Friendship Isn't Easy ↠ lrh | ✓

Kapitel 20 - Gud fri mig vel

Luke's POV

Jeg så trist hen på Emma. Hun sad med totalt åben mund, som havde hun tabt sin kæbe på gulvet. Jeg sagde intet, for jeg vidste at drengene ville komme spurtende ind i rummet lige om lidt, og jeg ville skulle forklare dem alt. Så der var ingen grund til at forklare Emma det nu. Hurtigt så jeg ned i gulvet, for at Emma ikke kunne se mit triste ansigt.

En stor klump havde samlet sig i min hals. Jeg ville helt ærligt ikke tilbage til Australien. London var en dejlig stor og våd by, som jeg gerne ville blive i.

Emma ville jo heller ikke bare kunne være her i huset, og når drengene finder ud af at jeg skal til Australien, ser de det sikkert som en anledning til selv at komme hjem til deres familier for en kort stund, og så er Emma her tilbage, helt alene.

Ingen af os kendte hinanden så meget, så det havde sikkert overrasket alle da Emma lige pludselig skulle herhjem at bo. Men der var noget over hende, som der bare interesserede mig. Måske fordi hun ikke er ligesom alle andre piger. Hun er ikke totalt fangirler, sjovt nok vidste hun ikke en gang hvem vi var før drengene fortalte det. Hun er heller ikke piget, men mere sådan en afslappet type, som elsker drama. Godt nok havde vi kendt hinanden i godt og vel en uge, men vi havde også lært hinanden bedre at kende over den uge, og nogle ting er bare for nemme at gætte om folk.

"Luke, tilbage til vores planet tak" jeg løftede blikket fra gulvet og mødte med det samme Michael's grønne øjne. De var fulde med liv, som altid.
Jeg blev nødt til at fortælle dem hvorfor jeg skulle tilbage, ikke fordi det var noget jeg havde lyst til, men ellers slap jeg aldrig ud fra det her, efterhånden proppede rum.

"Hørte du overhovedet hvad vi sagde?" Spurgte Ashton, som stod bag ved Michael. Michael trådte lidt tilbage så jeg kunne se dem alle sammen.
Jeg havde været så opslugt af alle mine tanker, at jeg slet ikke havde lagt mærke til, at de alle sammen var kommet ind i musikrummet. Michael, Ashton, Calum og Emma's blikke hvilede alle let på mig.
Jeg rystede på hovedet som svar og hørte Ashton sukke.
Calum maste sig frem så han stod lige foran mig. Jeg hvilede let mit hoved på min ene hånd, og så direkte op i Calum's mørkebrune bekymrede øjne.

"Vi spurgte hvorfor du skal tilbage til Australien..?" Sagde han med et spørgende dog bekymret blik. Jeg så op på ham og kunne mærke at mine øjne blev våde igen, fedt.
Inderst inde ville jeg ikke svare, men det var en nødvendighed for at slippe ud herfra.

"Det er bare nogle familie ting" mumlede jeg svagt. Jeg havde prøvet, prøvet på at lyde overbevisende, men det holdte ikke. Jeg var for forvirret, træt, såret og bekymret.
Calum sendte mig et blik der tydeligt viste hvordan han havde det, han troede mig ikke. Han ville have mig til at uddybe.
Jeg sendte ham mit mest betroende ansigt og åbnede så munden.

"Jeg ved godt at vi er i et band, er bedste venner og deler alting med hinanden og sådan, men nogle ting vil jeg altså gerne holde for mig selv..!" sagde jeg koldt og rejste mig op. Alle så overraskende på mig. Jeg rakte ud efter mine krykker, og fik fat i dem med meget smerte. Ingen sagde noget, så jeg så det som et godt tidspunkt at smutte ud herfra, for så at gå op og pakke.

Normalt var jeg ikke sådan en som tit holdte virkelig tæt om mine hemmeligheder hvis man kunne kalde dem det, men lige nu orkede jeg bare ikke at nogen skulle være ligesom min mor. Bekymrede, beskyttende, stolte men på sammen tid skuffede og alene.
Min mor havde ringet til mig før vi gik ind til Emma. Det sker ikke mega tit, men når hun ringer plejer det at være for at høre hvordan jeg har det, og for at fortælle hvordan det går derhjemme. Desværre var det ikke lige sådan det var idag. Hun fortalte med en trist og lidt kvalt stemme at jeg skulle komme hjem straks og at familien havde brug for mig.
Når hun siger sådan noget ved jeg bare at det ikke er til diskussion. Da jeg faktisk ikke vidste hvad der rigtig var galt, var det vel også fair at holde det jeg vidste hemmeligt, ik'?

"Luke, hvor skal du hen?" Emma's afslappede dejlige stemme gik som et ekko gennem hele den hvide gang. Jeg stoppede stift op for enden af gangen, men vendte mig ikke om. I gulvet kunne jeg mærke at hun nærmede sig mig, så jeg skyndte mig i en drastisk beslutning at dreje om hjørnet og hoppe besværligt op af den store hvide trappe, for så at humpe ind på mit værelse.
Gud fri mig vel fra de her krykker.

-

Jeg hoppede besværligt ind på bagsædet af taxien. Ashton havde forslået at køre mig, men jeg havde takket nej, da jeg ikke orkede hans faderlige præken om familie og livet som verdenskendt pop rock stjerne, spar mig.
Mine krykker kunne jeg slippe af med i morgen, hvilket vil sige i lufthavnen, yes. De havde været en byrde længe nok.

Taxi scrhauføren drejede ind på lufthavnens parkeringsplads, og jeg hoppede med besvær ud, hvorefter jeg trak min sorte hætte over hovedet, og lagde min sorte solbriller tilpas på næseryggen. Jeg orkede for at sige det lige ud, ikke fans idag.
Min mission var at komme hjem, få klaret familie problemerne og så sætte kursen hjemad til London igen, og den mission startede nu..

Taak hvis i læste med!
Skriv hvis der er noget der kan forbedres...?
Hvad syntes i om et kapitel fra Luke's synsvinkel? o.o

- Luisa-m, 2016