Er jeg ikke nok for dig?

#24

Mit hjerte hamrer afsted, da han træder ind i værelset.
Han begynder at gå imod mig og jeg træder nogle skridt tilbage.

"Emil... vil du ikke nok gå. Jeg kan ikke klare mere" siger jeg bedende.

"Sophia vi bliver nødt til at snakke sammen vores forhold kan ikke ende på denne her måde" siger Emil trist og giver tegn til om han må sætte sig på sengen.
Jeg nikker og han sætter sig ned.

Jeg kigger skuffet af ham og jeg føler, at mit værelse er begyndt at snurre rundt.

"Sætter du dig ikke også?" Beder han og klapper på min seng.

"Jeg står rigtig fint her" siger jeg strengt og tømrer mine fødder godt og grundigt fast til gulvet.

"Soph..." siger han og lægger sit hoved på skrå og kigger bedende på mig.

Jeg sukker opgivende og vælger at sætte mig ned ved siden af ham.

"Jeg vil altså gerne starte med at undskylde for i går. Jeg kan godt se, at det var forkert at tage til en fest, når vi skulle til fødselsdag i dag" siger han og smiler til mig.

Jeg ruller indvendigt øjne af ham og jeg har lyst til at skrige af ham, men jeg vælger at lade være.

"Emil må jeg spørge dig om noget..? Synes du ikke, at du har sagt meget undskyld i det forhold her?" Spørger jeg irriteret.

"Jo men det er vel det man kommer langt med ikke? Undskyldninger og tilgivelse" siger han trist.

"Emil det duer ikke, at vi sårer hinanden. Det er ikke sundt" siger jeg og prøver at lade være med at græde.

"Sophia jeg har ikke lyst til at slå op..." tøver han.

"Emil det har jeg da heller ikke, men det er det bedste for os begge. Vi havde det så godt inden vi kom sammen og det savner jeg..." siger jeg trist.

"Så du synes ikke, at vi havde et godt forhold?"

"Jo selvfølgelig" siger jeg og tager om hans hånd og giver den et klem, for at vise ham tryghed.
"Men vi har såret hinanden for meget"

Der er stille i lidt tid og Emil vil ikke engang kigge på mig. Det gør mig enormt ked af det, men hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke klare mere af det her.

"Emil vil du ikke nok sige noget?" Beder jeg og prøver at få øjenkontakt med ham.
Han kigger ud af min dør og jeg kan mærke, at han er ligeså ked af det som mig.

"Emil jeg vil jo altid elske dig. Jeg tror bare ikke lige et forhold har været det klogeste valg for os..."
Jeg klemmer nu endnu hårdere om Emils hånd, for at komme i kontakt med ham, men i det jeg gør det river han hånden til sig selv og jeg udleder et chokeret gisp.

"Emil... vil du ikke nok sige noget?" Beder jeg igen, da han uden at sige noget stiller sig op.

"Jeg troede du var min bedsteven Sophia..."

"Det er jeg da også" siger jeg optimistisk over, at han nu svarer mig.

"Bedstevenner sårer ikke hinanden på den måde du lige har såret mig på..." siger han koldt. Hans kolde stemme gør mig utroligt ked af det.

"Emil det er jeg ked af, men det er-"

Han ryster irriteret på hovedet og kigger skuffende på mig. Han går hen mod døren, hvilket gør mig utrolig irriteret.

"Går du?" Spørger jeg irriteret.

"Ja Sophia. Du er ikke den Sophia som du var før i tiden. Jeg kan slet ikke genkende dig mere" Siger han koldt og fortsætter mod døren.

Jeg mærker en enorm vrede buldre i mig. Hvordan kan han stå og sige det. Hvor dobbeltmoralsk har man lige lov at være.

"DET ER DU FANDEME HELLER IKKE. DU HAR ÆNDRET DIG PISSE MEGET. DU ER BLEVET SÅ PISSE SELVISK!" Råber jeg ad ham og griber efter en pude fra min seng og kyler den mod ham, men han når at lukke døren, så puden rammer i stedet døren og der lyder et højt brag.

"FUCK DIG!" Skriger jeg efter ham og jeg kan mærke tårerne, der triller ned af mine kinder.
Jeg sider irriteret på min seng og mærker blodet, som pumper afsted i kroppen på mig.

Efter noget tid banker det på døren og jeg skynder mig at tørrer mine tårer væk.
"Der er kage..." siger Camilla lavt og kigger bekymret på mig.

"Okay jeg kommer nu" siger jeg hurtigt og snøfter.

"Er du okay?" Spørger Camilla og jeg kan høre hendes medfølelse i hendes stemme.

"Ja jeg har det fint. Gå du bare ned, så kommer jeg om lidt" siger jeg og smiler til hende.

"Okay" Siger hun undrende og lukker døren efter sig.

Jeg skynder mig hen til spejlet og renser mine øjenlåg for mascara og vifter min hud med mine hænder, for at få den røde farve på min hud til at gå væk.
Jeg trækker vejret helt ned i maven og går så nedenunder.