Little Princess

Kapitel. 1

Det her var forkert. Der var noget helt galt. Noget jeg burde have indset for længst. Jeg hørte ikke til her, og det kunne kun gå for langsomt med at komme væk herfra. Hele mit liv havde jeg gået og troet på en historie, som nu har vist sig at være en løgn. Hvordan kunne de gøre det imod mig? Jeg listede lydløst hen til døren, og fjernede forsigtigt nøglen i låsen,og forsøgte at undgå for mange lyde. Hvis de andre hørte noget, ville min plan være ødelagt. Jeg kørte forsigtigt min hånd ned i buske lommen og lagde nøglen deri.
Jeg bøjede mig ned til nøglehullet så jeg kunne få et ordentligt syn af, hvad der forgik på den anden side af døren.
Den smalle gang var tom, og for enden i køkkenet sad to mænd, og pustede løs på hver deres cigar. Deres mumlen var så lav, at det var umuligt at fremtyde, hvad de snakkede om, men jeg kunne håbe på, at de holdte hinanden beskæftiget længe nok til, at jeg kunne få sneget mig væk. Med listende skridt, bakkede jeg langsomt væk fra døren, og over imod det eneste lille vindue i mit værelse.
Der var ikke tid til at pakke noget. Heldigvis havde jeg en lille rest mønter gemt i en kasse, som jeg nu endelig kunne få brugt. Pengene ligger allerede klar i lommen, og ellers er alt hvad jeg har på mig, et gammelt billede jeg har haft hele mit liv, nøglen og et buskort jeg stjal for nogle uger siden.
Mine hænder lagde sig forsigtigt om håndtaget på vinduet, og kravlede derefter selv så stille som muligt op på vindueskarmen, og hoppede derefter forsigtigt ned i blomsterbeddet uden for vinduet. Tornene på rosenstikene havde jeg ikke taget højde for, og jeg rev mig i faldet på en af dem, og nogle dråber faldt ned i hovedet på mig, men en lille smule blod, var langtfra nok til at stoppe mig, så jeg trådte ud af rosenbeddet, og samlede jakken op, og trak den på.
For at undgå at blive set igennem nogle af de andre vinduer i huset, bukkede jeg mig så langt ned jeg kunne, mens jeg samtidig bevægede mig ud af haven. Jeg kiggede mig tilbage nogle gange, for at være helt sikker på, at jeg ikke var blevet opdaget. Heldigvis så det ud til endelig at have lykkedes.
I det øjeblik jeg trådte ud på vejen, satte jeg farten op, og løb alt hvad jeg kunne. Nu gjaldt det bare om, at komme væk så hurtigt som muligt...