20 Days With A Fuckboy|✓

:: 4. Slimgrøn maling & hårklip ::

V I R G I N I A

Jeg sidder i en vindueskarm og læser, klokken er knap 7, men jeg sov dårligt. Så hvorfor ikke bare stå op tidligt? Så får jeg også mere ud af dagen.

Jeg har egentligt aldrig tænkt over, at man betaler for at læse. Hvis man låner fra et bibliotek, men aflevere forsent koster det penge, hvis du køber i en boghandel, koster det penge. Jeg mener bare, burde det ikke være gratis at læse? Hvad med de fattige, de har ingen mulighed for at læse. De går glip af så mange fantastiske oplevelser, hvordan du pludselig befinder dig et andet sted. Et godt sted, hvor ting er smukke, og der ikke er andre til at forstyrre dig.

"Godmorgen Virgin" altså andre end klamme fuckboys. Det selvfølgelig ikke et tilbehør, ellers ville der aldrig blive solgt af dem.

"Skrid" hvæser jeg irriteret og vender tilbage til min bog, Jayden snupper den ud af min hånd og kaster den væk. "Jayden!" Hvinner jeg og kaster mig efter den, han kan ikke bare kaste med sådan noget. Det en klassiker Kaninbjerget, jeg var lige nået til stedet, hvor lille klunte kaninen brækker benet...

Det så cute, græder altid i slutningen.

Jayden griber fat i mig og holder mig tilbage, jeg dumper utilfreds ned i vindueskarmen og kigger surmullene op på ham, "hvad vil du? Idiot" "andet end at snave dig i gulvet?" Et frækt glimt viser sig i hans øjne, hvilket for mig til at rykke mig utilpasset tilbage, "just Kiding, du ikke snave materiale", griner han, "du fuck materiale", han blinker frækt til mig, og et forførende smil breder sig på hans pink læber. "Skrub af" jeg sender ham en utilpas grimasse, "fuck nå, men tilgiv mig" han sætter sig ved siden af mig og slynger en arm om mine skuldre, "du ved, at du ikke kan andet", han lægger smilende sit hoved på min skulder og skubber sig ind til mig.

"Du røg hash og efterlod mig med eftervirkningerne, du kiggede i mine private sager, og, og du har ikke lavet morgenmad! Som om, jeg nogensinde tilgiver dig", fnyser jeg koldt og sender ham et ondt blik.

"Hvis jeg laver morgenmad?" Spørg han hæst og kigger op på mig, "måske" svare jeg koldt, "når ja også smed du med min bog, du er på dybt vand".

x-X-x

"Oh..." så tæt på at bande, "omg Jayden" jeg sukker og tager endnu en bid, Jayden har overgået sig selv, wow... De mærkelige dimser han har lavet, er geniale. Dog vil han ikke snakke om dem, han kalder det en familieopskrift, inden han kigger ned og er tavs et stykke tid. Han virker bedrøvet, og jeg forstår ham ikke. Han har alt, og alligevel er der ting han ikke gider. Jeg har også alt, men jeg er glad, jeg er tilfreds. Mere end det endda, jeg er lykkelig. Nogle gange føles det dog, som om at jeg mangler noget. Som om der er noget inden i mig, jeg mangler, som ikke er der. Men det ikke tit, dog er det her lige nu. Jeg kan ikke lide, at Jayden er trist... Jeg kan generelt ikke lide triste stemninger. Normalt er han så glad, når han laver mad, men nu, nu føles han trist, jeg mærkede det også, da han bagte. Han gik fra glad til bedrøvet. "Jeg går en tur", inden jeg når at spørger hvor hen, har han forladt biblioteket og er et sted jeg ikke kender til.

Han er besværlig, flirtende og glad det ene øjeblik, bedrøvet og kold det andet. Jeg ville gerne vide, hvad der forgik oppe i han hoved, men på den anden side, nej, jeg ville nok få traumer af hans perverse tanker. Så det er nok bedst sådan her.

Jeg rejser mig op, efter jeg har tømt fadene, undtagen to, jeg er jo sød. Jeg bær tallerknerne ud i køkkenet og begynder derefter at lede efter ham.

Først hans værelse, intet. Så kontoret, intet osv. Indtil der kun er et sted tilbage, taget. Selvfølgelig, jeg snupper to extra hoodier fra hans skab og går op ad trappen, videre op ad stien, også op på taget. Som gættet sidder Jayden der, han sidder i fosterstilling med hovedet gemt mellem sine ben og bryst.