|Kapitel 28 - Jeg får aldrig noget privatliv igen|

526 18 1
                                    


Forgive me, please.

* Jasons synsvinkel *

Jeg er ret nervøs, lige nu er jeg ved at se den kanal, på tv'et hvor min far kommer live om lidt.

"Og nu, giv et bifald til ejeren af Harris' production.
Han går selvsikkert ind på scenen, mens han smiler og vinker til folk. Og i det øjeblik ser jeg en del af den mand han var engang.

Han stiller sig op, "inden jeg går i gang, vil jeg afsløre noget jeg har holdt hemmeligt for jer de sidste  17 år." Han tager en dyb indånding, og lader som om jeg faktisk betyder noget for ham. "Jeg har en søn" der kan høres flere gisp, igennem tv'et fra den sal hvor de sidder i, mens der bliver zoomet ind på en masse mennesker, der sidder med  hoverende udtryk.
"Han hedder Jason, Jason Harris. Og det er ham der kommer til at overtage firmaet efter mig, men jeg vil minde jer om han kun er et barn, så giv ham lidt fred og ro ikke?" Han lyder som om min sikkerhed, faktisk betyder noget for ham, selvom det er løgn, han synes jeg er en fejl, der ikke burde være i live.
Der kommer et billed op af mig på skærmen bag ham. Selvfølgelig er det, det eneste billed der eksisterer af mig der smiler, jeg skal jo virke som verdens gladeste barn ikke?

 Selvfølgelig er det, det eneste billed der eksisterer af mig der smiler, jeg skal jo virke som verdens gladeste barn ikke?

اوووه! هذه الصورة لا تتبع إرشادات المحتوى الخاصة بنا. لمتابعة النشر، يرجى إزالتها أو تحميل صورة أخرى.

Da billedet af mig kom op på skærmen, gik der nogle gisp, suk og "han er så lækker" gennem salen, ew.

Min IPhone er allerede begyndt at flyde ind med notifikationer, fra opkald, beskeder, folk der har tagget mig i deres tweets, nye følgere på insta, og twitter.

Jeg får jo aldrig noget privatliv igen.

˚˚˚˚˚˚˚˚˚˚

Så ja, det her er rimelig shitty xD

One day I'll be good enough - Dansk *AFSLUTTET*حيث تعيش القصص. اكتشف الآن