BadBoy (Dansk)~BTS

Hvad Er Meningen?

                                                                   HOSEOK'S POV

Jeg fik svaret på hendes spørgsmål og hun vendte sig om og gik, mere løb. "Du burde være ked af det." Sagde jeg til mig selv. Jeg stod herude i langt tid. 

Hoveddøren åbnet og Jimin kom ud. "Hope? Hvad laver du her?" Spurgte han. Jeg vendte mit ansigt mod ham så han kunne se at jeg har grædt. 

Han stod helt i chok i 1 minut. "Oh, Hobi! Hvad er der sket." Sagde han og løb hen til mig og krammet mig. "Det er forbi." Sagde jeg. "Hvad er forbi?" Spurgte han. "Mig og Yonna." Sagde jeg.  

Han krammet mig hårdere. Jeg krammet ham igen og begyndte at græde. "Hvad er der nu sket?" Spurgte han roligt. Jeg kunne ikke slet ikke sige noget. "Kom med indenfor." Sagde han. Jeg nikkede. 

Da vi gik ind, kom resten af drengene løbende. "Hvad er der sket?!" Sagde Namjoon imens han løb herhen. "De har slået op." Sagde Jimin. De andre stod helt forbavset. "Fortæl, os havd der er sket." Sagde Jin og tog fat i mine hænder. 

Vi satte os ned på sofaen. "Det hele startet med..." 

Jeg fik fortalt det hele, fra start til slut. "Hvordan kunne du finde på, bare at lade hende gå?!" Udbrød Namjoon. "Hun har ikke noget sted at tage hen, hun fryser og er nok sulten." Tilføjet Namjoon. 

Jeg kiggede bare på ham, som om han er sindsyg. "Det var hendes valg." Udbrød jeg. "Hun kan jo dø!" Sagde Namjoon. "AHHH!" Råbte jeg. De andre fik et chok. "Stop." Sagde jeg. "Hun kan blive overfaldt eller sådan noget." Okay, det var satans. 

Jeg skubbede mig selv op og stormet hen til Namjoon og tog min knytnæve op, klar til at slå ham. Men Jimin og Jungkook stormet op da de så det og holdt mig. Jeg prøvet at vride mig fri. Men de var stærkere. 

De lagde mig ned, jeg begyndte at græde. "SLIP MIG!" Skreg jeg. "Fald ned!" Sagde Jungkook. Jeg lå og vred mig. De holdt hver min arm og presset den ned mod gulvet. 

Det var så voldsomt, at Jungkook var nødt til at sætte sig på mig. "Fald til ro, hyung!" Sagde Jungkook. Da jeg var helt svag efter at have brugt alle mine kræfter. 

Jeg lå og græd. "Jeg kan ikke mere!" Råbte jeg. "Jeg savner hende allerede! Men hun gennem knuste mig!" Råbt jeg i gråd. 

"Jeg vi ikke leve mere." Hviskede jeg men Jungkook hørte det. "JO DU VIL!" Råbte han. 

Jeg lukkede øjnene. "Hvordan endte det sådan her?" Spurgte jeg. "Jeg kan ikke mere, jeg må lede efter hende!" Sagde jeg og skubbede Jungkook af mig. 

Jeg rejste mig løb hen og greb min jakke og afsted. 

 30 MINUTTER SENERE

Jeg kunne ikke finde hende. Jeg har kaldt efter hende.

"Vent hvad fanden er det?" Spurgte jeg om. Jeg så blå lys, længere henne. 

Jeg løb derhen. Jeg kiggede og så en pige der er blevet påkørt. "Yonna?!" Sagde jeg. Pigen virket bekendt... "Det kan ikke passe." Sagde jeg og holdt mig for munden. "Yonna!" Skreg jeg. Jeg satte mig ned i hug. En politimand kom hen til mig. "Kender du hende?" Spurgte han om. "Det er min ex. Vi slog op idag, hun gik fordi hun ikke kunne klare at se mig knust, så jeg gik ud for at lede efter hende." Sagde jeg grædende. 

Politimanden tog notater. "Okay, tak. Kan du vente her?" Spurgte han om. "Mm" Svaret jeg. Han gik. Imens jeg sad nede i hug og græd, ringet jeg til Namjoon. 

"NAMJOON!" 

"Ey, hvad er der sket?"

"Yonna, påkørsel, måske død" 

"Wtf? Okay, hvor er du henne?"

"*** *** ***"

"KOMMER!" 

Jeg lagde på, politimanden kom hen til mig igen. "Må jeg bede om dit navn?" Spurgte han. "Jung Hoseok." Svaret jeg. "Har du nogle pårørende som kan bekræfte at du kender hende?" Spurgte han. "Ja, mine venner er på vej... Jeg ringet til dem." Svaret jeg. "Jeg må bede dig om at vente til de kommer." Svaret han og gik. 

Jeg så chaufføren som havde kørt ind i Yonna side længere henne. 

Uden et split sekund, var jeg oppe og løb hen imod manden, jeg greb fat i hans krave og holdt min knytnæve oppe. Jeg skulle til at slå ham, men en greb mig bagfra. I starten troede jeg at det var en politimand, men det var Jungkook. 

Jeg prøvet at vride mig ud ag grebet. "HUN HAR IKKE FORTJENT DET HER!" Skreg jeg. "HVIS DU BARE HAVDE SET DIG FOR!" Skreg jeg igen. 

To politimænd løb hen imod os. "Hvad sker der her?" Råbte den ene. "Rolig, vi klare den." Svaret Jungkook. Jungkook valgte at sætte sig på mig, så det var svære for mig. Jeg lå og græd mine øjne ud næsten. 

Namjoon stod og snakket med en politimand. "Jungkook." Sagde jeg. Jungkook så undrene på mig. "Hvorfor sker det her for mig?" Spurgte jeg om. "Det ved jeg ikke, men rolig hun skal nok klare den." Sagde han. 

En anden politimand kom hen til os. "Kan jeg bede om jeres navne?" Spurgte politimanden. "Jeg er Kim Namjoon." "Jeg er Park Jimin." "Jeg er Min Yoongi.""Jeg er Kim Taehyung." "Jeg er Kim SeokJin." "Jeg er Jeon Jungkook." 

Politimanden noteret og nikket med hoved. Han gik hen til deres politibil. 

60 MINUTTER SENERE

Vi var på hospitalet, vi sad i vente værelset. Jeg sad ned på en stol imens Namjoon stod bag mig. En læge kom hen til os. Jeg røg op af stolen. "Hun har fået meget slemme rystelser..." Sagde lægen. "Så, det vil sige at hun med stor sandsyndlighed har fået hukommelsestab." Afsluttet han. 

Hele mit hjerte knækket sammen, så svag jeg følt mig røg jeg ned på gulvet. Jeg sad bare og kigget ned i gulvet. "Det kan du ikke mene." Hviskede jeg. "Jo, og det er jeg ked af." Sagde lægen. "Kan jeg komme ind til hende?" Spurgte jeg om og rejste mig op. Lægen nikket. 

Jeg var inde hos hende og stod ved siden af hende. Hun sov. Jeg tog hendes hånd. "Yonna, når du vågner kan du måske ikke huske mig, men jeg vil aldrig nogensinde kunne glemme dig. Jeg er SÅ forfærdeligt ked af det der er sket, bare det var mig der blev kørt ned. Jeg elsker dig overalt, det der gør mig glad er at vide at du i det mindste er i live... Jeg håber når du vågner at du ikke kan huske mig, jeg ville ikke kunne klare det hvis du blev såre igen. Jeg er så ked af det. Yonna, jeg har kunnet lide dig i så langt tid... Jeg kan huske da vi kysset første gang. Vi har så mange gode minder sammen som jeg aldrig vil kunne glemme. Jeg vil altid være ved din side og beskytte dig ligemeget hvad! Jeg elsker dig Yonna!" Sagde jeg grædende. 

Jeg græd igennem alt de jeg sagde. Jeg lagde mit hoved ned mod hendes mave og græd. Jeg kunne høre snøften bag mig, så jeg vendte mig rundt og så de andre stå der. Jeg gav slip på Yonnas hånd og løb direkte hen til Jimin og væltede ind i hans arme. Han tyssede på mig og agede mig på ryggen. 

De andre kom hen og krammet med så jeg blev krammet fra alle steder. 

Var det sådan her det skulle slutte? Var det virkelig det mellem Yonna og mig? Hvorfor skulle det lige præcis ende sådan her? Alting burde have en mening... Og jeg vil finde ud af denne her mening! Er det bare sådan at jeg skal opgive Yonna nu og vil jeg nogensinde kunne regne det her ud? Vil jeg nogensinde regne ud hvad der gjorde så det endte sådan her? 

Så mange spørgsmål med så få svar... Jeg elsker dig Yonna!