Rastepladsen

2.1K 27 2
                                    

Olivia's synsvinkel

Jeg kunne ikke andet end at stirre tomt på det digitalur, der var placeret et par sæder foran mig. Klokken var 02:46 og vi havde kørt siden kl.19:34 og var endnu ikke kommet hjem! Det var surrealistisk at vi rent faktisk havde vundet hele fodboldcup'et og endnu mere surrealistisk at jeg var udråbt som finalens/cupets fighter.

"Vi holder ind sidste gang, i en times tid..."

Bussen drejede ind på en tom rasteplads, det eneste der holdte liv i stedet var en 7eleven der holdte døgn åben. Hele bussen styrtede derind, eller så hurtigt halv døde zombier nu kan styrte afsted. Jeg var nok den zombie der var døden nærmest, jeg var så sulten at min mave havde larmet højlydt minimum 5 gange, men alligevel var jeg for træt til at rejse mig.

Klokken havde skiftet til 03:39 og jeg var blevet enig med mig selv, om at det nok var smartest at få noget at spise inden vi kørte videre. Samtidig slog det mig også at det her var sidste gang vi holdte ind og derfor var det nok en god ide at skifte til noget varmere tøj, istedet for en grå Nike hoodie og løbeshorts.

"Vil du lukke op, ned til min kuffert hurtigt? Jeg vil gerne lige ind at skifte til bukser, det tager 2 minutter" jeg ville gerne smile sukker sødt osv. Men det eneste jeg kunne presse frem var et gab. Han kiggede lidt mistroisk på mig et stykke tid, men gav så efter.

"Nu vel så, men skynd dig - vi venter ikke..." alvoren i hans stemme skræmte mig en smule, men jeg tænkte ikke videre over det, på vej over til kiosken. Samtidig med jeg gik og frøs i 7° kulde, var jeg også så træt at jeg ikke så mig for. Flere gange var jeg ved at falde over en kant sten, eller tabe min kuffert. Jeg kom endelig hen til indgangen og gik lige ind i en stor sort vinter jakke.

"Wow... Æhm... Jeg så..." Et gab undslap mine læber og afbrød min ret så rodet sætning. Jeg gned mig kort i øjnene for at personen stod lidt klarer for mig. Det gjorde han bestemt også! Hvordan var det overhovedet muligt at støde ind i ham, sådan uden videre? Efter at have været fan i tre år, stødte jeg ind i ham efter han var blevet verdens kendt...

Sidst jeg så ham var for et år siden i Berlin, efter den koncert var jeg 100 procent sikker på jeg ikke ville møde ham igen, medmindre jeg købte dyr meet and great, hvilket jeg slet ikke har mulighed for! Jeg var sikker på jeg ikke ville støde ind i ham igen, som vi gjorde i Berlin, men det var ham, Shawn Mendes stod lige foran mig, og så mindst lige så træt ud som jeg. En stor lykkefølelse skød igennem hele min krop.

"Det helt i orden... men hey, hvad laver du ude på denne her tid? Burde du ikke ligge og sove?" han prøvede at virke interesseret, det gjorde han virkelig, men et gab afbrød også ham.

"Jeg ku... kunne... spørge dig, om det samme" endnu et gab undslap fra min mund, efterfulgt af et lille smil der pressede sig frem, både på mine og Shawn's læber.

"Ej... æhm... jeg er... jeg er på vej hjem fra... et fodboldboldc..." Jeg stoppede mig selv og vænnede mig hurtigt rundt, bussen var væk! Var det her seriøst en joke?!!

Jeg slap min kuffert og begyndt at gå langsomt over imod P-pladsen, hvorfor efter jeg satte farten op og til sidst løb hen til afkørslen ned til motorvejen, og der kørte den - uden mig.

On the road - Shawn Mendes Fan FictionWhere stories live. Discover now