Friendship Isn't Easy ↠ lrh | ✓

Kapitel 27 - Breaking news

Luke's POV

"Vi er bekymrede for dig..-" sagde hun. Jeg skar en grimasse, da min finger gjorde ret ondt, og det opdagede Ben vist, for han var hurtigt ovre ved skabet hvor han tog en klud, som han derefter puttede ind under vandhanen.
"Du blev skudt, men ringede ikke og fortalte det, så vi fandt først ud af det dagen efter.." Fortsatte hun. Jeg kiggede ikke på hende eller nogen andre, jeg kiggede kun på min finger.

"Her.." Sagde Ben lavt og rakte mig kluden. Jeg sendte ham et takkende smil og tog den efterhånden gennemblødte serviet af fingeren.

"Nogle af de andre drenge har allerede fået tatoveringer.." Denne gang var det far der snakkede. Jeg kiggede stadig ikke på nogen af dem, men koncentrerede mig bare om at vikle kluden om min finger.

"Lytter du overhovedet til hvad vi siger?" Jeg kiggede hurtigt op på min mor. Min finger dunkede og blødte, jeg havde vist skåret ret dybt.

"Ja jeg gør.." Sukkede jeg og sendte hende et 'fortsæt med at snakke' blik. Hun så mistroisk på mig og snakkede så videre.

"Vi er bekymrede for at du også får nogle.." Den her gang snakkede hun lidt lavere, som skammede hun sig over at sige det, underligt. Jeg grinede et kort grin af hende og blev så seriøs igen.

"I fester sikkert tit, og drikker jer fulde" sagde min far. Jeg kiggede på ham med et løftet øjenbryn.

"Og når man er fuld gør man dumme ting.." Mumlede Ben. Det var første gang at en af mine brødre havde kommenteret på denne samtale.

"Tro mig vi har erfaring" sagde Jack. Jeg sendte ham et 'ti stille og hold med mig' blik, hvis altså sådan et fandtes.

"Det her er jo åndsvagt" sagde jeg og sukkede hårdt. Jeg skubbede min stol lidt hårdt tilbage og rejste mig for at gå.

"Lucas, sæt dig venligst ned, vi er ikke færdige" min mors strenge stemme gik som et ekko igennem hele spisestuen. Jeg tøvede et øjeblik men satte mig så ned igen. De så alle sammen så alvorlige ud, så det var lige til at grine af. Alles øjne var fulde af bekymring, men for at være helt ærlig var der intet at bekymre sig for. Jeg kunne sagtens styre mig selv i en alder af 19 år.

"Vi kan bare ikke lide at du render rundt over hele verden, uden at vi ved hvad du laver..-" min mor fortsatte bare. Jeg trak hurtigt min telefon op af lommen da den var begyndt at brumme ret meget.

"Ungdommen nu om dage.." Sukkede min far, hvorefter nogen rev min mobil ud af hænderne. Jeg kiggede bebrejdende op på min far. Han kiggede slet ikke ned på mig, men læste vist bare på min skærm.

"Gider du godt give mig min telefon?" Spurgte jeg. Min far værdigede mig stadig ikke et blik. Han lod bare sin store røv dumpe ned i stolen igen, mens han læste på min telefon.

"Du får den når vi er færdige med at snakke" sagde han endelig. Et irriteret støn forlod min mund.

"I opfører jer som var jeg 14, men Breaking news familie, jeg er 19. Så gider i godt tage jer sammen og lade vær med at brokke jer over hvordan jeg lever mit liv?" Alle kiggede forskrækket på mig. Jeg kunne næsten se flammerne i min mors øjne, så sur så hun ud. Kunne et blik dræbe ville jeg nok være langt nede på jorden nu.

"Du lever dit liv farligt, og det kan vi ikke lide. Vi vil gerne bede dig droppe ud af-.." Jeg afbrød min mor af ren raseri.

"Droppe ud af hvad? Mit band? Åben øjnene og fat at jeg er ved at blive voksen, jeg kan sagtens klare mig selv, og det ville i vide hvis i stolede på mig. Tror i at jeg går rundt på barer hver weekend og drikker mig fuld. Eller at jeg lige pludselig en dag kommer hjem med så mange tatoveringer at man ikke kan se min hud på min arm?. Altså hvad regner i mig for? En eller anden 19 årig rock stjerne som også begynder at ødelægge sin guitar på scenen snart fordi han ved at han har råd til en til? Jeg troede at i kendte mig bedre" jeg råbte nærmest det hele, hamrede min stol tilbage og rev hårdt min mobil ud af min fars hånd. Jeg ignorerede alle de forskrækkede gisp bag mig, tog min guitar og notesbog. Hoppede ned i mine sko, bandt en hurtig løs sløjfe og traskede ud af døren, hvorefter jeg smækkede den i.

Den kolde dejlige rene luft omfavnede mig. Følelsen af frihed overmandede mig. Hurtigt begyndte jeg at gå over mod parken. Parken nær vores hus var aldrig rigtig fyldt med mennesker, så det var et dejligt sted at slappe af og tænke over ting, uden at der lige pludselig ville komme nogle fans og bede om billeder.
Parken, here we go!

Taak hvis i læste med!
Skriv hvis der er noget der kan forbedres...?
Lidt over 800 visninger, havde aldrig regnet med at så mange ville klikke på min bog!

- Luisa-m, 2016