#6

384 11 0
                                    

Da festen er ved at dø ud sidder Emil og Mathias fulde og skråler til en sang fra 90erne. Jeg kan ikke lade være med at grine af dem.

"Soph giver du ikke en dans?!" Råber Emil efter mig, da jeg er ved at sige farvel til nogle af gæsterne.

Jeg ruller øjne af ham og krammer Magnus og hans veninde og vinker efter dem, da de træder ud af lokalet.

"Soph!"

"Emil! Gider du lige" siger jeg strengt til ham. Jeg puster de sidste af lysene ud, som står rundt i salen. Da jeg læner mig ind over et bord for at puste et lys ud kan jeg mærke to hænder der kryber sig om livet på mig. Jeg gisper og rykker mig automatisk tilbage, hvilket får mig til at ende i favnen på Emil.

"Emil! Hvad laver du?" hvisker jeg, imens mit hjerte er ved at springe ud af kroppen på mig.

Hans parfume siver op i næsen på mig og jeg kan ikke lade være med at lukke øjnene og dufte til den indtil jeg nærmest dejser om. Efter nogle sekunder kommer jeg tilbage til mig selv og kommer i tanke om, at Emil holder om mig.

"Emil.. vi kan ikke" siger jeg lavt og prøver at få hans hænder væk.

"Soph der er noget galt med mig..." tøver han og lægger sit hoved på min skulder, så jeg kan mærke hans bløde hår strejfe min bare hud.

"Hvad mener du"? Spørger jeg og opgiver at prøve at komme væk fra hans greb om mig.

"Du gør noget ved mig. Især i aften. Den kjole. Dit hår. Din naturlige duft af roser. Har jeg nogensinde fortalt dig hvor sm-"

Jeg afbryder ham og river mig så hårdt jeg kan væk fra ham.

"Emil stop inden du kommer til at sige noget som du vil fortryde i morgen" siger jeg og kigger ham strengt i øjnene.

"Men-"

"Emil du er fuld og vi skal hjem nu. Kom, der holder en taxa udenfor som vi kan tage" siger jeg og tager min arm under hans og får ham til at følge med mig ud til taxaen.
Jeg blev nødt til at stoppe ham, for jeg ved, at han ville fortryde det han skulle til at sige.

Vi siger farvel til Trish og Mathias og stiger så ind i taxaen.
På vejen hen til Emils lejlighed falder han i søvn på min skulder. Jeg ruller øjne af ham, men lader ham ligge, da jeg ved, hvor meget man bare har brug for at sove, når man er så fuld som han er lige nu.

Da taxaen parkerer foran Emils lejlighed får jeg slæbt ham ud af bilen.

"Kan du selv gå der op eller skal jeg gå med?" råber jeg nærmest til ham, så han forstår det.
Han mumler et eller andet, så jeg tager det som, at jeg skal følge ham op.
Jeg sender taxachaufføren afsted og tager Emils arm over min skulder og fører ham så op af de mange trapper til hans lejlighed.

Da vi endelig når ind i lejligheden går vi ind i hans soveværelse og hen til hans seng. Han smider sig ned i sengen og jeg kan høre at rykket har sat noget i gang inde i ham, som er på vej op.

"Åh nej. Emil du kan ikke kaste op her. Du må ud på badeværelset" siger jeg og tager hans hånd og trækker ham med op, men da jeg gør det ender det galt og rykket i Emils krop udløser opkasten, som lander ud over min kjole.
Fuck.
Jeg ser ned af mig selv og sukker, imens jeg kigger opgivende op i loftet.
Jeg er så tæt på at græde, men jeg lader være og hjælper Emil.
Jeg tager fat i ham og får ham til at ligge normalt i sengen. Jeg tager hans sko og skjorte af og lader ham ligge med alt andet tøj på.
Jeg går ud i køkkenet og henter et glas vand til ham og lægger en Panodil på natbordet ved siden af ham.
Jeg forlader soveværelset og lukker døren.

Da jeg står i stuen kigger jeg ned af min kjole og ser, at den er helt ødelagt. Jeg kan ikke lade være med at blive mega ked af det over det.
Jeg har brugt så mange penge på den kjole og nu er den lige til at smide ud.

Jeg kigger ud af vinduet og ud i den mørke nat. Jeg overvejer kraftigt om jeg tør at gå de 5 km hjem. Jeg kommer hurtigt til en konklusion, at jeg nok hellere må sove her, hvis der nu også skulle ske noget med Emil.

Jeg går stille ind i hans soveværelse og fisker en gammel landsholds trøje op fra hans skuffe. Jeg trækker min kjole af og skifter til blusen.
Jeg går ind i stuen igen og lægger mig på sofaen og trækker et tæppe over mig.
Jeg har lagt kjolen på spisebordet og magter ikke at gøre mere ved den, da der ikke er så meget mere at gøre end at sige, at det var de mange tusinde kroner, som nu er ødelagt.
Og med det falder jeg ligeså langsomt i søvn.

Er jeg ikke nok for dig?Where stories live. Discover now