Final Punch | ✓

25. Ninja squad & humørsvingninger

F I N A L
P U N C H

Jeg spærrer øjnene op og ser panisk på Tyler. Han trækker på skuldrene, og det tager jeg som, at jeg gerne må finde Jason. Jeg hopper ned fra sengen (og ligner en retarderet struds) og løber så ud på gangen. Jeg ser Jason forsvinde ind på sit værelse, og jeg følger med nervøse skridt efter ham. Med en rystende hånd tørrer jeg alle mine tårer væk. Kun svage mennesker græder Blue, stop. Hvis han ser dig græde, så ser han dig som svag. Du er ikke svag længere.

Jeg åbner døren og lukker den bag mig. Jason sidder for enden af sin seng og kigger på et billede. Han ser ikke engang på mig, da jeg sætter mig ved siden af ham. Jeg ser på billedet og trækker øjenbrynene sammen. Jeg har set pigen før. Et eller andet sted. Men hvor kan jeg ikke huske.

På billedet er der en fremmed pige med blond hår og en meget glad Jason. De sidder på stranden, pigen sidder mellem Jason's ben og smiler bredt. Han har sine arme om hende, og jeg har aldrig set ham så glad før. Han ser okay ud. Han har ikke nogen facade. Hvad ændrede sig? Hvor er pigen, som tydeligvis gjorde ham glad og til en bedre person? Pigen har store brune dådyrøjne og intet andet makeup end mascara. Hun er virkelig naturligt smuk. Hun prøver at smile til kameraet, men nogen må have fået hende til at grine, fordi det ser ud til, at være svært for hende at se ind i kameraet. Jason griner også og har vendt sit hoved mod hendes. Hans næse støder blidt mod hendes ventre kind, fordi hendes hoved er lagt på skrå til den side. De ligner et lykkeligt par. Hvad skete der?

"Uhm... Hej?" Jeg river mit blik væk fra billedet, og Jason lægger det fra sig. Han nikker og holder fokus på sine hænder. "Okay, jeg ved ikke, hvorfor du pludselig er stum, men jeg vil gerne vide hvorfor?" Jeg lægger min hånd på stedet lige over hans knæ, og han ser mig i øjnene. Det er som om mit hjerte standser. Det fryser til is, ved synet at Jason's sårede og bange øjne. Jeg kan se det, tydeligt. Jeg kigger dybt, og han gør intet for at skjule sine følelser. Han er skræmt, nervøs, lidt vred og i tvivl om noget. "Jay?" Spørger jeg lavt og med en skrøbelig stemme. Jeg forstår ikke, hvad der sker. Jeg troede, at han ville være vred, fordi jeg ikke havde fortalt sandheden, men i stedet er han nærmest ved at græde. Han kan jo ikke engang lide mig? Han plejede at afskye mig? Hvad sker der for det her?

"Du forlader mig ikke, vel?" Spørger han med en knækkende stemme. Mit hjerte falder helt ned i mine fødder og kommer ikke op igen. Mit hoved går på overarbejde, fordi jeg virkelig intet fatter lige nu. Hvad er der galt med ham? Hvorfor har han fjernet sin facade? Og så for mig?

"Nej, selvfølgelig ikke..." Jeg troede, at han ville have mig væk? Men nu må jeg ikke forsvinde? Jeg er mere forvirret, end jeg nogensinde har været før. Tandhjulene i mit hoved knirker og prøver at regne tingene ud, men jeg fatter nada.

"Tak..." Hvisker han. Han rejser sig op, og jeg gør det samme. Han trækker mig ind i et kram, som jeg ikke havde set komme. Et varmt og lykkeligt kram, som om han er glad, fordi jeg ikke forlader ham? Jeg aner det ikke, jeg føler, at jeg er til matematik nu. Det vil sige, at jeg fatter hat og synes, at alting er noget indviklet pladder.

"Men... Jeg er forvirret," indrømmer jeg. Jason kigger ned på mig, og det ligner, at han har en indvendig kamp med sig selv. En kamp om ikke at græde og fortælle mig alting, men han giver i stedet slip på mig og træder bagud.

"Jeg kan ikke leve uden min fake kæreste, vel?" Han sender mig et skævt smil og på den måde, ved jeg at hans facade er tilbage. Desværre. Pis os, det her var ellers en god mulighed for at få noget godt sladder ud af ham. Eller finde hans hemmelighed eller et eller andet snu. Men nope, han tog sig sammen og er tilbage. Hans smil er dog ikke helt overbevisende, men ak og ve. Hvad er der at gøre, nu hvor han alligevel er tilbage? Intet.