Friendship Isn't Easy ↠ lrh | ✓

Kapitel 26 - Av for helv-...

Luke's POV

Jeg åbnede irriteret øjnene da et stærkt lys skinnede ind i hele mit værelse. Et irriteret suk forlod mine læber da jeg så over på min mor. Hun stod og smilede for enden af min seng.

"Skrid.." Mumlede jeg træt. Normalt var jeg ik' sådan en som blev morgen sur, men jeg orkede ikke at stå op lige nu. Min far var sandsynligvis kommet hjem, så det hele ville starte så snart jeg trådte ind i køkkenet.

"Jamen godmorgen til dig os skat" smilede min mor. Jeg sukkede og vendte mig om på maven med hovedet begravet nede i puden.

"Kom nu ned, der er morgenmad" det var som om at jeg bare kunne høre hvad hun havde planlagt i hendes stemme, en lang gang skæld ud og en tale om opdragelse og forpligtelse. Gad vide hvad familie problemet egentlig er, ingen havde nævnt familieproblemerne som faktisk var grunden til at jeg var kommet.

"Jeg er ikke sulten.." Sagde jeg ned i puden. Jeg kunne høre min mor grine. Det jeg havde sagt var komplet løgn, jeg havde intet fået at spise de sidste 26 timer, og min mave gjorde af helvedes ondt. Den knurrede og var i gang med at æde mig op indefra.

"Du fik ikke aftensmad, jeg ved at du er død sulten. Desuden er din far kommet hjem, han vil gerne sige hej", pis. Min far var kommet hjem, hvilket resulterede i at jeg slet ikke ville komme med ned.

"Du ved ikke hvordan jeg har det.. Så nej, jeg er ikke sulten" sagde jeg stadig med hovedet begravet i puden.

"Men Luke-" jeg afbrød hende. Hvis hun bare ville smutte og lade mig være ville det tilfredsstille mig.

"Send ham herop hvis han vil sige hej.." Mumlede jeg træt. Jeg kunne mærke at sengen sank sammen ved siden af mig, pis. Min mor havde sat sig ned. En varm hånd landede blidt på min ryg. Jeg ville vende mig om så hun ville fjerne sin hånd, men bestemte mig for at det nok ikke var så smart, så jeg lod hende bare glide hendes hånd frem og tilbage på min ryg, hvilket var dejlig afslappende. Se hun havde næsten allerede vundet over mig, bare ved at age min ryk. Hun ved altid lige hvad der skal til for at få mig til at tøge op, desværre.

"Hvorfor er du så kold? Hvorfor vil du ikke spise sammen med os?" Jeg kunne høre at hun beherskede sig for ikke at bryde sammen, hvilket gav mig en forfærdelig dårlig samvittighed, hvilket ikke var godt da det ville betyde at jeg endte med at gå med ned, så det var mig der endte med at være ved at bryde sammen.

"Jeg ved godt at du har haft det hårdt på det seneste, med.. Med sku-skuddet og.. Og-" hun snøftede ind og tog en dyb indånding.
"Men vi er din familie, du kan jo dele dine problemer med os, vi dømmer dig ikke.. Kom nu bare med ned, prøv at spis sammen med din familie, som var vi en normal en.." Og der skete det, hun kunne ikke mere. Hun knækkede totalt sammen efter 'en'. Hun havde vundet, jeg kunne ikke lukke hende ude længere. Hurtigt vendte jeg mig om og slog armene om hende. Hun gengældte med det samme krammet. En forfærdelig smerte skød gennem min krop, da krammet var hårdt, men jeg ignorerede det og lod bare min mor græde ned mod min skulder.

"Undskyld mor.. Jeg-jeg vil bare helst ikke ned og skældes ud. Det ved du jo godt at jeg hader. Jeg får det så dårligt når jeg skuffer jer.." Sagde jeg stille og ærligt mod min mors skulder. Det lettede mit ellers tunge hjerte at komme ud med det. Da jeg sagde det begyndte hun bare at græde endnu mere, men denne gang var det vist af dårlig samvittighed ikke sorg og ensomhed.
Jeg kunne mærke at min mor skulle lige til at sige noget da nogen åbnede døren hårdt og trådte ind i rummet. Mor trak sig snøftende fra krammet og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg holdte øjenkontakten med hende. Der var ingen grund til at tjekke hvem der var kommet ind i rummet da jeg allerede vidste at det var min far.

"Bollerne bliver kolde, kommer i?" Min fars stemme skar igennem hele mit værelse. Min mor så med håbefulde øjne på mig. Jeg hoppede ud af sengen og åbnede mit tøj skab hvor jeg hev nogle grå afslappede joggingbukser og en sort t-shirt ud.

"Kommer lige om lidt" sagde jeg og smilede afslappet til min mor, som endelig så ud til at slappe af. De forlod begge rummet og jeg skiftede hurtigt tøj. Derefter tog jeg min telefon og skrev en besked til Emma.

Mig: Kryds fingre for mig.. o.o

Hun svarede overraskende nok med det samme.

Emma: Krydser både fingre, arme, tær og ben xD

Jeg grinede og lod så min telefon glide ned i min ene lomme.

-

Da jeg trådte ind i køkkenet kiggede alle på mig. Jeg sendte dem alle samme et 'hvad glor i på?' Blik, hvorefter de alle kiggede væk igen. Jeg hoppede hurtigt ned på min stol og kiggede ned på min tomme tallerken.

"Såååå.. Familie problemer, hvilke?-" Spurgte jeg mens jeg skar en bolle over. Lige pludselig kiggede alle på mig igen. Jeg lagde bare bollen på min tallerken og begyndte at smører den.

"Jamen så kan jeg vel godt smutte igen, right?" Spurgte jeg. Da ingen havde svaret på det sidste spørgsmål kunne jeg jo lige så godt smutte tilbage til London. Altså hvad var meningen med at komme for at løse problemer hvis ingen ville fortælle hvilke problemer man skulle løse.

"Nej du kan ej" sagde min far. Min mor så anklagende på ham.

"Problemerne er dig" sagde min mor næsten lydløst. Jeg blev så forskrækket at jeg kom til at skære mig i fingeren med spegepølse kniven, da jeg var igang med at skære pølse.

"Af for helv-.." Min fars strenge blik stoppede mig i at bande. Han hader når man bander, og det er strengt forbudt i vores hus. Jeg tog min serviet og foldede den rundt om min finger.

"Bare fortæl hvilket problemer jeg har skabt, jeg lytter.." Jeg sendte et ironisk smil som de nok fattede. De tøvede alle samme, indtil at min mor åbnede munden...

Taak hvis i læste med!
Skriv hvis der er noget der kan forbedres...?
Mange tak til alle der læser med!

- Luisa-m, 2016