Friendship Isn't Easy ↠ lrh | ✓

Kapitel 3 - Ærter eller majs?

E M M A

"AV!" Hviner sindsyg hår da han slår hovedet op i bilens loft, på hans vej ud af bilen. Der kommer grin fra de andre, imens jeg ihærdigt prøver at holde det inde. Det er ikke meningen, at jeg skal kunne lide dem.

"Kom nu ud!" Brokker Grisinni manden sig. Sindsyg hår skynder sig ud og begynder straks at gnubbe sit hoved med udskudt underlæbe.

"I sagde at I ville få mig hjem.." mumler jeg da den blå øjede fyr stiller sig ved siden af mig. Han smiler skævt og lægger en hånd på min skulder.

"Du ville jo ikke fortælle os din adresse" kommer det logisk fra vandflaskefyren.

"Selvfølgelig ikke! Man fortæller ikke sine kidnappere sin adresse.!" Hviner jeg. Fyren trækker på skuldrene og begynder at gå hen imod lejlighedskomplekset.

Det er et yderst moderne lejlighedskompleks. En kæmpe stor høj bygning med utallige vinduer og lejligheder, som er større end mit hus. Er mine kidnappere rige?

"Vi er ikke kidnappere. Det her er ikke kidnapning. Vi har faktisk redet dit liv!" Brokker sindsygt hår sig. Jeg ruller med øjnene og følger tøvende efter dem alle da de begynder at gå. Redet mit liv? Yeah right. De slog mig ned. De kunne faktisk have taget mit liv!

"Faktisk er det på en måde kidnapning, når vi tager hende et sted hen imod hendes vilje, ik'?" Bryder Grisinni manden ind. Jeg nikker ivrigt og takker ham inderligt for at forstå.

"Hold nu kæft Ash" sukker vandflaskefyren med rullende øjne. Den blå øjede åbner døren til den høje bygning og vi andre følger efter. Han trykker på en knap ved elevatoren og kort tid efter træder vi ind.

"Emmanapning" mumler jeg da elevatoren begynder at køre.. Eller hvad den nu gør.

"Så du hedder Emma?" Jeg kigger til min højre side og får øjenkontakt med den blå øjede fyr. Min konklusion er at der er en Calvin og en Ash? Eller noget i den stil.

"Eh nej.. Jeg hedder.. Eh" jeg panikker og kigger ivrigt rundt i hele den lille elevator efter inspiration.

"Inga" kommer det pludselig fra mig. Den blå øjede bryder straks ud i grin og nikker besværgligt imens.

"Jamen hyggeligt at møde dig Inga. Jeg hedder Luke" han giver mig hånden, og jeg tager med en rystende hånd imod den. Jeg frygter at han vil hive min hånd af eller æde den, men i stedet ryster han den bare venligt, efterfulgt at et underholdt smil.

"Jeg troede ikke at folk blev kaldt for Inga længere" kommer det tænkende fra sindsygt hår. Jeg smiler lidt for mig selv, og styrter ud fra elevatoren da dørene endelig åbner.

De andre fire følger smilende efter mig og stopper lidt efter op foran en hvid dør, med et skilt hvor der står 'Michael, Luke, Calum og Ashton'. Så.. Calvin er Calum. Luke er Luke. Ash er Ashton og sindsygt hår er Michael? Giver næsten mening.

Da vi træder ind besvimer jeg næsten. Det er så luksuriøst at jeg tror jeg er i himmelen. Moderne og lækkert, ja det er det.

"Hey. Af med skoene!" Kommer det kommanderene fra ham der Ashton gutten. Jeg nikker forstående og stiller pænt mine sorte dr. Martens på samme række som de andres sko.

Vi tager alle sammen vores jakker af, og jeg bliver derefter puffet ud i køkkenet af Luke. Ham med de blå øjne.

"Gør dit hoved stadig ondt?" Spørger han nervøst. Jeg trækker på skuldrene og tager mit lidt til hovedet; der hvor det gjorde ondt af helvedes til i bilen, hvilket fik mig til at skrige.

Jeg skær en grimasse da noget jeg vil kalde et stød går igennem mit hoved og nikker så. Luke peger på en af barstolene og jeg sætter mig hurtigt på den.

"Hmm" han åbner en aflang hvid kasse, hvilket nok er deres fryser og roder lidt rundt i den.

"Ærter eller majs?" Kommer det nede fra fryseren. Jeg rynker forvirret mine øjenbryn.

"Huh?" Jeg ser forvirret på ham da han retter sig op igen med to poser; en i hver hånd. Den ene er en pose med frosne majs og den anden med frosne ærter.

"Ærter eller majs?" Gentager han.

"Til dit hoved." Griner han så, da jeg endnu en gang ser med et uforstået blik på ham. Jeg nikker forstående og trækker så på skuldrene.

"Jeg er ligeglad" han nikker og kaster en pose hen imod mig. Den glider nemt hen over køkkenøen og stopper lige foran mig. Jeg tager den hurtigt og placerer den der hvor mit hoved gør mest ondt.

"Oh vent. Du skulle nødig fryse din hånd af" han kaster derefter et viskestykke hen imod mig, og jeg mumler lavt et 'tak'. Han smiler skævt og hopper derefter op på fryseren.

Jeg putter viskestykke rundt om posen og placerer den så igen på mit hoved.

"Okay. Jeg ved ikke med dig men jeg føler for at dø i min seng.." han hopper ned igen og lunter nynnende forbi mig, så jeg nu er helt alene.. Klokken 2 om natten. Fedt fedt.

"Jeg har ikke nogen seng at dø i lige nu" siger jeg tomt ud i køkkenet. Da ingen - overraskende nok - svarer hopper jeg ned fra barstolen. Jeg går ud fra køkkenet og ender i det jeg vil tro er deres stue. Sofaen ser dejligt blød ud, så jeg går langsomt og forsigtigt derhen. Der er intet lys tændt herinde, så jeg falder nærmest over alt det tøj der ligger på deres gulv. Typisk drenge. Heldigvis når jeg levende over til sofaen, hvor jeg bruger lidt tid på at ligge perfekt.

Jeg har ikke styr på, hvor lang tid jeg har været hjemme, men det er sandsynligvis nok tid til, at min far steger mig på en pande når jeg kommer hjem, for så derefter at sende mig til nærmeste skraldecontainer.

Kedeligt og weird kapitel, I know. Er dette kapitel læst før den 21/03-2017 har det engang set anderledes ud, men det er nu ændret.

- Luisa-m, 2016/17

Ændret; 21/03-2017