37. Nye regler & tilgivelse

4.5K 164 243
                                    

F I N A L
P U N C H

Jeg har det ikke særlig godt. Jeg har dårlig samvittighed, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke, hvordan jeg får dem til at tilgive mig. Ingen snakker til mig. Kun Tyler. Jeg ved ikke, hvorfor pokker han gider mig, når jeg har ødelagt hele hans familie, men jeg behøver ikke en grund. Jeg behøver bare et familiemedlem, og Tyler er mere end nok.

Lige nu ligger jeg tavst i min seng og stirrer op i loftet. Tyler ligger ved siden af mig og gør det samme.

"Hvorfor er du ikke sur på mig? Jeg ødelagde din familie..." Spørger jeg ud i stilheden. Tyler griner af mig og ryster på hovedet.

"Familien var ødelagt før du kom. Du afsluttede bare noget, som min far startede," svarer han. Jeg drejer mit hoved og ser ind i Tyler's øjne. De er venlige og ikke hadefulde.

"Jeg har det dårligt," siger jeg så.

"Det bør du ikke. Far bør have det dårligt. Hende damen med de fake bryster bør have det dårligt. Du bør blive rost."

"Rost? For hvad i hele hulen fanden?" Spørger jeg. Tyler griner og tager min hånd. Han giver den et betryggende klem, og det værdsætter jeg virkelig. Han ved ikke, hvor meget et åndssvagt klem i min hånd betyder for mig, men det betyder en del.

"Nogle skulle fortælle mor sandheden. Hvis ingen havde, så var far blevet ved, og det hele ville blive værre, når mor engang fandt ud af det," svarer han klogt. Sjovt hvordan jeg sagde præcis det samme til Jason. Tyler forstår mig bare. Måske er vi telepatiske. Omg, det ville være for sejt. "Desuden var det også på tide, at folk fandt ud af, at hende botox havde klamydia," afslutter han. Jeg griner kort og mærker en smule glæde overskygge elendigheden. Vi ligger stille i lidt tid, indtil døren går op. Jason står i den. Jeg sætter mig hurtigt op, men Tyler bliver liggende. Jason ser ikke for godt ud. Hans hår er langt fra tilbageredt længere. Det sidder utroligt rodet. Han har den samme skjorte på, den er bare knappet helt op, så man kan se hans mave. Hans bukser er også de samme som igår, men både jakken og slipset er væk. Han ligner ikke ligefrem en, som har fået søvn.

"Far vil gerne snakke med os," siger han uden overhovedet at værdige mig et blik.

"Jeg springer over," kommer det fra Tyler. Jason sender ham et træt blik. "Åh, du mente hende. Selvfølgelig." Joker han. Jeg griner lavt af ham. Tyler sender mig et drillende blik, da han spørger: "Fortryder du det med Serbien nu?" Jeg rejser mig grinende fra sengen, imens jeg ignorerer Jason's kolde og ligeglade blik.

"Hvis jeg ikke er tilbage om 20, så ring til politiet, okay?" Som svar får jeg en thumbs up fra Tyler. Jeg følger efter Jason nedenunder. Jeg vil gerne snakke med ham, men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Undskyld? Det var så lidt? Snak til mig! Kys mig! Dit hår sidder lækkert.

Hvad med bare at holde mund? God idé Blue.

Vi træder ind på Miles' kontor, hvor han professionelt sidder ventende ved sit bord. Både Jason og jeg sætter os overfor ham. Han ser ned i bordet, imens han fletter sine fingre sammen.

"Francesca Watson," siger han lavt. Jeg sluger nervøst klumpen i min hals og nikker. Jeg føler lidt, at jeg er på rektorens kontor, for at stjæle lærerværelsets småkager. Det lyder som mig. "For over en måned siden, tog jeg en Francesca Watson under mine vinger. Jeg gav hende et værelse, mad og en familie. Jeg havde ingen regler, så hvordan brød hun dem? Det kaldes "unwritten rules". Regler som ikke er offentliggjort, men som alle kender," fortæller han mig, som om jeg er et dumt lille barn. Sådan føler jeg mig dog også lige nu. Jeg føler mig i hvert fald ikke som en engel. "For eksempel er en af de regler, at man ikke ydmyger mig foran hele min arbejdsplads og ødelægger mit ægteskab," han griner ironisk og ryster skuffet på hovedet. Endelig kigger han op, og blikket som jeg får er ikke ligefrem fantastisk. Skuffelsen er tydelig. Han stolede på mig. Hjalp mig, og jeg smed det hele tilbage i hovedet på ham. Jeg føler mig som jordens værste menneske.

Final Punch | ✓Where stories live. Discover now