Er jeg ikke nok for dig?

#14

Jeg pakker min kuffert med det samme.
Jeg bliver ved med at vifte tårer væk fra mine øjne, men jo mere jeg tørrer mine øjne, jo flere tårer falder der fra mine øjne. Jeg er så knust. Jeg kan ikke fatte det, der er sket i aften.

Jeg har dog også en mærkelig følelse i maven. Gik jeg over stregen? Skulle jeg ikke have råbt af ham? Jeg mener.. altså det var jo lidt voldsomt, men han vidste jo, at jeg ikke ville snakke med hans venner, men han tog mig alligevel med over til dem.

Jeg pakker kjoler, t-shirts, sko, bukser makeup og alle mulige andre ting ned i min kuffert.
Alt min glæde jeg havde over den her ferie er væk. Jeg kan umuligt glæde mig efter det kæmpe skænderi, der har knækket mig.
Min bedste ven og kæreste har forrådt mig, hvordan skal jeg nogensinde tilgive ham?

Imens jeg pakker de sidste ting ringer jeg til Trish som jeg skal på ferie med og forklarer hende det hele.
Hun har altid forstået mine følelser og været den jeg kunne snakke med alt om.
Jeg har ikke altid kunne snakke med Emil om de problemer os piger nogle gange kan have.

Jeg kunne foreksempel ikke fortælle ham, hvem jeg godt kunne lide, for så ville han sige det til personen med det samme.
Jeg kunne ikke snakke med ham om drenge problemer eller andre ting, så derfor er jeg så taknemlig for også at have Trish.
Hun er den bedste at snakke med.
Da jeg har forklaret hende det hele over telefonen er hun helt mundlam.
Ja bogstaveligtalt, hun har ikke sagt et ord i 2 minutter og jeg ved ikke om forbindelsen stadig er der.

"Sophia.. er der noget jeg kan gøre for dig?
Skal jeg snakke med Emil? Skal jeg få Mathias til at snakke med ham om det? Hvad kan jeg gøre? Jeg vil så gerne hjælpe" Siger hun bedende og jeg kan høre, at hun græder i telefonen. Hendes gråd får også mig til at græde og jeg kan mærke mit hjerte briste og at tårerne igen fylder mine øjne.

"Jeg er så ked af det Trish. Jeg troede jeg kunne stole på ham... Jeg har kendt ham så længe, jeg kan huske og så gør han det her....Jeg tror ikke, at jeg kan blive venner med ham igen.." græder jeg. Jeg får det dårligere og dårligere og jeg kan mærke, at jeg bliver svimmel af samtalen. Det gør ondt i brystet, så meget jeg har grædt.

Da Trish og jeg har lagt på går min gråd til en hulken. Jeg griber fat og river efter en af puderne på sofaen og placerer den foran mit ansigt og lægger mit hoved i den og skriger alle mine frustrationer ud.

Jeg tror, at jeg kollapser på gulvet, for jeg husker ikke mere før jeg vågner om morgenen til lyden af en, der banker på min dør.

"Sophia! Sophia åben døren!" Råber Trish efter mig.

Jeg kigger forvirret rundt i stuen og prøver at huske, hvad der er sket. Min ryg er fyldt med smerter og mit hoved gør ondt af at have lagt på gulvet igennem hele natten.
Da jeg hører Trishes stemme igen går jeg hen til døren og åbner den for hende.

Da hun ser mig får hun store øjne og kigger mig op og ned. Jeg må ligne noget, der er løgn tænker jeg, da jeg ser hvordan hun kigger på mig.
Jeg falder i armene på hende og min hulken begynder igen. Mine øjne begynder at svide, da mine øjne snart ikke har flere tårer at udlede. Jeg kan mærke, at hun strammer grebet om mig, hvilket gør mig virkelig tryg.
Jeg er så glad for, at hun er her og at det ikke er Emil.
Jeg tror aldrig, at jeg har lyst til at se den mand igen.

Vi går ind og sætter os i sofaen og hun holder stadig om mig og stryger mig over håret. Hun beroliger mig og siger, at Mathias har snakket med Emil om det hele, hvilket får mig til at føle is i hele kroppen.

"Hvor er det syndt for Mathias, at han skal snakke med det svin. Det havde han altså ikke behøvet. Vi behøver heller ikke at være venner med ham mere. Er det ikke en god ide? Jo... det synes jeg også. Godt det er det vi aftaler.
Vi skal aldrig se, snakke eller i nærheden af den mand igen" siger jeg frustreret uden at lade Trish svare på nogle af spørgsmålene. Jeg slipper et psykopatisk grin ud.

"Sophia tror du ikke, at du tager forhastet beslutninger... I har været venner siden i var helt små. Vil du smide det væk uden, at du har talt med ham først?
Jeg skulle sige fra Mathias, at Emil rigtig gerne vil snakke med dig når du har tid. Du skulle bare sende ham en besked og så ville han være der til at forklare det hele" siger Trish og stryger mig igen over håret.

Jeg kan ikke lade være med at være enig i det hun siger selvom jeg ikke har lyst til at være enig med hende. Jeg har ikke lyst til at smide Emils og mit venskab væk, men jeg har heller ikke lyst til at se ham igen...