lavt.

Vi træder ud af døren og jeg har en fornemmelse af, at det her er en dårlig ide...