Friendship Isn't Easy ↠ lrh | ✓

Kapitel 42 - Beside you [Sidste kapitel ;(]

Emma's POV

"Nej Emma, du våger!" Sagde Michael med en truende finger i luften. Jeg tørrede en tårer væk fra min kind.

"Undskyld, i ved ikke hvor glad og taknemmelig jeg er for alt i har gjort for mig, jeg mener i har reddet mig. Hvis det ikke var for jer ville jeg nok bo i plejefamilie eller på børnehjem.. Jeg er så gude taknemmelig for at i reddede mig, så nu redder jeg jer" sagde jeg bestemt og så over mod Luke. Han sad op af væggen med knæene trukket op til hovedet. Hovedet havde han begravet i hænderne som lå på hans knæ.

"Hvor har du tænkt dig at tage hen..?" Spurgte Calum med et totalt bekymret fjæs. Jeg kiggede lidt ned på mine fødder.

"Jeg har familie i Australien.. Altså på min fars side.. Så jeg tager vel derover-" Ash afbrød mig.

"På din fars side? De kan jo bare sladre til din far?" Han slog ud med armene, jeg sukkede.

"Stol på mig, jeg kan godt det her!" Calum nikkede forstående.

"Vi kommer og besøger dig, vi bor ligesom i Australien" sagde Michael og trak mig ind i et virkelig stort kram, hvilket fik mig til at frygte at han ikke ville give slip igen.

"Nej! I har en karriere, og et liv, i bliver nødt til at glemme mig, jeg vil ikke have at der sker nogle af jer noget" sagde jeg og mærkede hvordan flere tårer kom frem.

"Men.. Men-" sagde Michael og krammede mig hårdere.
"Vi kan squ' da ikke bare glemme dig?" Sagde han og gav slip på mig så jeg kunne få vejret.

"Prøv, okay.. Jeg holder af jer, virkelig.. Derfor gør jeg det her!-" Sagde jeg og lod endnu flere tårer trille ned af mine kinder.
"Jeg har brug for en friskt start.. Det kan jeg få der.." Jeg lod Calum ligge sine muskuløse arme om mig.

"Vi skal nok prøve, men du er ikke bare sådan en man glemmer Emma Cripps!" Sagde han ned i mit hår. Jeg grinede kort.

"Narj', i er squ' heller ikke ligefrem nemme at glemme, og det bliver nok ikke nemmere af at der er kæmpe fan mængder af jeg over hele verden-" sagde jeg ind mod hans bryst. Jeg kunne mærke at han grinede og hører det, jeg ville aldrig glemme det grin, eller nogle af de andres, eller bare generelt glemme dem.
Calum gav slip på mig og jeg så på Ash, som tørrede en tårer væk fra sin kind.
"Aaaaaw Ash, jeg vil os komme til at savne dig!" Sagde jeg og krammede ham. Han grinede kort og krammede så igen.

"Du er speciel Emma Cripps, og du fortjener en ny start!" Sagde han. Jeg lod flere tårer trille ned af mine kinder. Hvorfor skulle de os bare gøre det her sværere end det allerede var?

"Tak Ash', tak alle sammen!" Smilede jeg da jeg trådte væk fra Ash. Han smilede træt til mig. Hurtigt kiggede jeg over på Luke som stadig sad op af væggen, han sad lidt ligesom mig den der gang hvor min mor lige var skredet, igen.
Jeg kunne mærke hvordan alle så på mig.

"Øhm, vi går op og pakker dine og Jessica's ting.." Mumlede Calum. Normalt ville jeg protesterer, fordi jeg ikke ligefrem er vild med at lade tre drenge rode i mine ting, men jeg vidste godt at de kun gjorde det for at jeg kunne få snakket med Luke.
De smuttede ovenpå og jeg satte mig sukkende på hug foran Luke.

"Luke..-" Sagde jeg imens jeg prøvede at få ham til at kigge op, desværre var han ikke så nem. Jeg tog blidt fat om hans hage - så godt som jeg kunne, og tvang ham dermed til at se på mig.
"Jeg er ked af det her.." Mumlede jeg. Hans øjne var røde, det var tydeligt at han havde grædt; uden at vi havde hørt det.