Er jeg ikke nok for dig?

#30

Jeg går ind i salen, hvor alle nu er begyndt at danse igen.
Veronica kigger på mig og min mave snører sig sammen.
Jeg har et crush på hendes kæreste. Og jeg har lige tilstået, at jeg kan lide ham.
Jeg burde skamme mig...

"Har du set Emil?" Spørger hun og ser forundret på mig, da hun går hen til mig.

Det løber koldt ned af ryggen på mig og min hals bliver tør.
Skal jeg lyve? Eller skal jeg sige sandheden?

"Han gik ind på toilettet" siger jeg hurtigt, da jeg tekniskset ikke lyver. Han gik jo ind på et toilet.

Hun nikker og smiler til mig og fortsætter så over, for at snakke med de andre igen.

Jeg kigger såret på dem alle sammen og tøver.
Gad vide om jeg nogensinde kommer til at se dem alle igen?
Jeg går mod udgangen og tager mine ting.
Jeg kan ikke holde ud at være her mere. Jeg må hjem.
Jeg har mistet Emil og han er den, der betyder allermest i mit liv....
Hvad skal jeg dog gøre nu?

Jeg ringer en taxa op og begynder at gå ned af en grussti, som fører ud til en stor vej, hvor taxaen forhåbentligt snart henter mig.
Jeg kan mærke, at jeg har fået alt for meget at drikke til at kunne kører hjem og jeg har ikke lyst til, at Trish skal køre mig, for så skal jeg fortælle hende det hele og jeg vil allerhelst glemme det, der lige er sket.

Jeg stiller mig ud til vejen, men kan pludselig hører nogle skridt i gruset og jeg farer chokeret sammen.
Jeg vender mig om og får et endnu større chok, da jeg ser,  hvem der står der.

Emil ser undskyldende på mig og jeg kommer automatisk til at rulle øjne af ham, da jeg husker, hvad han alt lige har sagt til mig.
Jeg vender mig derfor om og kigger ud på vejen og prøver at se om min taxa snart ankommer.

"Soph.... Jeg er ked af den måde jeg fik sagt tingene på...." Siger han med en trist stemme.

Jeg ryster på hovedet af ham og mærker, hvor vred jeg egentligt er på ham.

"Det er fint." Siger jeg koldt og ser trist ned på mine stiletter.

"Nej det er ikke fint. Jeg skal snakke ordentligt til dig" siger han undskyldende.

"Emil kan vi ikke godt lade være med at have den her samtale...." Tøver jeg, da jeg ikke gider at ydmyges mere.

"Vi bliver nødt til at have den her samtale" beder han.

Jeg ruller øjne af ham, mens jeg stadig kigger flovt ned i jorden.

"Fint. Hvad vil du så gerne sige?" Spørger jeg frustreret og kigger op så jeg ser direkte ind i hans øjne. Jeg mærker et sug igennem hele min krop, da jeg ser hans meget klare øjne.

"Jeg vil ikke have, at vi er uvenner. Kan vi ikke godt blive venner igen? Ligesom før" Spørger han og smiler til mig som om det han siger er den bedste ide i hele verden.

Jeg mærker mit hjerte, der knuser endnu mere og jeg ved ikke om jeg har lyst til at gå eller pande ham en før jeg går...

Han ser forventningsfuldt på mig og håber på at få et positivt svar fra mig.
Problemet er bare, at jeg ikke ser noget positivt ved hans ide.

"Det tror jeg ærligtalt ikke, at jeg kan...." Siger jeg og ser, at hans smil falmer og bliver til ren skuffelse.

"Hvorfor kan du ikke det? Vi har været venner i så mange år og nu kan du lige pludselig ikke være venner med mig mere! Hvorfor?" Spørger han og virker vred.
Hans ord gør mig kun mere vred og jeg ved, at vi nu ender i en situation som jeg ikke gider at ende i, så jeg tager en dyb indånding, inden jeg fortæller Emil præcis, hvad jeg føler.

"Fordi jeg har følelser for dig Emil! Hvornår indser du, at jeg har det pisse svært ved at se dig med en anden?! Hvornår indser du, at jeg har været vild med dig siden jeg gik i syvende klasse? Hvornår indser du, at det har været noget af det sværeste i mit liv at rejse fra dig og vide, at du sad derhjemme sammen med en anden? Hvornår indser du, at jeg altid har været den, der har støttet dig igennem alt!
Jeg har altid stået på første række til alle dine kampe....
Jeg var lykkelig hver gang du blev udtaget til at spille for landsholdet....
Jeg har altid været vild med dig Emil....
Men de sidste par måneder har du ikke gjort andet end at knuse mit hjerte mere og mere, for hver gang jeg har set dig...."
Tårerne vælter ned ad mine kinder og det samme gør de ved Emil. Mit hjerte pumper som aldrig før og jeg hiver efter vejret.

Jeg kan mærke, at mine ben ikke kan holde mig oprejst mere og at jeg mister alt styrken som jeg har i min krop.
Alle følelser vælter ud sammen med mine tårer og jeg skal til at vælte, da Emil når at gribe mig om min talje og han trækker mig ind til ham.

Han krammer mig tæt og jeg mærker en tryghed som jeg har manglet i virkelig langtid.
Jeg mærker endelig, hvordan det er at få sin bedste ven tilbage i livet.

Jeg krammer ham endnu tættere og han gør det samme.
Jeg kigger op på ham og ser, at han græder mindst ligeså meget som jeg.
Hans øjne skinner og de falder ind blandt de smukke stjerner, som er på himlen bag ham.

Jeg mærker mine følelser, som tager overhånd over mig og jeg læner mig ind for at placerer mine læber på hans. Han læner sig ned til mig, men en stemme river os hurtigt fra hinanden.

"Emil! Emi- oh der er du" siger Veronica og går med raske skridt hen mod Emil og tager hans arm og lægger den om hende selv.
"Hvad laver i?" Spørger hun og smiler til Emil, som ser væk fra hende, da han ikke vil vise hende, at han græder.

Jeg kigger også selv væk og prøver at tørrer mine øjne med mine fingerspidser.
Der er stille i lidt tid indtil en bil får mig til at kigge op.

"Det er mit lift. Jeg må hjemad. Hyg jer" siger jeg og smiler et såret smil til Emil, som ser såret efter mig, da jeg åbner døren til taxaen og stiger ind.

Jeg lukker døren og spænder min sele.
Jeg kigger ud på Emil, som ligner en, der har et splintret hjerte.