Kapitel 10 - Det var ikke mig

1.7K 57 7
                                    

Emma's POV

De stirrede alle fire med overraskende øjne på mig. Michael lignede mest af alt en der kunne flække ud i grin lige når det skulle være. Calum rystede smilende på hovedet. Ashton så stadig muggen ud, jeg var virkelig nysgerrig efter hvorfor han så så muggen ud, gad vide hvem der havde tisset på hans aftensmad. Jeg undlod at spørge hvad der gik ham på, da der var en flok skrigene piger på vej herind. Luke lænede sit hoved tilbage og sukkede opgivende.

"Bare rolig, Alfredo og Augustus klare dem" sagde Calum mens han stoppede med at ryste på hovedet.

"Hvis du mener de der muskelbunder med tatoveringer, så tvivler jeg på det. Sidst jeg så efter jagtede de en kæmpe flok piger, og hvis jeg skal være ærlig tror jeg altså ikke at de kan bære flere på deres skuldre" jeg havde den største lyst til at grine, men jeg var faktisk en smule bange for den der kæmpe flok piger. Når man så dem løbe var det som at se en flok gazeller flygte fra nogle løver på en savanne. De ville nok trampe mig ned hvis det var det som skulle til for at møde deres idoler.
Jeg så på hver af drengene, Michael grinte lavt af min kommentar. Calum's smilte som en gal. Ashton stirrede bare på mig med et lille bitte smil på læben, som han tydeligt ihærdigt prøvede at skjule. Til sidst rettede jeg mit blik mod Luke, han grinte bare af mig. De kendte sikkert godt til det, og kunne sikkert sagtens skabe et billede af hvor sjovt det havde set ud i deres hoveder.

En høj banken fik mig til at hoppe forskrækket op. Alle vendte deres blikke mod døren. Vi vidste alle hvem der bankede, og noget andet vi alle sammen vidste var at vi måske ikke ville slippe levende for det her. De piger var jo sindsyge.

"Ej, vi er jo færdige" sagde Calum skingert.

"Kan vi ikke hoppe ud af vinduet?" Spurgte Michael mens han rettede blikket mod vinduet. Ashton stirrede vantro på ham, mens Luke grinene rystede på hovedet.

"For pokker Michael, for det første har vi en skadet Luke" kommenterede Ashton, mens Luke rakte hånden i vejret for at vise at det var ham der blev talt om, ikke fordi det var et overraskelse da han var den eneste her der var skadet og hed Luke.
"Og for det andet er der ca. 20 m. ned til jorden, så vi ville nok ikke overleve" afsluttede han sætningen. Michael's idé var elendig, men bedre end at lukke alle de der sindsyge piger ind, som ville flå drengene levende.

Døren åbnede sig, og jeg hoppede forskrækket over til drengene. Heldigvis var det bare en damesygeplejerske, som så fuldstændig forskrækket og overvældet ud over situationen.

"Hvad pokker laver alle de skrigene piger derude?" Spurgte hun forpustet, hun var ikke den eneste der var forskrækket over det her. Jeg var i den grad ikke vant til alt det her.

"De er kommet herhen fordi de af en eller anden grund har fundet ud af hvor vi er" sagde Calum mens han trak vejret helt ned i maven. Jeg mærkede et par øjne stirre på mig, mine nakkehår rejste sig. Jeg vendte mig om og opdagede til min store overraskelse (ironisk ment) at det var Ashton. Selvfølgelig bebrejde de mig, eller han gjorde. Men sandheden var at jeg havde ingen ting sagt, hvorfor skulle jeg gøre det? Så ville jeg ingen steder have at bo, og jeg ville miste Luke som ven.

"Jeg sværger at det ikke var mig, jeg ville aldrig sladre!" Sagde jeg hurtigt og bestemt, de skulle jo stole på mig, jeg ville have deres tillid. Helt ærligt syntes jeg at det var lidt strengt at jeg fik skylden, eller det gjorde jeg jo ikke direkte, men jeg kunne se hvad Ashton tænkte i hans øjne.
"Det var sikkert en der gik forbi ude på gangen, der tog et billede uden at vi opdagede det, og det har sikkert spredt sig på nettet, sådan fandt de jer, jeg har ikke sladret overhovedet!" Calum sukkede, mon han ikke troede på mig? Det var faktisk lidt sårende at de troede jeg kunne finde på det, godt nok kendte de mig ikke særlig godt, men jeg troede at de kendte mig godt nok til at vide at jeg aldrig ville gøre sådan noget. Jeg vendte mig om og så på Luke, der sad og kiggede ned på sine fremstrittende tær, igen. Ingen sagde noget, hvilket resulterede i at de sikkert troede at det var mig.

"Seriøst? I tror virkelig at det var mig, os dig Luke?" Han kiggede sukkende op på mig, med sine blå øjne, men de kunne ikke snyde mig denne gang. De gjorde mig sur, jeg kunne aldrig finde på at gøre sådan noget.

"Fint, hvis i tror det er mig så gør det, jeg er ligeglad, jeg flytter bare ind i en plejefamilie. Hyg jer med jeres fantastiske liv i rigdom og tilbedelse fra en million skrigende fans. Bare ikke kom krybende tilbage til mig når i finder ud af at i tog fejl" jeg kørte min hånd hen af kinden for at tørre en tåre væk, hvorefter jeg drejede om på hælende og gik hen mod døren.

"Emma vent.." Jeg kunne høre Luke's trætte sukkende stemme bag mig, men jeg ignorerede den og gik ud af døren, hvor jeg kæmpede for at nå at lukke den før alle de mange piger slap ind til drengene. Godt nok var jeg sur på dem, men jeg ville dog alligevel ikke lukke de der skrigende piger ind til dem.
Jeg masede mig besværligt gennem menneskemængden.

Da jeg endelig stod udenfor i den kolde luft, indsnusede jeg den. Luft, endelig, ren luft og ordentlig ilt. Jeg begyndte med få tåre liggende på kinderne at vende hjemad i den mørke nattekulde.

Taak hvis i læste med!
Skriv hvis der er noget der kan forbedres...?

- Luisa-m, 2016

Friendship Isn't Easy ↠ lrh | ✓Where stories live. Discover now